mandag den 31. december 2012

GODT NYTÅR

Årets sidste løb blev en fuser, fordi min sygdom åbenbart har valgt at kulminere på årets sidste dag. Jeg hoster, nyser, næsen stopper (jeg overlever takket være næsespray) og jeg har ondt i hele kroppen.

Jeg stod ellers op kl. 07 som planlagt, men gik i seng igen af 2 årsager:
1. Det gik op for mig, at det jo er tåbeligt at vælte ind til byen med tog og bus for at deltage i et stort motionsløb med risiko for at smitte andre.
2. Regnen væltede ned, og tanken om 2 timers løb i gennemblødte løbesko virkede næsten grotesk i min situation.

Min nytårsaften med god mad, lækker rødvin og champagne bliver afløst af en aften foran TV med en kop the og en stak lommeletter. Pyt med det - bare jeg er frisk til på lørdag!!

Så med røde øjne og løbende næse vil jeg ønske jer alle et godt nytår med ønsket om et skadesfrit år med masser af spændende løbeoplevelser på jeres udvalgte distance, om det er 5 km eller ultraløb.

søndag den 30. december 2012

Farvel til de korte løb

På årets næstsidste dag vil jeg indlede med en tak til jer læsere, der netop har fået besøgstælleren til at runde 300.000 besøg siden 7. april 2009. Det er jeg både meget glad for og stolt af, for så må jeg jo gøre noget rigtigt. Bloggen blev startet i januar 2009, men jeg fandt først ud af at installere tælleren i april - det fortæller vist alt om min "styrke" indenfor pc-teknik!

Jeg kæmper stadig med sygdom, der nu er slået over i en regulær forkølelse med hoste, snotnæse osv. I kender turen! Jeg har ikke længere ondt i halsen, og jeg har ikke feber, så jeg vover at løbe. Nej, jogge er nok det rigtige ord, for det tangerer mest et forhøjet gå-tempo, så jeg kan få luft. Det er mildt sagt p.... irriterende, men jeg gider ikke længere slås med negative tanker. Forkølelse forsvinder igen, og formen er jo alligevel på grundniveau, så hvad mister jeg??

Det ser selvfølgelig lidt (meget) skidt ud for indsatsen i morgen på halvmarathon og især på lørdag til 6 timers løbet. Halvmarathon skal jeg nok komme igennem, mens jeg er lidt mere tvivlsom omkring 6 timer. Men jeg stiller op og løber så længe jeg kan. Det er jo før gået godt med den indstilling :-)

Jeg har taget en beslutning om ikke at løbe 5 og 10 km foreløbig, hvilket betyder, at jeg har meldt fra til 10 km landevej i februar. Det gør jeg af flere grunde: den vigtigste er, at mit fokus er på ultraløb, og hver gang, jeg skal løbe en kort distance, går det ud over træningen til de lange løb. Hvis jeg skal løbe 10 km en søndag, går det ud over de lange træningsture samme weekend. Det gælder især, hvis jeg skal løbe i Kbh., fordi det også indebærer transporttid. Der ryger hurtigt en halv dag på sådan et løb. Tid der kan bruges bedre i forhold til mit mål.

Rent mentalt har jeg også tidl. oplevet, at jeg bliver "afsporet", når jeg ved, at jeg skal løbe 5 eller 10 km. Jeg er konkurrencemenneske nok til at ville forbedre mig hver gang, og jeg bliver jo aldrig god til disse sprinterdistancer uden mere målrettet træning.

Det betyder, at når jeg fremover løber de korte distancer, vil det være til lokale løb, hvor jeg evt. kan kombinere med løb til/fra startsted og dermed øge km-træningen.

lørdag den 29. december 2012

I bedring + Ø-Marathon

Juhuu, der er bedring i sigte. Halsen føles ikke længere som et rivejern, så nu skal jeg bare slippe af med lidt hoste, løbende næse og varmen! Jeg har løbet en rolig 6 km tur, og jeg var gennemblødt af sved, da jeg kom hjem. Skiftede tøj for at cykle 5 km til Farum og blev igen gennemblødt af sved. Fik købt 10 kg kattemad og cyklet de 5 km hjem - ja, I gætter det nok: gennemblødt af sved! Mit temperaturregulerende center ser ud til at være sat skakmat af infektionen.

Dagens marathon forsvandt væk i sygdommens tåger, men jeg fandt et nyt i går aftes. D. 12. januar løbes Ø-Marathon på Amager, og det har jeg tilmeldt mig.

Jeg har ikke tidl. deltaget i Ø-Marathon, mest fordi det starter kl. 09, og jeg er som bekendt ikke A-menneske, når jeg endelig kan sove om natten, men jeg kan godt lide, at der er tale om et cannonball marathon i sin oprindelige form. Dvs. uden forplejning og billigt startgebyr (50 kr.). I 2013 udvides løbet også med muligheden for at løbe 50 km, hvilket er fin træning frem mod et ultraløb.

Jeg ved, at arr. har oplevet lidt utilfredshed med det manglende depot, men jeg tager det som en mulighed for at afprøve mit eget energiprodukt og tilmed have mere kontrol over mit væskeindtag (min achilleshæl). Desuden passer det mig fint, at jeg ikke skal betale for en gigantisk slikdepot, som jeg ikke benytter, fordi jeg ikke ønsker at løbe på slik som brændstof.

Løbet bliver afholdt på det flade og af og til blæsende Amager. Løbere har, på meget blæsende dage, forsøgt at få arr. til at vende ruten, så man fik mere medvind end modvind, men arr. har holdt fast i, at ruten er fastlagt og skal ikke vendes af bekvemmelighedsgrunde. Vi er vel ikke blevet en flok af "sofa-marathonløbere"? ;-)


fredag den 28. december 2012

Intet marathon i denne omgang

Skæbnen synes åbenbart, at jeg skulle ned og ligge for sidste gang i år - sådan rent bogstaveligt - for som mange andre danskere er jeg nu ramt af sygdom. Et rivejern i halsen, uro i hele kroppen, træthed og let kvalme. Det opsummerer på en bisar måde mit 2012!

Jeg forsøger at tage det med oprejst pande, for nu regner jeg med at have opbrugt min kvote af sygdom og anden form for elendighed på forskud, så 2013 bliver både skade- og sygdomsfri :-)

Jeg er ikke tilhænger af "Det skal bare løbes væk"-holdningen. Jeg har alle tegn på, at min krop arbejder på højtryk for at bekæmpe en infektion, og så sætter jeg den ikke på overarbejde ved at løbe! I stedet for gik jeg en lang tur, mens jeg nød den frostklare luft, der føltes som en kølig klud på panden - vidunderligt.

Af samme årsag har jeg droppet tanken om at løbe marathon i morgen i håb om at blive klar til 6 timers løb om 1 uge i Aarhus. Jeg satser såmænd også på at blive frisk nok til at løbe Änglamark Nytårsløb Halvmarathon i Kbh. på mandag - håbe kan man altid ;-)

torsdag den 27. december 2012

Året går på hæld

Der er kun få dage tilbage af 2012, og det er tid til at gøre status på året.

Det er været et år præget af store tab, lykkelige stunder og et løbeår, der langtfra gik, som jeg håbede på. Min mors uventede død efter 8 dages sygdom i februar; mit afbud til landsholdet og dermed VM i maj pga. en langvarig bruskskade i anklen; min fars død pga. lårbensbrud og efterfølgende komplikationer i oktober. December har været præget af et venskab, der styrtbløder og muligvis ikke overlever. Årsagen kommer kun os to ved, men grunden til at jeg nævner det er, at der er tale om den person, der har betydet allermest for mit liv som løber. Min mentor, coach og træningsmakker.

Intet kan opveje tabet af mine forældre, men selvfølgelig var det meget opløftende, at jeg knap 2 mdr. efter min mors død og kort tid efter mit afbud til landsholdet blev farmor til Aksel.


Mit år som løber blev i meget stor grad præget af de personlige begivenheder, for selv om løb fylder rigtig meget i mit liv, er det ikke alt, og min familie har altid haft første prioritet, og det er i år gået ud over træningsindsatsen. Derfor er der heller ikke gode resultater, jeg kan prale af.

Gudskelov har der også været positive sider i 2012. Først og fremmest er jeg meget glad for, at Newline valgte at blive min sponsor, først med løbetøj og siden også med løbesko. Jeg er ikke typen, der siger ja til at løbe i udstyr, jeg ikke bryder mig, bare fordi det er gratis. Newline var det første mærke, jeg købte som løber i form af et sæt med jakke og vindtights i 2005, og det er mærket, jeg altid er vendt tilbage til efter at have strejfet rundt mellem andre mærker. Newline er altid åbne for mine henvendelser om nyt tøj, sponsorgave til foredrag osv, og jeg håber virkelig, at jeg kan betale dem tilbage i form af gode resultater i 2013!

Jeg er også så heldig, at jeg af og til bliver spurgt, om jeg vil afprøve forskelligt udstyr, og så længe det ikke er i konflikt med min aftale med Newline (ikke at der er nogen nedskreven aftale, men jeg føler en stærk moralsk forpligtigelse), siger jeg ja tak, hvis det kan bruges i min træning. Jeg er klar over, at jeg bliver spurgt pga. bloggen, så min tak går også til jer læsere - uden jer var der ingen interesse! :-)

Nogle vil sikkert gerne vide, hvor mange km jeg har løbet i år, men her må jeg bliver et svar skyldigt, for jeg aner det ikke, og det interesserer mig heller ikke! Jeg har ikke behov for at vide, om jeg har løbet 1000 eller 4000 km siden januar, for jeg kan ikke bruge det til noget. Jeg kigger altid max. 4 uger bagud, for det har indflydelse på min nuværende form - og nej, den er ikke for god, men det bliver den!!

Mål for 2013: PR på 24 timers løb - min foretrukne distance.
Tiden må vise, hvor rekordforsøget skal finde sted. Jeg skal snart træffe en beslutning omkring min deltagelse i GUCR, som er uforenelig med 24H i Schweiz. Kan og vil jeg vente med at løbe 24 timer til september? Eller dukker en helt 3. mulighed op?

onsdag den 26. december 2012

City Tour med Running Copenhagen / Newline

Så er bloggen åben igen efter 4 dages juleferie i Jylland. Træningen blev genoptaget med Newline / Running Copenhagens City Tour gennem et roligt København. En super hyggelig tur med masser af historier om bygninger, hundeluftende "lystige damer", sømænd, havfrue-hærværk, en mumie i en kælder og meget mere.
Min gruppes frontløber var undtagelsesvis udstyret med en tlf, da hans kæreste har fødselstermin i morgen, men heldigvis slap vi for at skulle løbe forbi Rigshospitalet :-)


Første stop på City Tour: Glyptoteket
Vores guider i orange trøjer: Henrik med ryggen til, mens Kristoffer
bl.a. fortæller om en mumie i kælderen på museet!

Lena Andersson, grundlægger af Running Copenhagen 
fører den anden gruppe gennem Touren, her ved Christiansborg

En del af den store mosaik ved Stærekassen / Det kgl. Teater

Selvfølgelig var vi i Nyhavn

Kronprinseparret er på Amalienborg i julen, så flaget er hejst

Lena fortæller ved Den lille Havfrue

Statens Museum for kunst

Rosenborg

lørdag den 22. december 2012

Glædelig jul

Bloggen går på juleferie 1 dag tidl. end planlagt. Pga. vejrprognosen for søndag valgte vi i går aftes at ombooke færgebilletten og tage til Jylland allerede i dag. Jeg vender tilbage på onsdag med et indlæg om jule-Touren i København.


GLÆDELIG JUL
 
 

fredag den 21. december 2012

3 tilmeldinger

2. juledag kl. 09.30 - 11.00 tilbyder 'Running Copenhagen' og Newline en guidet løbetur i København. Turen er gratis, men kræver tilmelding 8,5 km i 6 min/km med mulighed for at vinde Newline-produkter undervejs. Turen koster normalt 195 kr. Jeg har læst godt om turen, så jeg har slået til og tilmeldt mig.

I slutningen af januar/ starten af februar afholder 'Løberen' 6 foredrag, fordelt i Jylland og på Sjælland, med titlen Nå dit ambitiøse mål på rekordtid (Hør, hvordan Anders Glümer får regnestykket til at gå op, så han kan køre under 10 timer på Ironman med 7 timers træning om ugen). Det koster 50 kr. for 2 timers foredrag, og jeg har tilmeldt mig i Lyngby.

Det er langt mere mystisk, at jeg også har tilmeldt mig et løb i vinterturneringen Cross Challenge med den opmuntrende undertitel "Det er ikke hvor hurtigt du løber, men hvor længe du løber hurtigt!". Vi kan nok hurtigt (!!) blive enige om, at jeg ikke har noget at gøre i en cross-konkurrence, men her er tale om 4. runde, der er 10 km landevej i Kbh. Løbet er tilbudt som klubløb i Novogruppens Løbeklub, så jeg satser på, der kommer andre deltagere end mig, der må forventes at slutte 10-15 min. efter vinderen :-/

Så er det jo bare at håbe, vi alle overlever verdens undergang i dag, så pengene ikke er spildt :-)

torsdag den 20. december 2012

Norge har udtaget de første løbere til EM og VM

Som sædvanligt er det norske ultraløbsudvalg først ude med deres udtagelser til næste års mesterskaber. Der er udtaget 7 løbere til 100 km holdet til EM i april og  5 løbere til 24 timers holdet til EM/VM i maj. 2 løbere er udtaget til begge hold og må derfor foretage et valg mellem de to mesterskaber. Som bekendt afholdes VM 100 km først til efteråret i Sydkorea.

Jeg har intet hørt/læst omkring de danske hold, men jeg ved, at Leon Skriver Hansen ikke er aktuel i år til VM, da han har været mega heldig og har fået startnr. til Western States 100 i juni måned. Det er som at slippe gennem et nåleøje at få startnr. i lodtrækningen!

Med henholdsvis 4 og 4½ mdr. til mesterskaberne må det forventes, at de danske hold snart udtages og offentliggøres for at give løberne en god, lang træningsperiode med fast fokus. Mange af sidste års deltagere får nok genvalg, men man er jo aldrig 100% sikker, før man har modtaget mailen fra holdlederen!

onsdag den 19. december 2012

Vil du teste løbeudstyr?

Har du en aktiv (!!) blog om løb, fitness el. lign., søger Runforest testpersoner til forskelligt udstyr. Udfyld skemaet i linket og få udstyr, som du skal anmelde.

Det er som juleaften for løbere :-)

Socialmarathon 2012 er aflyst

Årets udgave af Socialmarathon, der løbes til fordel for Rigshospitalets BørneUngeProgram, er aflyst.

Flg. er postet på løbets Facebookside:
"Kære Alle.
Det er med dyb beklagelse, at vi ser os nødsaget til at AFLYSE årets SOCIALMARATHON.
Alle tilmeldte får deres penge tilbage.
Der er flere årsager til dette, men beklageligvis må løbsledelsen konstatere, at det ikke i år har kunnet afvikles med en forventning om selv et lille overskud til Børn og Unge programmet på RH, idet der bl.a. har været uoverstigelige logistiske forhindringer, s...om vi til det sidste håbede kunne løses.
Løbsledelsen synes fortsat, at SOCIALMARATHON bør leve videre og vi er allerede gået i gang med at se hvorledes konceptet kan udvikles mhp. en sikker afvikling i 2013.
Med dyb beklagelse og samtidig en stor tak for opbakning fra jer alle ønskes i alle en rigtig glædelig Jul og et godt Nytår.
Håber vi ses d. 31. december 2013
Løbsledelsen v / Jens J. Lykkegaard"

tirsdag den 18. december 2012

Bedring på to fronter

Et par dage med fornuftig og regelmæssig kost tilsat et par liter væske har hjulpet på kroppen. I dag gik løbet langt bedre, selv om tempoet stadig lader meget tilbage at ønske. Det kigger jeg på i 2013. På den (meget) positive side mærker jeg ikke længere noget til anklen, så jeg er glad.

Et af triathlonverdenens allerstørste navne Chris McCormack deltager i Challenge Copenhagen 2013  Jeg har omtalt hans bog I´m here to win flere gange, fordi det er en af de bedste sportsbiografier, jeg har læst. Det er en bog om triathlon, men der er masser af tips at hente for udholdenhedsatleter som helhed. Via linket kan den købes for knap 200 kr. inkl. forsendelse. Bogen er på engelsk, men meget let læselig. Nu ved I, hvor jeg kan findes søndag d. 18. august: på tilskuerpladserne for CC :-)

mandag den 17. december 2012

En stresset krop

Uha, jeg har stresset min krop på det seneste, og nu gør den oprør :-/

Der er ikke tale om julestress, for gaverne er på plads, og juleaften skal jeg være gæst. Nej, der er tale om den anden type stress forårsaget af uregelmæssig levevis. Jeg har været sjusket med at spise ordentligt, og jeg er ude på et sidespor, når jeg kl. 21 opdager, at dagens væskebehov er (u)dækket med 3 krus kaffe og ½ l. sukkerfri cola. Suppleret med et meget dårligt søvnmønster gennem et par uger gider kroppen sørme ikke arbejde ordentligt. Mærkeligt ik´? :-(

I mine 5½ år som nattevagt har jeg 99% af tiden undgået alvorlige søvnproblemer. Jo, jeg får for lidt søvn på hverdagene, men det indhenter jeg normalt fra fredag til lørdag, hvor jeg går i seng ca. kl. 22 og sover 10-12 timer, hvor jeg vågner frisk og veludhvilet op - komplet i dagscyklus. Bare ikke de sidste par uger! Jeg har haft svært ved at falde i søvn, vågner et par gange om natten og føler mig selvfølgelig ikke ordentligt udhvilet. Heldigvis har jeg kun 3 vagter tilbage før 2½ ugers juleferie, og måske bringer det balance i søvnrutinen igen.

Kroppen straffer mig ved at være tung under løb. Det føles som at løbe med håndbremsen trukket! Men det går vel over igen, for nu er jeg opmærksom på mit mad/væskeindtag. Faktisk havde jeg håbet at løbe marathon i weekenden, men der afholdes ikke løb i Kbh. eller omegn før d. 23., og da er jeg på vej på juleferie. Min første jul i det mørke Jylland ;-)

Så går det langt bedre for en anden dansk løber: Abdi Hakin Ulad, som man indtil i morgen kan stemme på som månedens atlet , er blevet udtaget til Europas hold i stor cross konkurrence mod Storbritanien og USA d. 5. januar.

søndag den 16. december 2012

Historien med den lykkelige afslutning

For et par uger siden var kvinden, der faldt om under en løbetur, på mange løberes læber, også her på bloggen med opfordringen til at have en form for ID på sig. I dag er hun næsten frisk igen og udtaler sig i en artikel til Berlinske.

Landsholdsløber Bjarne R. Jensen har deltaget i et 24 timers løb i Barcelona denne weekend, og han kravlede lige over de 200 km med 200,604 km og en 16. plads. Løbet blev vundet af Oliver Leu med 245,280 km.

D.U.V. har lavet en meget overskuelig side med resultater fra samtlige mesterskaber under IAU (International Association of Ultrarunners )

lørdag den 15. december 2012

"Supermotionister risikerer tidlig hjertedød"

Politiken bringer i dag en artikel med overskriften Supermotionister risikerer tidlig hjertedød Pludselig bliver jeg glad for at være en langsom ultraløber, der primært træner 5.30/km-tempo. Så er der bare lige det med de ugentlige km...

Den danske mester i halvmarathon Henrik Them stiller op til DM i marathon til maj. I denne artikel , også fra Politiken, kommer han med dagens bedste udtalelse: Hvilken tid satser du så på i København 19. maj? »Jeg vil ikke komme med udmeldinger på den måde. Jeg håber bare, min tid bliver lidt bedre end ham, der kommer som nummer 2« . Det er da en herlig udmelding :-)

fredag den 14. december 2012

Løbeklubben på arbejde

Som bekendt er jeg medlem af Novogruppens Løbeklub, og 2 gange om året har man mulighed for at købe klubtøj. Når man har så meget løbetøj, som jeg har, skal man kun bruge en klubtrøje af én årsag: deltagelse i danske mesterskaber.

Jeg har undret mig over, at klubtøjet kan købes i 3-4 farver, for jeg havde den opfattelse, at en klubdragt til et mesterskab skal være genkendelig for konkurrenterne samt godkendt af DAF, men jeg har ikke spurgt ind til det før nu. Jeg sendte først en mail til et af klubbens bestyrelsesmedlemmer, men det kendte hun ikke noget til, og jeg skrev derfor tilbage, at jeg selv ville kontakte DAF for at få det opklaret.

Jeg sendte en mail afsted, og løbeklubben var så i mellemtiden kommet i tvivl og havde også skrevet til DAF. Jeg havde ret, for i følge DAF retningslinier skal både farve og design godkendes af DAF.

Og dermed har jeg også røbet, at jeg overvejer at løbe DM 24H i Grenaa, som jo i en lille målestok er en form for hjemmebane, da min søn, svigerdatter og barnebarn bor lidt udenfor byen.

torsdag den 13. december 2012

Planer

Jeg har prøvet at holde et par hviledage af hensyn til anklen, men det bliver det såmænd hverken værre eller bedre af, så nu løber jeg bare. Der er kun tale om en bagatel efter min vurdering, og den eneste grund til, at jeg er lidt large omkring hvile, er at jeg først begynder den strukturerede træning frem mod 24 timers løb efter nytår. Indtil da handler det om at blive 100% fit for training, og da jeg ellers er helt fri for skader, er der ingen grund til at løbe nogen risiko.

I dag løb jeg en times tid, og den lille irritation forsvandt helt efter ca. 10 min løb. I sidste uge måtte jeg sætte tempoet ned til 5.45/km for ikke at mærke noget, men i dag løb jeg 5.30/km uden problemer (altså efter de 10 min), så der er tale om en bedring.

Jeg har lavet en træningsskitse/grundplan frem til uge 18, da det stadig er mit udgangspunkt at løbe i Schweiz. Den inkluderer bl.a. deltagelse i nogle cannonball-marathons, primært Ø-Marathon på Amager (pris: 50 kr.) og Damhus cannonball Marathon i Vanløse (pris: 75 kr.).

Jeg havde regnet med at løbe 10 km i Allerød på søndag, men da der er tale om et løb i en snedækket skov med "fælder" i form at skjulte trærødder osv, dropper jeg det.

I stedet for planlægger jeg at løbe Damhus Marathon d. 29. og Spartas Halvmarathon d. 31. som de sidste løb i 2012.

tirsdag den 11. december 2012

Stem på European Athlete of the Month

Den danske cross country løber Abdi Hakim Ulad (Korsør AM) er, sammen med 9 andre løbere, nomineret til European Athlete of the Month. Du kan stemme på Ulad her

Ulad er dansk mester på 10 km landevej samt lang cross, og han vandt for nylig NM Cross for seniorer.  Desværre forhindrede et fald en mulig topplacering ved det nyligt afholdte EM Cross for U23, men så kan vi jo give ham lidt opmuntring ved at stemme på ham som månedens atlet.

Statletik for Abdi Hakim Ulad og BT´s artikel Abdi er Danmarks nye løbehelt

mandag den 10. december 2012

Her sner det stadig!

Efter at Martin har oplyst mig om, at jeg er blevet narret de sidste 35 år omkring en 'rigtig' kartoffelkages indhold, må jeg vist hellere holde mig til løb fremover ;-)

Det sner og blæser stadig i Birkerød,og den mest sikre transportform må helt sikkert være til fods pga. dårlig snerydning, så mine Speedcross har kronede dage. Sigtbarheden er langt fra i top, og derfor løber jeg med mit sikkerhedstøj selv i de lyse timer. Better safe than sorry!

Dagens tur på 40 min. (excl. stop undervejs) blev igen brugt på praktiske gøremål: en tur på biblioteket og indkøb af kaffe. Det er bare på med en lille rygsæk og afsted. På hjemturen var jeg ved at lade mig friste af en afkortning af turen, men den direkte og nogenlunde fremkommelige cykelsti blev erstattet af en tur over golfbanen. Jeg havde ikke lige gennemtænkt, at den åbne græsplæne indebar fygning og dermed glatte passager, hvor sneen var blæst væk, samt dybe snedriver hvor jeg fik trænet høje benløft. Man skal ikke kimse af lidt indlagt løbeteknisk træning ;-)

Jeg har lagt overvejelserne om at løbe 24H på racerbanen endeligt i graven. Jeg løber ikke ret godt i varme, og det vil være en form for russisk roulette at satse på løbet. Af samme grund kommer jeg nok aldrig til at løbe Spartathlon.
 
Nu går overvejelserne i stedet i retning mod Schweiz d. 4.-5. maj Self-Transcendence 12+24 Stunden Lauf i Basel, hvor 12 timers løbet samtidigt er schweizisk mesterskab.
 
Sikkerhedsudstyret fra Newline.
Bemærk at handskerne er dobbelte.


 

søndag den 9. december 2012

Min form for O-løb

Orienteringsløb går ud på at finde poster, men når orienteringssansen er tæt på ikke-eksisterende, må man jo lave sin egen version ;-)

I Birkerød er der masser af sne, og det er bestemt ikke snerydning, kommunen bruger penge på (måske er det årsagen til, at vi er en af landets rigeste kommuner?), så der var ikke mange biler på vejene, da turen gik gennem byen.

1. post var på Birkerød Station for at aktivere et rejsekort. Check-ind og check-ud. Post 1 klaret.

2. post var Føtex for at købe en kartoffelkage. Men jeg blev snydt!!! Den var på lagkagebund, og alle ved da, at det skal være med vandbakkelse.

3. post blev derfor bageren i Bistrup, hvor de sælger den "rigtige" slags. De er bare altid udsolgt! Men ikke i dag, for folk holder sig åbenbart indendørs i vintervejret. Jeg kunne derfor drage triumferende hjem med min lille kagekasse.

4. post var hjemme i varmen med kage og varm cacao. Hvilken herlig O-løbetur :-)

For udenlandske læsere må jeg hellere skrive, at en
kartoffelkage (potet/potatis-kake) har intet med kartofler at
gøre, men hedder sådan på grund af dens udseende. Det
er en kage bestående af vandbakkelse, lagkagecreme rørt
op med flødeskum (pisket krem/vispad grädde), et tykt lag
marcipan og tilsidst cacao-pulver.

lørdag den 8. december 2012

I gang, men forsigtigt..

Jeg ville jo gerne skrive, at venstre ankel var helt ok igen, men faktum er, at jeg stadig skal være lidt forsigtig. Der er ikke smerter, men mere en 'let markering' at den kun er 95% klar. Det er lidt svært at forklare. Jeg er sjældent bekymret for ømhed/smerter, der springer fra sted til sted, men når det kommer fra samme sted, så er jeg ekstra opmærksom, og lige nu kommer samtlige signaler i form af en stram fornemmelse rundt om anklen samt lidt ømhed på indersiden af foden, præcis som på Bislett. Jeg har været lidt i tvivl, om det var rigtigt at trække mig fra løbet sidste weekend, men den tvivl er nu helt forsvundet.

Jeg er startet roligt ud og øger langsomt distancen. I dag kom jeg op på 16 km, før jeg fandt det klogt at løbe hjem. Der var korte perioder under turen, hvor jeg kunne mærke anklen, men når jeg satte farten ned til 5.45/km, fik det fint - altså indtil 16 km, hvor jeg fik fornemmelsen af, at denne gang ville det ikke gå væk igen. I alt blev det til 18,5 dejlige km i et skønt vinterlandskab.

De seneste dage har jeg mødt flere bekendte og kolleger, der giver udtryk for, at de ikke får løbet pga. sneen. De er bange for at falde, fordi man let skøjter rundt på de sneglatte fortove/cykelstier. Heldigvis er løsningen til at betale sig fra: Et par Salomon Speedcross 3 til 720 kr. Det er egentligt en trailsko, men de er også fantastiske til at løbe i sneen.

Selvfølgelig er der andre, og muligvis også bedre mærker hvis man spørger trailløberne, men jeg synes, det er et godt køb, hvis man (som jeg) primært løber på asfalt og jævne skovstier, men af og til får forvildet sig ud på noget bakketræning eller et kort trailløb i skoven, og så kan de altså også bruges på vinterdage. En 2-i-1 sko :-)

Kombineret med et par varme løbestrømper med merinould (jeg løber selv i et par Feetures Elite Merino men der er mange andre muligheder, hvis man går i en løbebutik) er man godt sikret mod kolde fødder.

Vedr. Aarhus Indoor Run 6 timer: Jeg stiller op og løber så længe, jeg ikke får problemer med anklen - forhåbentligt betyder det i 6 timer!

torsdag den 6. december 2012

Et enkelt foto før dagens indlæg

Bislett 24H
Foto: Bjørn Hytjanstorp


Frensh Ultra Festival 2013

Søren skriver i en kommentar til indlægget i går: "Giv mig lige et praj når du ved noget mere, jeg er selv på udkig efter et 24 timer i foråret, Holland er udelukket, jeg gider ikke løbe med til EM/WM, det er de store drenge og pigers dag, de har fortjent at deltage."

Jeg er helt på linie med Søren i, at Holland er udelukket, med mindre jeg deltager i mesterskabet, og derfor har jeg også set bort fra dette løb.

Det løb, jeg har kig på men langt fra sikkert deltager i, udspringer af Antibes 6 dages løb, som nu er flyttet lokationsmæssigt for at udvide med alle mulige distancer fra marathon op til 6 dages løb. Det vil sige, at arr. er de samme som til løbet i Antibes.

Løbet hedder Frensh Ultra Festival og finder sted d. 7.-13. maj på racerbanen 'Circuit du Var' i Le Luc en Provence.

Jeg er fascineret af banen, men jeg er også temmelig usikker, fordi der ikke er nogen form for skygge på ruten, og på en varm sommerdag - puha! Dette link indeholder flere billeder samt en video af ruten.

24 timers løbet finder sted d. 9.-10. maj, altså i Kr. Himmelfartsferien.


onsdag den 5. december 2012

På egen hånd

Bislett 24H
Foto: Olav Engen


Jeg er så småt ved at planlægge den mere detaljerede træning mod forårets 24 timers løb. Jeg har kig på et bestemt løb, men jeg skal lige undersøge flere ting, før jeg er klar til at melde det ud. Modsat tidligere vil det ikke være Jesper, der står for planlægningen. Det klarer jeg selv i denne omgang, og mon ikke man kan sige, at 5 år med støttepædagog må række? Det er mit valg og ikke Jesper, der har ønsket at trække sig.

Jesper og jeg har hele tiden været uenige, om deltagelse i marathonløb bør indgå i min træning. Det kan jeg nu sige, at de helt sikkert kommer til.

Lige nu er jeg lidt usikker på, om det er en god idé at løbe 6 timers løb på det forholdsvis hårde underlag i Aarhus, men indtil videre står min deltagelse stadig ved magt.

tirsdag den 4. december 2012

En spæd start

Jeg har været ude på den første, korte løbetur for at teste min ankel. Bare 3,5 km i roligt løb for at se om jeg fik smerter. Der er lidt ømhed på indersiden, men absolut intet alvorligt, så hvis jeg tager det roligt i en uges tid med korte ture i fornuftigt tempo, tror jeg, at jeg slipper med en advarsel. Det bragte ærligt talt humøret en del i vejret, for det var ikke særlig morsomt at bryde på Bislett!

Jeg skal selvfølgelig også have i baghovedet, at selv om jeg brød løbet, har jeg stadig løbet 91 km med en forholdsvis utrænet krop, og det kræver lidt længere restitution. Jeg ved, at mit slutresultat siger 104,832 km, men jeg løb reelt kun 91,2 km, mens resten var mest gang iblandet lidt forsigtigt løb. Det tæller i det samlede resultat, men ikke i forhold til kropsbelastningen.

Jeg vover stadig at påstå, at 91,2 km uden særlig træning er et rigtig godt (men ikke særligt klogt!) udgangspunkt, for hvad kan det ikke blive til på 24 timer, hvis jeg får trænet vinteren igennem? Jeg vil helt sikkert revurdere min tidl. beslutning om ikke at løbe 24 timers løb i 2013, og jeg vil allerede nu kigge i kalenderen efter et egnet løb i foråret. Jeg har haft overvejet Espoo i slutningen af februar, men for det første foretrækker jeg at løbe udendørs, og for det andet er det lige kort nok tid at træne mig op til et godt resultat. Næste gang går jeg helt sikkert efter 200+, og derfor må jeg finde et løb lidt længere henne på året, måske i april/maj, hvilket også bringer GUCR på 'måske ikke'-listen, men det har jeg ikke endeligt besluttet. Det afhænger helt af hvilket 24H løb, jeg beslutter mig for.

Jeg håber, at jer der deltog i World Run foredraget, har glæde af jeres buff. Jeg har selv taget min i brug som halsklud for at hindre den kolde luft i at trænge ned gennem halsåbningen. Det er altså efter min mening et meget overset stykke løbebeklædning, men det har jeg vist allerede skrevet tidl.

mandag den 3. december 2012

Bislett 24 timer

Jeg har allerede skrevet om rejsen til Oslo samt timerne før løbet, så jeg springer direkte til ankomsten på Bislett.

Fra man træder ind af døren på Bislett Stadion, føler man sig velkommen. Jeg kender flere af de norske ultraløbere og blev modtaget med knus af dem alle. Det var næsten som at løbe på hjemmebane, og det var en skøn fornemmelse.

Jeg blev mødt af Geir Frykholm, Olav Engen og Ragnar Nygård - alle 3 rutinerede ultraløbere, jeg kendte på forhånd fra træning og løb i Norge. Jeg fik udleveret startnr. 112 samt en meget lyserød T-shirt. Jeg er sikker på, den gør stor lykke hos mange mænd ;-)




Alle hjælpere bar samme T-shirt, men i orange, så de var lette at kende, hvis man fik brug for hjælp. En rigtig god idé!

Jeg var nok den løber, der havde mindst udstyr med, men jeg synes efterhånden, jeg har lært, at jeg bruger ikke ret meget tøj undervejs, og jeg har det fint med at bruge fællesdepotet. Her var det konstant fyldt op med chips, slik, chokolade, frugt, vand, energidrik (Winforce), cola, kaffe, the og blev suppleret undervejs af suppe 2 gange, pasta med kødsauce til aften, senere en ispind (frit valg mellem flødeis og filur sodavandsis) og ved midnatstid 1 wrap. Desværre kan jeg ikke fortælle, hvad der blev serveret efter midnat :-(

Jeg startede i kortærmet T-shirt, men da det var køligt på nogle dele af ruten, valgte jeg at skifte til en langærmet T-shirt efter et par timer, og det fungerede fint under resten af løbet. Ellers brugte jeg korte tights, CEP sleeves samt Compressport sokker (dem med de mærkelige knopper under). Både sleeeves og sokker fungerede perfekt! Ingen antydning af træthed i underbenene og ikke skyggen af en vabel efter 12 timers løb :-)

Kort før løbet fik jeg hilst på Per Audun Heskestad, som er landsholdsløber, og som jeg kun kender fra Facebook. Nu kender vi også hinanden IRL :-) Per Audun løber også i Aarhus Indoor Run til januar, hvor han håber at løbe min. 220 km!

Kl. 10.00 blev løbet skudt i gang, og jeg kunne mærke, at jeg havde gode ben. Lidt overraskende, men på den anden side har jeg jo løbet hele tiden, bare ikke ret langt, så jeg var realistisk nok til at vide, at lykken nok ikke ville vare ved. Men det blev ved med at gå godt længe efter, jeg havde forventet det anderledes. Mit første delmål var 50 km, så det ville tælle på min liste over ultraløb (som I kan regne ud, var mine forventninger ikke høje!), og næste mål var at løbe 91 km hurtigere end til Skøvde 12 timers løb. Det mål nåede jeg efter 11 timer, så det var en stor opmuntring.

Desværre var det også kort tid før, jeg nåede dette mål, at jeg lavede en gigantisk brøler, der kom til at koste mig resten af løbet...

Da jeg havde løbet ca. 85 km, lød der pludselig en velkendt røst i højtaleren: Kim Larsen og Gasolin med "Længes hjem" og det virkede som ren doping!! Tempoet steg i takt med, at Larsen sang, og jeg fløj forbi de andre løbere. Jeg kunne ligefrem mærke deres øjne i nakken og høre dem tænke "Hvor kommer hun fra???" Det var en optur, jeg aldrig tidl. har oplevet så langt henne i et løb, og derfor gav jeg efter for energien, hvilket viste sig at være en katastrofal fejl denne gang. Min ankel, som var langtidsskadet i sommers, var ikke helt klar til belastningen endnu, fordi jeg ikke har trænet lange ture bortset fra H.C. Andersen Marathon og Frederiksberg Marathon. Det er simpelthen ikke nok til at vænne kroppen til ultraløbets belastning på kroppen, og det vidste jeg jo godt, og alligevel faldt jeg for fristelsen :-(

Efter 11½ timer begyndte jeg at få ondt i anklen. Jeg forsøgte at sætte tempoet ned, jeg gik flere omgange, jeg holdt ½ times pause, jeg gik igen og kom også op at småløbe men fik ondt igen. Ny pause og lange, meget lange, overvejelser for jeg ville så nødigt smide mit nr., for jeg var selvfølgelig træt i kroppen, men jeg var ikke søvnig, og jeg var ikke mentalt nede. Jeg havde det superfint - bortset fra anklen!

Overvejelserne gik på, at jeg skulle stoppe, før det blev værre eller vælge at gennemføre 24 timer med den risiko, det indebar, og kun få et middelmådigt resultat, jeg ikke kunne bruge til noget i forhold til landsholdskvalifikation. Der var flere løbere, der stoppede op for at høre, hvad der var galt. Hjælpere, der spurgte, om de kunne gøre noget for mig. Det er noget af det, jeg værdsætter højt ved ultraløb, denne bekymring og hjælpsomhed overfor hinanden.

Det blev Olav Engens ord, der gjorde udslaget: Det er ikke værd at risikere en skade for at gå i 12 timer med et middelmådigt resultat. Det var noget helt andet, hvis jeg lå til et godt resultat og stadig kunne løbe lidt. Så var det værd at tage chancen!

Jeg sendte en sms til Jesper, om jeg skulle være glad for en 12 timers træningstur, når vi tog træningsmængden i betragtning og allerede nu ser frem mod sæsonen 2013. Han synes, det var en fin beslutning, og så valgte jeg at aflevere mit nr. Jeg fik et bad og opsøgte Røde Kors-hjælpen, om de kunne tape anklen op. Det vidste de desværre ikke, hvordan man gjorde, så jeg fik udleveret et gazebind, som jeg kunne tage om til støtte. Ikke så effektivt, men bedre end ingenting.

Jakob Vestergaard lagde sit nr. samtidigt, da han slet ikke kunne få tingene til at fungere på dagen. Oprindeligt ville jeg blive på Bislett og følge løbet det sidste døgn, men da Jakob og hans hjælper valgte at tage på hotel, blev tanken for fristende, og så gik jeg de 2 km til hotellet, hvor jeg havde overnattet før løbet. Hoveddøren var låst, og det var en synligt ikke-tilfreds nattevagt, der først sagde nej til et ledigt værelse. I et splitsekund så jeg mig selv sove på en iskold Oslo Banegård, for jeg havde sindsygt ondt i anklen efter gåturen, og jeg orkede ikke at gå tilbage. Han forbarmede sig heldigvis over mig, og jeg fik et værelse kl. 02 om natten.

Set i bakspejlet var det utroligt heldigt, at jeg valgte hotellet i stedet for stadion, for det blev en utrolig lang hjemrejse, fordi flyafgangen blev udsat gang på gang. Først kl. 17.35 kom vi afsted, og jeg missede derfor 3-0 sejren over Brøndby. SAS har ikke nogen høj anseelse her, for Norwegian fløj til København!!!

Jeg vil stoppe for nu, men der kommer nok smådryp om løbet de kommende dage - business as usual :-)


søndag den 2. december 2012

I morgen

Takket være "Præcision-SAS" er jeg først nu, knap 3 timer forsinket, landet i Kastrup. Det betyder, at rapporten fra Bislett først bliver skrevet i morgen. Humøret er på nulpunktet over at gå glip af årets sidste hjemmekamp i Farum Park, og det skal ikke gå ud over indlægget.

Man skal have fokus på det positive

Som I måske har set, måtte jeg stoppe på Bislett i nat, og derfor bliver dette indlæg desværre skrevet fra et hotelværelse i stedet for et stadion.

Der skal nok komme en udførlig rapport, når jeg er hjemme i aften, men den korte udgave er, at den ankel, der var skadet i 4 mdr i sommers, ikke brød sig om belastningen uden ordentlig træning, og efter samråd med Jesper valgte jeg at stoppe for ikke at risikere en ny skade.

Der var mange positive ting ved løbet, men lige nu vil jeg kun nævne en: at jeg løb 91 km på 11 timer, hvilket jo er 1 time hurtigere end Skøvde i august. Det er da et ganske fint udgangspunkt for den kommende træning.

Slut for nu - mere følger i aften. Efter planen lander jeg i Kastrup kl. 16.35.

lørdag den 1. december 2012

Løbsdag!

Det er ikke blevet til meget søvn i nat. Det bliver det sjældent op til et ultraløb, og det betyder som regel ikke det store, hvis bare man har sovet godt natten før, hvor jeg jo så lige var i nattevagt. Men det kan jeg ikke gøre noget ved nu, så det er bare at gå i krig med løbet.

Det har været en fin morgen: et dejligt langt varmt bad, spist god morgenmad, pakket kufferten og nu skal jeg gå 2 km til Bislett. Måske vågner jeg for alvor i Oslos frostgrader? Det har nemlig sneet i Norge, og for mig er det årets første sne - et godt tegn? :-)

Nu stopper hotellets Wi-fi og dermed indlæggene herfra. Følg løbet på nettet, send gerne hilsner og så ses vi på den anden side.