Lige nu overvejer jeg at gå helt tilbage til min oprindelige start med at notere træningen offentligt. Dengang var jeg med i gruppen "De røde Kinder" på Dourun, og sjovt nok har jeg stadig kontakt til flere af medlemmerne fra dengang. Det var i 2005-06, så dette forum er ikke længere aktuelt, især ikke med apps. indtog på markedet.
For et par uger siden havde jeg udlånt mit løbeur i en uges tid, og i den forbindelse downloadede jeg app´en Runkeeper der findes både til android og itunes. Jeg har ikke brugt den siden, jeg fik uret tilbage, men måske kan det være en motivationsfaktor? Det forpligter jo at skulle registrere træningen ;-)
Og så er det jo altid vigtigt at huske:
Åh hvor jeg kender følelsen - sidder i det til halsen lige nu... Jeg har aldrig været på samme niveau som dig, og måske har formdykket ikke været helt så slemt (ingen skader eller noget), men hvor er det træls ikke at være alt det man gerne vil være som løber.
SvarSletKan dog godt lide den positive ende, du får spundet :-) Så længe der bare er fremskridt, er det værd at bide mærke i dem - i stedet for at tænke, at de ikke er store nok. Håber du topper på Bislett!
Jeg tror, at et fald i præstation opleves ens for både elite og os motionister, ligegyldigt om vi træner meget eller lidt. Den slags bliver altid holdt op imod hvad man kunne tidl. og leder til de samme frustrationer. Spørgsmålet er, hvordan man komme ud af dynget og videre.
SletJeg glæder mig at vi skal løbe sammen på Bislett. Så kan vi støtte hinanden :-)
Samme udfordring her, kæmper netop med tanken om tidligere tideres gode form, tider osv. Motivationen var også større dengang synes jeg. Ambivalent at ville utraløbet, og samtidig kæmpe med frustrationer over der er så lang vej tilbage .
SvarSletOg som du skriver, hvordan får man lige vendt den, til accept af det er som det er nu.
For mit vedkommende, er det okay den ee dag, st være hvor jeg er, men andre er det opslidende at ville være den løber je engang var, men ikke er i dag.
Håber at knække koden, og blot nyde at være på vej.
Knus Tina
Lige præcis Tina. Måske skal vi se det som mental træning at blive ved trods alle odds? ;-)
Slet