onsdag den 24. juli 2013

Honningdepoter

Jeg er ikke nogen god abonnent. Jeg bestiller fra tid til anden et prøveabonnement på I FORM, Aktiv Træning, Fit Living og lign., men jeg ender altid med at sige op efter prøveperioden, fordi jeg synes, de omhandler de samme emner igen og igen: opskrifter jeg aldrig får lavet, styrkeøvelser jeg aldrig får udført, træningsprogrammer der ikke er beregnet til mit liv som løber, og sidst men ikke mindst artikler om kvinder hvor alt fungerer til forskel fra mit, der ser ud til at blive flået i fra højre og venstre hele tiden.

Men ind imellem finder jeg alligevel et guldkorn, der får mig til at tænke efter ,som f.eks. månedens leder i Fit Living, hvor chefredaktør Lone Helleskov skriver om begrebet "honningdepoter". Jeg kendte ikke begrebet, men jeg forstod, at det var opfundet/introduceret af nu afdøde Tøger Seidenfaden, og jeg fandt frem til artiklen Et godt liv med p-plads og honningdepoter i Politiken 2005.
 
"Skal man have et godt liv, er det nødvendigt med honningdepoter. Og helst også faste parkeringspladser på tidslinjen.

Hvad jeg mener med det?

Honningdepoter er noget godt, man går og glæder sig til. Det kan 'bare' være en hyggestund med familien, det kan være en bog, en film, et møde; et eller andet, man på forhånd véd, at man vil nyde, der ligger og venter på én et par dage forude. Hvis man ikke hele tiden har et par honningdepoter liggende derude, bliver det hurtigt gråt bare at stå op om morgenen. Selv har jeg hele tiden masser af depoter liggende forude, og jeg kan stærkt anbefale metoden: Den er nem at bruge. Det behøver jo ikke at være andet end en pose spejderhagl, man véd, kan fås i DSB-kiosken. Det kan selvfølgelig også være Nobelprisen i Litteratur, der skal afhentes. Det er bare sværere at arrangere."


Jeg har aldrig været tilhænger af To-Do lister, Bucket-lister og andre former for langt-ud-i-fremtiden-ønskelister, men honningdepoter - det kan jeg relatere til, og efter at have spekuleret over begrebet i et par dage er det  blevet en del af mit mentale forråd. Små oaser i hverdagen. Banale ting at se frem til.

Jeg er faktisk stødt på fænomenet før uden at kende betegnelsen. Jesper er nemlig en dygtig udøver af honningdepoter, når han løber ultraløb, selv om jeg er sikker på, at han heller ikke kender begrebet. Men det gør han efter vores løbetur i aften ;-)

I 2010 deltog vi begge i Vodskov 6 timers løb, og i et  indlæg skriver jeg til slut:
Hjemme kl. 02 skulle der lige tjekkes mail, resultater fra Skövde, spises lidt mad. Vi havde købt en burger i Aalborg til at spise i toget undervejs. Jesper valgte at praktisere mental styrke ved at vente med at spise den, til vi nåede Birkerød. Den slags 'træning' virker tåbelig på mig, så jeg spiste min, mens vi stadig var i Jylland. Til gengæld fik jeg varm mad (rester fra torsdag), mens Jesper fik sin kolde burger. Bare mellem os - så følte jeg mig ikke som taber i den 'mentale test' ;-)
Først nu forstår jeg, hvad han ville vise mig, selv om han prøvede at fortælle mig det både i ord og handling. Det er også en praksis, han omtaler i den kommende bog, som f.eks. at se frem til et lille stykke chokolade, når 30 km er passeret på en hård dag. Bare tanken om den lille belønning kan få ham frem på vejen. Her er noget at tænke over før næste ultra-udfordring!

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Send en kommentar