Slagteriløbet

Det er altid vigtigt at analysere, hvad der gik galt (og godt, men i dette tilfælde mest galt) til et løb, lære af det og derefter smide løbet ud af hovedet. Det sidste er det sværeste! Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad der gik galt i Horsens, og jeg tror, det var en blanding af flere ting, og derfor kom det til at virke voldsomt.

De første 25 km springer jeg hen over, for de gik fint. Måske lidt for hurtigt, for jeg løb halvmarathon omkring 1:54, dvs. 3 min. hurtigere end sidste uges marathon, men ikke noget alarmerende. Omkring 25 km begyndte jeg at få ondt i min ve. hæl (den med hælsporen) samt ømhed i benene. Det blev ikke bedre i løbet af de næste 5 km (hvorfor jeg troede det, er en gåde :-/ ), og jeg valgte at skifte sko. Indtil da havde jeg løbet i skoene fra Newline efter devisen: det gik godt til marathon for 8 dage siden, så går det nok også godt i dag. Øhhh, jeg havde vist ikke hørt efter Renés advarsel, da jeg fik lavet skoene: Forsigtig overgang fra sko med støddæmpning til hællandning til sko med midtfodslandning. Efter få korte (10-12 km) ture kastede jeg mig ud på halvmarathon (nå ja, det var efter en enkelt træningstur i skoene), marathon og nu 6 timers løb. Dåååårlig beslutning!!

Da problemerne begyndte i går, kom jeg til at tænke på de kramper, jeg fik i fødderne efter marathon. De krampede helt vildt, da jeg fik sko og strømper af, og var jo et tydeligt tegn på ændringen i skoens opbygning. Jeg var efterfølgende også anderledes øm i lår og lægmuskler, men på ingen måde noget voldsomt. Bare noget jeg registrerede..

Derfor valgte jeg at skifte til mine mængdetræningssko fra New Balance efter 30 km i håb om at hælen ville holde op med at gøre ondt, og at benene ville løsne op, så jeg kunne forsætte. Det gjorde jeg i 5-6 km, og hælen holdt op med at gøre ondt, men benene blev ikke bedre. Så valgte jeg at gå en omgang, for det hjælper sommetider at gå fremfor at løbe, men ak hver eneste af de (vistnok) 1362 meter føltes som om, jeg fik en dolk i benene - begge ben. Noget jeg aldrig har oplevet før, heller ikke under 24 timers løb eller GUCR. Det var helt sikkert en konsekvens af min manglende forsigtige overgang til ny sko. En helt igennem tåbelig fejl, som jeg ikke burde begå med den viden, jeg trods alt har om overgang til nyt udstyr!

Efter ca. 38 km valgte jeg at stoppe i depotet for at overveje, om jeg ville forsætte på de præmisser: ville jeg gennemføre simpelthen for mentalt ikke at have endnu en DNF (did not finish) på mit CV eller skulle jeg være fornuftig og bare smide mit nr.? Jeg talte lidt med Lars Mose om mine problemer, og så talte jeg med Carsten Eriksen, og mens vi talte sammen blev jeg utilpas. Jeg havde det som om, jeg skulle besvime. Jeg fortalte Carsten, at jeg måtte hen og sidde ned. Han kom derefter med både salt (som jeg ikke havde indtaget, fordi glasset stod på køkkenbordet i Birkerød) og 1 glas cola. Mens jeg sad på stenbænken med hovedet nedad traf jeg den eneste fornuftige beslutning: at udgå.

Jeg listede i omklædningsrummet, hvor jeg mødte Mette Pilgaard, der også havde trukket sig pga. manglede motivation. Jeg fik et bad og gik derefter op i lokalet, hvor der blev serveret pølser. Jeg fik kæmpet mig igennem en enkelt pølse og ½ brød, men kvalme fik mig til at droppe resten af det lækre traktement. Jeg følte mig umådeligt træt og havde det stadig som om, jeg kunne falde om, hvornår det skulle være, så jeg fandt en bænk i ankomsthallen og lagde mig i den time, der gik, indtil min kørelejlighed dukkede op. Det hjalp at komme ned at ligge, og da jeg skulle hjem, havde jeg heldigvis fået det bedre, så jeg kunne klare bilturen til Sjælland.

Jeg synes selv, jeg fik drukket nok under løbet, men måske var det alligevel i underkanten? Jeg blev måske snydt af den svingende temperatur, for der var varmt på forsiden af bygningen, mens det blæste koldt på bagsiden. Måske var det en fejl at løbe med kasket pga. solen, fordi det holder på varmen? Måske manglede jeg at indtage salt, selv om jeg ofte løber marathon uden tilskud? Måske var jeg ikke fit for fight, som jeg troede. Jeg havde maveproblemer før start, men det mærkede jeg nu ikke noget til under løbet, så det er ikke her, årsagen ligger, men måske en medvirkende faktor?

Der er mange muligheder. Sagen er, at jeg ikke fuldførte, men dog fik en træningstur på 36 km (jeg trækker den gående omgang fra), og det tæller jo også.

I timerne efter løbet var jeg parat til at opgive alle tanker om ultraløb fremover, men mon ikke fornuften/ufornuften, alt efter din mening om ultraløb, tager over i løbet af få dage?

Jeg er stadig ikke helt frisk i dag, og jo - hælsporen fik jeg genaktiveret i mild grad, men jeg håber at være klar igen i morgen.