Nærmest lykkelig

Jeg indrømmer, at tirsdag og onsdag gik jeg nærmest i sort over at blive opsagt. Det er første gang siden jeg blev færdig som plejehjemsass. i 1986, at jeg står uden job.

Men allerede i går begyndte optimismen at indfinde sig. Selvfølgelig får jeg et nyt arbejde, som jeg bliver glad for. Det bliver jeg nødt til at tro på! Jeg får en meget fin behandling fra Steno, og jeg er ikke truet økonomisk de kommende måneder. Jeg er opsagt, fordi min stilling nedlægges, ikke fordi jeg er en dårlig medarbejder. Jeg har haft fri hele ugen, så jeg kunne fordøje tingenes tilstand, alt imens hilsner er strømmet ind fra mine kollegaer, der er bekymret for mig.

Mens mine børn besøger deres farmor, har jeg været ude at træne. "60 min. roligt løb og du nyder det :-)" lød anbefalingen fra Brian. Det er jo ikke træning. Det er ren meditation :-)

Mens jeg løb gennem naturområdet "Vaserne", lyttende til min ynglingsmusik, slappede jeg helt af. Nød det skønne forårsvejr. Tænkte at jeg er ikke syg, og mine nærmeste har det godt. Bortset fra det med jobbet, så har jeg det faktisk ret godt for tiden. Da jeg kom hjem fra løbeturen, stod der en kæmpe buket blomster fra sygeplejerskerne på Steno. Så føler man sig nærmest lykkelig :-)