I morgen er der atter en dag

Jeg har en gammel far, der har været syg i 7 uger efter et brud på lårbenshalsen med operation til følge. Dernæst overflytning til et genoptræningssted tilsat et par ekstra indlæggelser pga. KOL, lungeinfektioner, arytmier og et stor vægttab, og så har vi for alvor balladen! Det dræner i den grad psykisk som pårørende at se livsgnisten forsvinde, især da det kun er ½ år siden, min mor døde efter kort tids indlæggelse. Mine forældre har været skilt i en menneskealder, så de to ting har intet med hinanden at gøre. Kun for os søskende.

Det er helt bagvendt, at jeg i dag ikke kan hente overskud i at løbe. Normalt er det mit frirum, mit tankeværksted, min terapi i hårde perioder. Men i dag virker det overhovedet ikke!! Ikke engang det faktum, at jeg faktisk ikke kan 'tillade' mig at springe et træningspas over pga. løbet på Bislett om 1½ måned, hjælper, men jeg orker det bare ikke. Ikke i dag...

Et af mine favoritcitater er "Tough times don´t last. Tough people do" I dag er jeg blød som smør, og det hele ramler sammen. Måske 2 timers fodbold i Farum Park kan løsne lidt op?