søndag den 15. april 2012

Hvad gik der galt?

Der skal nok komme en længere beretning i morgen, men i aften er jeg for træt i hovedet. Kort kan jeg sige, at mit løb i Horsens gik fint indtil omkring 25 km. Så begyndte jeg at få ondt i benene, og efter 30 km valgte jeg at skifte sko. Jeg fik løbet yderligere 5-6 km, før jeg fik så ondt, at jeg valgte at gå en omgang for at løsne op i benene og så måske løbe igen. Den omgang var omtrent en af de mest smertefulde, jeg har gået. Selv på 24 timers løb har jeg aldrig følt, at nogen jog knive ind i mine ben!

Jeg stoppede op efter omgangen for at snakke lidt med arr. Lars Mose og bagefter med Carsten Eriksen, der valgte at stoppe efter 30 km pga. VM næste weekend. Pludselig blev jeg meget utilpas og havde en fornemmelse af at skulle besvime. Hen og sidde på en sten med hovedet nedaf. Så var der ikke længere nogen diskussion, om jeg skulle forsætte - absolut NEJ!

Et hurtigt bad, forsøgte at spise lidt brød og en pølse, men blev dårlig igen og valgte at gå ud i ankomsthallen, finde en briks og lægge mig. Der lå jeg 1 times tid, mens jeg frøs, havde kvalme og konstante spasmer i begge ben. Jeg har simpelthen aldrig oplevet noget lignende. Kl. 17.30 kom min chauffør til København, og hvilet havde hjulpet nok til at fornemmelsen af at skulle falde om, når jeg stod op, havde fortaget sig, og jeg kom godt hjem til Birkerød.

Som sagt - mere i morgen..

2 kommentarer:

  1. Men sikke et fint billede af farmor og barnebarn. Tillykke til dig og til forældrene:-)

    Mvh. Anne Sofie

    SvarSlet
  2. Tak Anne Sofie.
    At se Aksel, som han skal hedde, var hele weekenden værd :-)

    SvarSlet