Som jeg tidl. har omtalt, bliver der afholdt EM 100 km i Frankrig d. 27. april, men tilsyneladende bliver det uden dansk deltagelse. Som jeg forstår det på en af landsholdsløberne, er der overhovedet ikke sendt information ud om EM.
Tidl. har Charley Prødel fungeret som koordinator for denne del af landsholdet (Brian Larsen står for 24 timer-holdet), men han har for længe siden meddelt den overordnede koordinator overfor DAF og IAU Morten Pilgaard, at han ikke ønsker at forsætte pga. en langtidsskade samt arbejde. Tilsyneladende har ingen overtaget funktionen, og landsholdet er åbenbart på stand-by. Jeg har forsøgt at få en kommentar fra Morten Pilgaard, men han har ikke svaret på min mail. Dette kan selvfølgelig skyldes vinterferie, og jeg skal nok følge op, såfremt han kommer med en melding.
2 af 100 km-løberne har sagt ja til at deltage på 24 timer-holdet: Ole Karlsen og Carsten Eriksen (Der er en artikel om Carsten i det seneste nr. af Løbemagasinet). Charley er skadet. Det efterlader desværre Poul Petersen som Sorteper, da han plejer at sige ja til landsholdet.
Så må vi jo i stedet for heppe på vores nordiske venner, og lørdagens 50 km på Bislett viser stærke tegn fra de 2 norske landsholdsløbere Jarle Risa og John Henry Strupstad, der begge løb under 3 timer!! Jarle Risa satte ny norsk rekord med 2:58:43, der samtidigt var en forbedring af hans PR med 9 min. Det er jo lysår på 50 km! Den tidl. rekordindehaver John Henry Strupstad satte også ny PR med 3½ min, så de to herrer nærmer sig topformen, og det bliver spændende, hvad de kan gøre til EM.
Det forlyder, at VM vil blive afholdt i Durbin, Sydafrika til oktober eller november, men der er intet bekræftet fra IAU.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar