Jesper og jeg har løbet et utal af træningsture sammen, men af uransaglige årsager har vi aldrig snakket om løbestil. Ikke før i fredags, efter at jeg i begyndelsen af ugen fik en mail, at han havde observeret noget, der måske kunne være årsag til mine mange problemer med skinneben og knæ. Den slags er svært at beskrive på mail, og derfor fik jeg forklaringen under vores 15 km løbetur før bogmiddagen.
Da vi løb sammen et par uger tidl., havde han bemærket, at jeg efter et par timers løb begyndte at lande hårdt midt på foden, hvilket giver et hårdt tryk op gennem kroppen. Måske fordi jeg bliver uopmærksom på min løbestil, når trætheden begynder at melde sig. Jeg er jo langt fra tidl. tiders gode form.
I den seneste tid har jeg faktisk selv tænkt meget over, hvorfor jeg gennem de sidste 1½ år jævnligt har haft problemer i mindre eller større grad med benene, for fra jeg begyndte at løbe i 2005 til ca. midten af 2012, har jeg overhovedet ikke haft problemer i den retning. I den periode har jeg så haft andre problemer i form af diskusprolaps, men det er jo en helt anden sag.
Mens vi løb og snakkede om tingene, gik det op for mig, at det måske hænger sammen med mit skifte af sko. Ikke selve skomærket, for jeg er meget begejstret for at løbe i Newline skoene, der sidder rigtig godt på min fod, men måske kan det skyldes, at jeg gik fra en sko med 12 mm hældrop til en sko med 4 mm hældrop. Måske har de 8 mm ekstra været lige præcis den støtte min venstre ankel med de løse ledbånd har haft gavn af? Jesper og jeg er enige om, at det absolut er en mulighed, og at det eneste fornuftige vil være at prøve teorien af i et par måneder for at se, om det gør en forskel.
Hvad gør man så? Her har jeg et super sponsorat på løbesko, og sætter jeg nu det hele overstyr ved at skrive, at jeg måske ikke kan bruge den model, jeg har brugt indtil nu? Men der var kun én ting at gøre, nemlig skrive til Newline's direktør og forklare sagens sammenhæng. Som tænkt, så gjort kl. lidt over midnat fredag nat.
Allerede lørdag formiddag kom der svar: Thomas sender dig to par pacemaker så du kan få løst dit problem. Lad mig høre om det giver resultater. Jeg kan ikke huske om du har været igennem en tilpasning hos en af vores forhandlere, men sig til så kan vi arrangere det.
Så er det, at jeg takker løbeguderne endnu en gang for at have sendt Newline min vej som sponsor!
Med deres vanlige effektivitet har jeg formodentligt 2 par Pacemaker 3.0 tirsdag, og så håber jeg at få en hurtig tid til tilpasning af skoen, så jeg kan komme i gang for alvor. I mit tilfælde, hvor jeg ved fra diverse løbetests, at jeg pronerer mere på venstre end på højre fod (igen pga. den svage ankel) er det enestående at få sko, hvor der kan kompenseres for den slags på den ene sko, mens den anden kan tilpasses minimal pronation.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar