torsdag den 27. februar 2014

Nu som trailløber - eller noget der ligner

Det begyndte så småt i går, og i dag har det udviklet sig til en mega forkølelse med nysen, hosten og træthed. Den slags træthed hvor man falder i søvn hele tiden. Sådan føles det i hvert fald. Så jeg har hygget mig med med en stor bunke lommetørklæder samt slutningen af "Ekstremløberen". Læs den!

Bogen har fået sat tanker i gang om at løbe mere i skoven, især da Jacob nævner MTB-ruten i Rude Skov. Den skal jeg løbe, når jeg er mere frisk! Jeg bliver aldrig nogen god trailløber, for jeg er alt for bange for at falde eller vride om på foden, men hvorfor skal det stoppe mig? Så må jeg jo bare løbe langsomt! Det falder sammen med, at der er dukket flere muligheder op for at deltage i løb i samme skov, hvor jeg kan deltage gennem Novo Gruppens Løbeklub.

Det første løb, jeg er tilmeldt, er Ruderkongeløbet, hvor jeg er tilmeldt ruten på 21 km. Spørg mig ikke hvorfor det absolut skal være den lange rute. Det skal det bare, men det er vist også mest et "trail light"-løb ;-)

Senere på året følger Salomon Rude Skov Trail, som jeg også regner med at tilmelde mig.

Hvis jeg tør, skal jeg også med på 1. afdeling af Time trial i Det Danske Schweiz, mens jeg desværre er på seminar, når 2. afd. løber af stablen. Her er det nogle seje traildrenge, der står bag, så jeg skal lige tage mig sammen til at trykke "Tilmeld". 

Jeg bliver aldrig en god trailløber, men jeg vil meget gerne have noget mere variation ind i min træning, og måske jeg kan lære noget teknik af de dygtige løbere, så jeg slipper af med min skræk for fart og fald i terrænet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar