søndag den 1. juli 2012

Husk nu væsken i varmen!

Jeg går med hænderne over hovedet i eftermiddag. I morgen skal jeg til kontrol af foden, og derfor bestemte jeg mig for en længere tur, så der er et realistisk udgangspunkt for en vurdering af det videre forløb.
Solen skinnede, men vinden sørgede for, at det ikke føltes varmt. Det snød mig i dén grad, for (som en urutineret løber) løb jeg afsted uden væske, og ja - det kom til at koste efter et par timers løb!

Turen var min ynglingsrute rundt om Furesøen, en tur jeg stadig får mange henvendelser på ang. rutebeskrivelse. Det er efterhånden længe siden, jeg har løbet turen, og jeg havde glemt, hvor hårdt det er i Nørreskoven. 5 km op og ned med masser af fælder i form af trærødder, og jeg har flere gange snublet, faldet og vredet om på foden på dette stykke, men det er også fremragende pulstræning, styrketræning og godt for styrken i fodleddet. Så jeg passer ekstra meget på, går ned i tempo på de værste steder, og nyder udfordringen.

I sommerperioden er det muligt at få vand ved Furesøbad og Frederiksdal Badet. Jeg fik ikke drukket det første sted (ca. 6 km), hvilket var uklogt, men i Frederiksdal (ca. 12 km) var der dejligt koldt vand i hanen på toilettet. Der er bare den fare ved at drikke af en vandhane, at man sjældent får drukket nok, og det fik jeg helt sikkert ikke i forhold til turens længde. De samme steder er kiosken også åbent, så næste gang skal jeg have en 10´er med til en sodavandsis :-)

Gennemblødt af sved, tørstig som ind i h.... og lidt træt af den uvante længde på turen blev det lidt tungt på de sidste 5 km. På vejen hjem fik jeg ønsket god kamp til ejerne af byens bedste pizzaria. Ægte italienere, fulde af charme og gale med fodbold. I torsdags, da jeg cyklede på arbejde kl. 22.20, stod en stor gruppe mennesker og så kampen for åben dør i forretningen på ægte sydlandsk vis :-)

Da jeg kom hjem, fik jeg spist 2 saltsticks (bedste salttbl.) og drukket masser af vand. Nu, et par timer efter turen, gør foden lidt ondt, men slet ikke i den grad jeg havde frygtet. Der er langt til 24 timers-formen, men et lille håb er tændt...

1 kommentar:

  1. Ja tak. Væske er vigtigt, men jeg har indtil nu forsøgt at holde et væskebælte fra hoften, men efter to tur med en let dehydrering pga. varme og stegende sol, så er det må med væsken og afsted.

    Og tak for en god blog.

    Mvh

    Kasper

    SvarSlet