For 2. gang på 8 mdr. ødelægger en tåbe min planer ved at stjæle min cykel. I nat havde jeg undersøgt mulige ultraløb, der kunne indgå som en del af træningen mod VM, og pga. min erstatning har jeg mulighed for at rejse til udlandet for at løbe et timeløb (6 eller 12 timer). Eller havde jeg mulighed for at rejse til udlandet for at løbe!
Mens jeg har været i nattevagt, har en ny (eller samme?) tåbe stjålet min cykel fra Birkerød station. Den var pist-væk, da jeg skulle hjem fra min nattevagt, og, som sidste gang, er der ikke andet end at krybe til korset og kaste penge efter en ny. Opklaringsprocenten af den slags er jo nærmest ikke eksistrende, og hvor skal man selv begynde at lede?
Jeg fik sendt en politianmeldelse samt forsikringspapirer afsted, så snart jeg kom (gående) hjem, og da min faste cykelhandler åbnede, stod jeg klar til at købe en ny - eller mere præcist Ny cykel, men samme slags. Jeg var nemlig blevet rigtig glad for den model, Kildemoes Logic Sport 7 gear, jeg købte i august, så jeg valgte samme model igen inkl. en ekstra tyk kædelås, så cyklen kan låses fast.
Cykelhandleren kunne fortælle, at det er et stort problem for tiden, og at man for nylig fik fanget en kassevogn, kørt af to polakker, med rummet fuld af stjålne cykler. Så det virker organiseret, og at man går efter de velholdte udgaver. ØV! Jeg overvejede at købe en billig Føtex-model, men på den anden side er cyklen mit transportmiddel, da jeg ikke har bil, så det skal være en ordentlig kvalitet, og så koster det jo derefter.
Jeg kunne jo selvfølgelig også bare se at komme i gang med at cykle til arbejde igen. Især fordi 'Vi cykler til arbejde' kører i maj måned, og jeg er tilmeldt et af Stenos hold.
Udgiften kommer netop som jeg har meddelt Birkerød Fysioterapi, at jeg takker for deres tildeling af 3 mdr. gratis træning i deres lille center, men at jeg savner pilates og anden holdtræning, så jeg har valgt at melde mig under Fitnessdk.s faner endnu en gang. Det skete ud fra idéen om, at selv om det koster 295 kr. mdl., så virker det rigtig, at det netop er forsikringspengene, der går til træning af min ryg.
Så nu har jeg en ny cykel, et nystartet medlemsskab i Fitnessdk og bunden slået ud af rejsebudgettet :-(
Ingen kommentarer:
Send en kommentar