Aksel Rønne Petersen |
Det ser også ud til, at jeg får frie hænder til at træne i Frankrig. Jeg har aftalt med Blandine, der er min kontaktperson fra Rapha og tilstede i Pau, at vi dropper turen til Tourmalet af den simple grund, at vi formodentligt ikke kan nå at køre de 125 km tilbage til byen i tide til at fejre Bastilledagen, og den vil jeg være med til. Især efter at Anders har skrevet til mig, at der traditionalt afholdes Bal de pompiers (Brandmandsbal), hvor man kan købe en mere eller mindre afklædt brandmand! :-D
Rapha-teamet får travlt med at sende deres kunder afsted på Etape du Tour, så jeg er ikke bundet af nogle aftaler med dem og kan derfor løbe, gå på sightseeing og spise som jeg vil, hvilket passer mig perfekt. Bare de henter og afleverer mig i Pau lufthavn, så er jeg glad.
I dag blev det til 21 km, lidt øm ankel, især hvis jeg ikke er opmærksom på at løbe midt på vejen, hvis den skråner i kanten, som der ofte er en tendens til på de mindre veje, hvor jeg løber. Efter aftale med Vibeke, min fys, løber jeg uden optapening og træner i stedet for på vippebræt. Vibeke, som er i den 7. himmel efter nevøens triumf i Wimbledon. Jeg ved, at double ikke rangerer på niveau med single, men det er altså megastort for dansk tennis, at vi for første gang har en Wimbledonmester, og historien bliver jo ikke mindre af, at det er Kurt Nielsens barnebarn, selv 2 x singlefinalist og 1 x mixdoublefinalist på Center Court. Der er nu noget særligt over børnebørn :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar