DNF - Did Not Finish! 3 grimme, ondskabsfulde, nederdrægtige bogstaver. De har været en lærestreg af de helt store og måske på sin egen, lidt besynderlige måde, det skub jeg har manglet og måske oven i købet fortjent. De stammer fra lørdagens Sølvbryllupsmarathon, hvor jeg valgte at gå i bad efter 29 km.
Men lad mig begynde fra morgenstunden, men jeg vil gerne understrege, at det ikke gælder som en undskyldning, bortforklaring eller letkøbt forklaring på min exit. En dårlig nattesøvn (mit barnebarn havde vist mareridt og fik vækket hele huset 1 times tid midt om natten) og et forbigående maveonde om morgenen før start gav ikke de bedste betingelser for løbet, men jeg følte mig nu rimelig ok, da jeg mødte op. Sidste toiletbesøg var 20 min . før start, og heldigvis var det sidste gang, maven gav problemer, men selvfølgelig var kroppen blevet tappet for en del energi og måske også lidt på det mentale plan.
Men jeg havde det egentligt godt, da jeg mødte frem til start og fik hilst på løbevenner, jeg ikke har set i meget lang tid. En af dem var dagens vinder Simon Levisen Persson, der løb i den flotte tid 3.13.26. Det er ikke helt let at løbe hurtigt, når der ikke er mange "harer" i løbet, selv om jeg synes især mændene havde god fart på! 46 løbere stillede til start. 2 kvinder og 4 mænd udgik.
Hvorfor udgik jeg for første gang på marathon i løb nr. 55? Årsagen er, at jeg omkring 25 km begyndte at få ondt i venstre knæ (det, der har været skadet hele sommeren) og det blev mærkeligt nok kun værre, når jeg gik. Jeg brugte 2 omgange (hver omgang var 1688 meter) på at kæmpe mellem Fornuftens stemme (den lyder præcis som Jespers stemme, når vi taler løb) og Stolthedens stemme, der blev ved med at sige "Du giver ikke op! Ikke for nogen pris!!" Men det gjorde jeg. Jeg gav op, fordi Fornuftens stemme sagde: "Hvis du får ondt eller får tegn på det, der kan udvikle sig til en skade, så trækker du dig! Der er langt vigtigere mål forude!!" Og det er jo helt rigtigt, for i februar er målet 200+ i Helsinki, så der er ikke plads til skader. Men for pokker hvor har det gjort ondt mentalt :-(
Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg har fået bearbejdet DNF helt endnu, men da jeg stadig havde ondt i knæet i går søndag, er jeg 100% sikker på (ok, næsten sikker på) at jeg traf det rette valg. Stoltheden har fået et knæk, men jeg siger som Terminator "I´ll be back" og håber, det er sandt.
Imens vil jeg varme mig ved nogle vise ord, der blev delt på Facebook i dag:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar