Nå ja, måske ikke helt så hurtigt som man kunne ønske sig, men i hvert fald er forårsløbetøjet klar til salg nu. Jeg har netop sendt en ønskeliste til Newline, og det føles både mærkeligt (pga. snevejret udenfor mit vindue) og skønt at skulle skrive efter singlet og shorts.
I mandags lovede jeg at skrive lidt mere om mine overvejelser mht. ultraløb. Jeg har i flere uger overvejet min fremtid som ultraløber.
Det er tanker, som jeg har holdt for mig selv, og som Jesper først blev indviet
i for et par uger siden. Det har jeg gjort helt bevist for at give mig selv tid
og ro til at finde mit eget svar uden påvirkning fra andre.
Tankerne har gået meget på, om jeg vil bruge tid på at komme tilbage i form
til ordentlige resultater. Jeg ved, at det
koster mange km på landevejen hver uge for at løbe langt på 24 timer. Ved siden
af kommer de mange hensyn til fornuftig kost og sociale relationer. Det koster
energi at få ting til at gå op, så man kan nå moster Odas fødselsdag eller en tur i bio med veninderne, selv om
man skal have trænet 2-3 timer, måske længere op til hovedløbet. Aftaler med
andre er sådan en uflexibel størrelse, som kan komme "på tværs", når
man nærmer sig max-træningsugerne. Mentalt kommer løb til at fylde rigtigt
meget, også selv om jeg prøver at holde fast i mig selv og mine prioriteter.
Ønsker jeg endnu en tur i møllen med dårlig samvittighed, hvis jeg ikke
kommer i løbeskoene? Eller vil jeg hellere gøre som hovedparten af den danske
befolkning: træne efter tid og lyst? Måske droppe løbeturen når jeg hellere vil
til pilates og ikke (som nu) finde tid til begge dele samme dag, fordi pilates
er "hygge", mens løb er en kombination af frihed, lyst og målrettet
træning? Måske er 6 år som ultraløber nok? Måske kan jeg nøjes med marathon
eller endnu kortere distancer?
Det har i høj grad været en kamp mellem hjerne og hjerte! Hjernen siger: det er tid
til at give plads til andre ting end løb. Hjertet siger: minimum 1 år til. Slut
i det mindste ordentligt af !
Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har overvejet at lukke
bloggen ned. Efter 4 år med denne udgave og 6-7 år ialt med skriverier om stort
og småt indenfor løb (og ind imellem andre sportsgrene) er tiden måske kommet?
Det har været utroligt givende for mig at blogge, men måske vil det give mig
mere ro (jeg er ikke sikker på, at det er det rigtige ord, men jeg kan ikke
komme på andre) at stoppe og dermed glide ind i den anonyme mængde af glade løbere.
Måske har der været et strejf af vinterdepression over tankerne, men under alle omstændigheder har det været både hårdt og lærerigt at arbejde med processen frem mod min beslutning.
Mærkeligt nok kom det første skub i den rigtige retning i en uopfordret mail fra Newlines direktør. Han havde læst, at jeg ikke var blevet udtaget til landsholdet, og det syntes han selvfølgelig var ærgerligt, men jeg var stadig sikker hos dem. Det fik mig til at tænke: Hey, der er stadig folk, der tror på dig trods dårlige resultater, nedslidt ryg (som dog har opført sig eksemplarisk i et helt år nu!) og flere omgange med skader i anklen. Samtidigt blev jeg glad over at have en sponsor med hjerte :-)
Som I ved (og læser) følger jeg meget med i andres ultraløb, og det gør jeg jo, fordi det
er den sport, jeg brænder for, og det
er der, jeg vil lægge min træning og mine konkurrencer. Selvfølgelig er det det!! Men jeg har haft brug for at nedjustere mine forventninger til egne præstationer og især til min træning. Jeg ønsker ikke at satse alt for at lave topresultater, men måske er 80% også godt nok?
Beslutningen blev, som I nok har regnet ud, at selvfølgelig forsætter jeg som ultraløber, og jeg planlægger stadig at deltage i DM 100 km i maj og DM 24 timer i september. Tøj og nye sko er bestilt hos Newline, og så er der jo forår på vej :-)
