søndag den 12. maj 2013

I FORM Kvindeløb

Der skal også lige komme en kort beretning fra mit eget løb i dag. Så snart VM sluttede i Holland, blev min pc smækket i, og jeg satte kursen mod Frederiksberg for at løbe I FORM Kvindeløb 5 km kl.14.

Lidt regn før start, den sædvanlige fællesopvarmning hvor man beder 7000 tætpakkede kvinder slå og sparke om sig til både højre og venstre. Det er altid som om, at instruktørerne ikke har forståelse for, at de er de eneste, der har plads omkring sig, mens vi andre står som sild i en tønde!

Regnen var heldigvis kun kortvarig, og vi fik lov at løbe i tøjvejr, og solen begyndte at kigge frem. Jeg var sat i første startgruppe, så jeg kom hurtigt afsted, og selv om der var lidt klumperi i begyndelsen, løste det sig op efter 3-400 meter, og jeg kunne løbe frit over Valby Bakke. Jeg kom i mål i tiden 23:01 hvilket er dårligere end sidste år, hvor jeg løb 22:10. Man bliver jo ældre...

Til gengæld vandt jeg en af spurtpræmierne, som formodentligt var en belønning for at peppe publikum op. Da jeg kom til målområdet, stod der nemlig masser af mennesker på begge sider af opløbet, men alle var tavse som graven. Jeg valgte at begynde at klappe ad publikum på de sidste 50-100 meter, og heldigvis var publikum med på spøgen og klappede tilbage mod mig :-)

Bagefter mødte jeg min datter, så vi kunne nyde en Mors Dags frokost på en café langs ruten. Super hyggeligt at se løberne passere forbi, mens vi nød maden og solen.

3 kommentarer:

  1. Hyggeligt at hilse på dig igen - og på afstand ligende det en god spurtpræmie, du fik!

    Mvh
    Malene

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har nok set de blomster, min datter kom med :-)
      Spurtpræmien var en shopper (stor taske) inkl. en lille massagebold samt noget tea tree oil og Perskindol active gel

      Slet
  2. Jeps - jeg så en kæmpe flot buket! God datter du har :-)

    SvarSlet