Bislett 24 timer

Jeg har allerede skrevet om rejsen til Oslo samt timerne før løbet, så jeg springer direkte til ankomsten på Bislett.

Fra man træder ind af døren på Bislett Stadion, føler man sig velkommen. Jeg kender flere af de norske ultraløbere og blev modtaget med knus af dem alle. Det var næsten som at løbe på hjemmebane, og det var en skøn fornemmelse.

Jeg blev mødt af Geir Frykholm, Olav Engen og Ragnar Nygård - alle 3 rutinerede ultraløbere, jeg kendte på forhånd fra træning og løb i Norge. Jeg fik udleveret startnr. 112 samt en meget lyserød T-shirt. Jeg er sikker på, den gør stor lykke hos mange mænd ;-)

Alle hjælpere bar samme T-shirt, men i orange, så de var lette at kende, hvis man fik brug for hjælp. En rigtig god idé!

Jeg var nok den løber, der havde mindst udstyr med, men jeg synes efterhånden, jeg har lært, at jeg bruger ikke ret meget tøj undervejs, og jeg har det fint med at bruge fællesdepotet. Her var det konstant fyldt op med chips, slik, chokolade, frugt, vand, energidrik (Winforce), cola, kaffe, the og blev suppleret undervejs af suppe 2 gange, pasta med kødsauce til aften, senere en ispind (frit valg mellem flødeis og filur sodavandsis) og ved midnatstid 1 wrap. Desværre kan jeg ikke fortælle, hvad der blev serveret efter midnat :-(

Jeg startede i kortærmet T-shirt, men da det var køligt på nogle dele af ruten, valgte jeg at skifte til en langærmet T-shirt efter et par timer, og det fungerede fint under resten af løbet. Ellers brugte jeg korte tights, CEP sleeves samt Compressport sokker (dem med de mærkelige knopper under). Både sleeeves og sokker fungerede perfekt! Ingen antydning af træthed i underbenene og ikke skyggen af en vabel efter 12 timers løb :-)

Kort før løbet fik jeg hilst på Per Audun Heskestad, som er landsholdsløber, og som jeg kun kender fra Facebook. Nu kender vi også hinanden IRL :-) Per Audun løber også i Aarhus Indoor Run til januar, hvor han håber at løbe min. 220 km!

Kl. 10.00 blev løbet skudt i gang, og jeg kunne mærke, at jeg havde gode ben. Lidt overraskende, men på den anden side har jeg jo løbet hele tiden, bare ikke ret langt, så jeg var realistisk nok til at vide, at lykken nok ikke ville vare ved. Men det blev ved med at gå godt længe efter, jeg havde forventet det anderledes. Mit første delmål var 50 km, så det ville tælle på min liste over ultraløb (som I kan regne ud, var mine forventninger ikke høje!), og næste mål var at løbe 91 km hurtigere end til Skøvde 12 timers løb. Det mål nåede jeg efter 11 timer, så det var en stor opmuntring.

Desværre var det også kort tid før, jeg nåede dette mål, at jeg lavede en gigantisk brøler, der kom til at koste mig resten af løbet...

Da jeg havde løbet ca. 85 km, lød der pludselig en velkendt røst i højtaleren: Kim Larsen og Gasolin med "Længes hjem" og det virkede som ren doping!! Tempoet steg i takt med, at Larsen sang, og jeg fløj forbi de andre løbere. Jeg kunne ligefrem mærke deres øjne i nakken og høre dem tænke "Hvor kommer hun fra???" Det var en optur, jeg aldrig tidl. har oplevet så langt henne i et løb, og derfor gav jeg efter for energien, hvilket viste sig at være en katastrofal fejl denne gang. Min ankel, som var langtidsskadet i sommers, var ikke helt klar til belastningen endnu, fordi jeg ikke har trænet lange ture bortset fra H.C. Andersen Marathon og Frederiksberg Marathon. Det er simpelthen ikke nok til at vænne kroppen til ultraløbets belastning på kroppen, og det vidste jeg jo godt, og alligevel faldt jeg for fristelsen :-(

Efter 11½ timer begyndte jeg at få ondt i anklen. Jeg forsøgte at sætte tempoet ned, jeg gik flere omgange, jeg holdt ½ times pause, jeg gik igen og kom også op at småløbe men fik ondt igen. Ny pause og lange, meget lange, overvejelser for jeg ville så nødigt smide mit nr., for jeg var selvfølgelig træt i kroppen, men jeg var ikke søvnig, og jeg var ikke mentalt nede. Jeg havde det superfint - bortset fra anklen!

Overvejelserne gik på, at jeg skulle stoppe, før det blev værre eller vælge at gennemføre 24 timer med den risiko, det indebar, og kun få et middelmådigt resultat, jeg ikke kunne bruge til noget i forhold til landsholdskvalifikation. Der var flere løbere, der stoppede op for at høre, hvad der var galt. Hjælpere, der spurgte, om de kunne gøre noget for mig. Det er noget af det, jeg værdsætter højt ved ultraløb, denne bekymring og hjælpsomhed overfor hinanden.

Det blev Olav Engens ord, der gjorde udslaget: Det er ikke værd at risikere en skade for at gå i 12 timer med et middelmådigt resultat. Det var noget helt andet, hvis jeg lå til et godt resultat og stadig kunne løbe lidt. Så var det værd at tage chancen!

Jeg sendte en sms til Jesper, om jeg skulle være glad for en 12 timers træningstur, når vi tog træningsmængden i betragtning og allerede nu ser frem mod sæsonen 2013. Han synes, det var en fin beslutning, og så valgte jeg at aflevere mit nr. Jeg fik et bad og opsøgte Røde Kors-hjælpen, om de kunne tape anklen op. Det vidste de desværre ikke, hvordan man gjorde, så jeg fik udleveret et gazebind, som jeg kunne tage om til støtte. Ikke så effektivt, men bedre end ingenting.

Jakob Vestergaard lagde sit nr. samtidigt, da han slet ikke kunne få tingene til at fungere på dagen. Oprindeligt ville jeg blive på Bislett og følge løbet det sidste døgn, men da Jakob og hans hjælper valgte at tage på hotel, blev tanken for fristende, og så gik jeg de 2 km til hotellet, hvor jeg havde overnattet før løbet. Hoveddøren var låst, og det var en synligt ikke-tilfreds nattevagt, der først sagde nej til et ledigt værelse. I et splitsekund så jeg mig selv sove på en iskold Oslo Banegård, for jeg havde sindsygt ondt i anklen efter gåturen, og jeg orkede ikke at gå tilbage. Han forbarmede sig heldigvis over mig, og jeg fik et værelse kl. 02 om natten.

Set i bakspejlet var det utroligt heldigt, at jeg valgte hotellet i stedet for stadion, for det blev en utrolig lang hjemrejse, fordi flyafgangen blev udsat gang på gang. Først kl. 17.35 kom vi afsted, og jeg missede derfor 3-0 sejren over Brøndby. SAS har ikke nogen høj anseelse her, for Norwegian fløj til København!!!

Jeg vil stoppe for nu, men der kommer nok smådryp om løbet de kommende dage - business as usual :-)