At træne eller bare løbe

Normalt nyder jeg at træne mod et større løb, men ind imellem bliver det for meget. Så er det, jeg drømmer om et 'normalt' løberliv...

Symptomerne: Når alle dage føles som træning og alt går op i tempo, distance, teknik og intervaller. Når jeg bare har lyst til at kaste løbeskoene hen i et hjørne. Når jeg glemmer, hvorfor jeg løber!!

Mange oplever disse følelser i en eller anden form fra tid til anden, og man må finde sin egen måde at takle problemet på.

Det, der virker for mig, er at løbe. Løbe uden tanker om store mål. Glemme at jeg bagud med ugens km, og at jeg ikke har orket at træne intervaller. På med musikken og ud i det blå i et roligt tempo, mens kroppen finder sin egen rytme. Løbe langs gyldne marker og i den grønne skov. Synge med på de mest banale popsange. Nyde synet af græssende køer og galopperende heste.

Jeg tænker på folk, der inspirerer mig. Ofte er det mennesker indenfor andre sportsgrene.

Triathleten Rasmus Henning, der netop har vundet i Roth i 7.52 og den 5. bedste tid nogensinde på en ironman. Vi har mødt hinanden flere gange, og jeg ved, han følger mit løb, når der står lidt i lokalavisen (jeg blev meget glad og lidt stolt, da han fortalte mig det). Foruden at være en fremragende idrætsmand er han en meget sympatisk mand og en dygtig foredragsholder, så slå endelig til, hvis i har chancen for at høre ham.

Tennisspilleren Rafael Nadal har en mental styrke, som imponerer mig. Ham bruger jeg eksempel på en, der aldrig giver op.

Jeg tænker også på små historier, jeg falder over. I den forgangne weekend blev der afholdt British Open i golf, og især lørdagen var præget af et meget kraftigt blæsevejr. Så kraftigt at spillet blev indstillet i en periode. Om søndagen fortalte kommentatorerne en pudsig historie om en af deltagerne. Jeg fik aldrig fat i navnet, men det er sådan set også ligegyldigt for pointen.

Historien gik på, at da spilleren var ung, var han til træning i sin klub. Det begyndte at blæse kraftigt op, og træneren indstillede træning. Den unge mand blev imidlertid på banen for at træne. Træneren spurgte ham, hvorfor han forsatte? Han svarede: "Jeg træner til British Open", og nu var han der. Det synes jeg er en fantastisk historie :-)

Da jeg kommer hjem, har jeg stadig ikke fået trænet intervaller, og jeg er stadig bagud med ugens km, men jeg har fundet det, jeg ledte efter: glæden over at løbe, og det er jo i virkeligheden det eneste, der tæller!