Som jeg fornemmede, er 100 km landsholdet ikke udtaget. Jeg har hørt fra Morten Pilgaard, og han har ikke været opmærksom på datoen for EM. Den officielle invitation fra IAU med forhåndstilmelding er endnu ikke modtaget, men det er meget alm., at holdet udtages længe inden det sker, præcis som 24H-holdet der blev udtaget i begyndelsen af januar. Udtagelsen har tidl. hørt under Charley Prødel, og derfor har Morten ikke spekuleret på det. Jeg håber, at der snart findes en ny koordinator for holdet, så vi igen kan få sendt 100 km løbere til mesterskaber. Især fordi jeg mærker en øget interesse for distancen.
I går nævnte jeg Poul Petersen, der har været på landsholdet i flere år, men der er også tale om Jesper Svendsen (Atletica Tri), der klarede kval.kravet i 2012, da han løb 7:58:12 til Copenhagen Ultramarathon. Jeg kender ikke Jesper Svendsen, så jeg ved ikke, om han vil være interesseret i at løbe EM, men det er da sindssygt ærgerligt, hvis han gerne vil, men ikke kommer afsted pga. en forglemmelse.
Langt mere jordnært er min ørepine, der viser sig at skyldes en bakterieinfektion i det ydre øre, et såkaldt svømmer-øre, og jeg er nu sat i en uges behandling med antibiotika. Infektionen medfører bl.a. nedsat hørelse, og det er ikke så fedt, når man løber i trafikken. Derfor er løbeturen til/fra arbejde sat på standby indtil videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar