fredag den 31. januar 2014

Spis dig stærk

I går aftes var jeg som bekendt til foredrag med Torbjørn Sindballe om emnet "Spis dig stærk". Desværre for Torbjørn var hele hans powerpoint blevet væk i cyberspace, så bortset fra et enkelt filmklip fra hans pc, var der ingen billeder eller grafer. Det gik nu ret fint alligevel, for han er en erfaren og dygtig foredragsholder, og jeg fik meget ud af de 2 timer, der var afsat.

Der er især 3 ting, jeg vil trække frem, fordi de har henholdsvis positiv og negativ betydning for mig:
1. Kroppen er 48 timer om at genopbygge 100% efter et intensivt træningspas, så der skal hældes energi på tanken hver 3. time, hvis man vil træne igen dagen efter. Det har jeg nok været rigtig dårlig til at have fokus på. Jeg spiser lidt som det nu passer ind i dagligdagen, og med 3-holdsskifte er det ikke nemt at få en rytme. Her ligger nok forklaringen på, at jeg ind imellem har nogle dårlige løbeture i form af trætte/tunge ben. Så mere fokus på regelmæssig spisning!
2. Men det er jo ikke ligegyldigt, hvad der ligger på min tallerken til de 3 hovedmåltider. Torbjørn gav flg. rettesnor: Træner man op til 4-5 timer/uge, inddeles tallerknen med 1/2 grøntsager, 1/4 kulhydrater og 1/4 proteiner. Træner man 5-7 timer: 1/3 grøntsager, 1/3 kulhydrater, 1/3 protein. Træner man over 8 timer: 1/2 kulhydrater, 1/4 grøntsager, 1/4 protein. Så mere fokus på den rette sammensætning! Ikke som onsdag aften, hvor jeg løb senere end vanligt, og derfor kun spiste salat med rejer. Det gav en mega dårlig tur i går.
3. Her kommer det positive - altså for mig :-) For Torbjørn fortalte, at man kan træne sin fedtforbræning, som jo er den primære energikilde under ultraløb, ved at lave lange træningspas uden at indtage energi. Og hvem er det lige, der gladeligt løber 25-30 km uden at have noget med på ryggen? ;-) Jo, jeg blev s** lidt glad for, at jeg, uden at vide det, faktisk lavede en genial træning - altså lige på dét punkt.

3 kommentarer:

  1. Lige som dig, May-Britt, synes jeg, at særligt sidste punkt er interessant :)
    Vil du evt. uddybbe nogle af de pointer, som Torbjørn kom med i forbindelse med at træne fedtforbrændingen?

    Maia.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Maia
      Desværre gik han ikke så meget mere ind på dette punkt, da det havde været oppe på 1. del af foredragsserien, som blev afholdt en aften i december, hvor jeg havde aftenvagt.
      Jeg vil også gerne lære mere om emnet, og helst med råd om hvordan det kan trænes (altså på et praktisk plan), så hvis jeg finder brugbar info, skal jeg nok skrive om det.
      God træning! :-)

      Slet
  2. Fedt, May-Britt! Også god træning - og god weekend - til dig :)

    Maia.

    SvarSlet