Jeg ville jo gerne skrive, at venstre ankel var helt ok igen, men faktum er, at jeg stadig skal være lidt forsigtig. Der er ikke smerter, men mere en 'let markering' at den kun er 95% klar. Det er lidt svært at forklare. Jeg er sjældent bekymret for ømhed/smerter, der springer fra sted til sted, men når det kommer fra samme sted, så er jeg ekstra opmærksom, og lige nu kommer samtlige signaler i form af en stram fornemmelse rundt om anklen samt lidt ømhed på indersiden af foden, præcis som på Bislett. Jeg har været lidt i tvivl, om det var rigtigt at trække mig fra løbet sidste weekend, men den tvivl er nu helt forsvundet.
Jeg er startet roligt ud og øger langsomt distancen. I dag kom jeg op på 16 km, før jeg fandt det klogt at løbe hjem. Der var korte perioder under turen, hvor jeg kunne mærke anklen, men når jeg satte farten ned til 5.45/km, fik det fint - altså indtil 16 km, hvor jeg fik fornemmelsen af, at denne gang ville det ikke gå væk igen. I alt blev det til 18,5 dejlige km i et skønt vinterlandskab.
De seneste dage har jeg mødt flere bekendte og kolleger, der giver udtryk for, at de ikke får løbet pga. sneen. De er bange for at falde, fordi man let skøjter rundt på de sneglatte fortove/cykelstier. Heldigvis er løsningen til at betale sig fra: Et par Salomon Speedcross 3 til 720 kr. Det er egentligt en trailsko, men de er også fantastiske til at løbe i sneen.
Selvfølgelig er der andre, og muligvis også bedre mærker hvis man spørger trailløberne, men jeg synes, det er et godt køb, hvis man (som jeg) primært løber på asfalt og jævne skovstier, men af og til får forvildet sig ud på noget bakketræning eller et kort trailløb i skoven, og så kan de altså også bruges på vinterdage. En 2-i-1 sko :-)
Kombineret med et par varme løbestrømper med merinould (jeg løber selv i et par Feetures Elite Merino men der er mange andre muligheder, hvis man går i en løbebutik) er man godt sikret mod kolde fødder.
Vedr. Aarhus Indoor Run 6 timer: Jeg stiller op og løber så længe, jeg ikke får problemer med anklen - forhåbentligt betyder det i 6 timer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar