Så har jeg 1 dag tilbage, før der er normale træningstilstande igen. Efter 2 uger i dagvagt har jeg opdaget hvor glad jeg er for mine nattevagter, og de spirende tanker om at blive dagvagt igen er nu skrinlagt.
Jeg begyndte som nattevagt for 6 år siden, men for 5 år siden blev min arbejdstid omlagt i 1 år til dagvagt i den funktion, jeg har vikarieret i de sidste par uger, og selvfølgelig fik jeg lagt træningen ind i en døgnrytme, som de fleste løbere har. Men nu har jeg været tilbage i nattevagt i 4 år, og jeg er blevet afhængig af en anden rytme, nemlig at sove 5-6 timer om formiddagen, spise et let måltid + 2 krus kaffe og så ud og træne veludhvilet. Denne rytme har været smadret de sidste par uger, og kombineret med skinnebensirritationen har jeg heller ikke brugt energi på det. Det kommer nok til at give bagslag på lørdag, men pyt med det - så er min alm. træningsrytme tilbage, kickstartet med 1½ uges ferie.
Et par småting:
- Sketchers Ultra 50 km og 100 km inkl. DM har fået tildelt IAUs bronze label.
- Jeg fik ikke skrevet, at jeg spurgte Casper Wakefield om hans næste udfordring. "Mandehørm" lød svaret! Men jeg var selvfølgelig ude efter at få be- eller afkræftet rygtet om, at han ville vende tilbage til Yukon for at forbedre sin egen løbsrekord, eller om han fastholdt sin deltagelse i Marathon des Sables 2014? Svaret var, at efter det meget ensomme nonstop-løb i Canada passer det ham godt at deltage i det meget sociale ørkenløb MdS , hvor ambitionen er at forbedre 22. pladsen fra 2005 til en top 15 placering.
- Jesper Noer stiller desværre ikke op til DM og et rekordforsøg på 100 km pga. længerevarende problemer med lysken. Til gengæld stiller Peter Paldan (7:23:45) formodentligt op efter at være blevet skadesfri igen, og hvis Poul Petersen fra ultralandsholdet også stiller op, kan det blive et ganske spændende DM på herresiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar