Jeg anser mig selv for at være forholdsvis intelligent, men når det kommer til teknik, så er jeg dum som en dør! Hvis en manual består af flere end 2 punkter: 1.Sæt batterier i 2.Tryk på TÆND , så går min hjerne i sort. Jeg er simpelthen manual-analfabet, hvilket sætter nogle kedelige begrænsninger såsom at få installeret podcast på min mp3. Derfor har jeg længe misundeligt læst om løbere, der lytter til spændende udsendelser eller lydbøger, mens de løber lange ture.
Men i går skete et mirakuløst gennembrud! Ikke med min mp3, for det projekt har jeg for evigt opgivet, men på min elskede mobil. Jeg fik hentet et program til at hente podcast, og jeg fandt trailcast.dk til download og vupti - så lyttede jeg til en udsendelse om Danske Trailløbere samt Casper Wakefield om Yukon Arctic Ultra :-) Jeg fandt oven i købet ud af, hvordan jeg kunne følge Nadals semifinale samtidigt med at jeg lyttede. Mange af jer vil sikkert ryste på hovedet over min uvidenhed, men der er altså tale om et stort gennembrug, og jeg ser nu frem til mange spændende timer på landevejen.
Det vil sige, når de lange ture igen kommer på programmet for alvor. Lige nu balancerer jeg på den fine linie af dumdristig træning. Den, der kræver, at man har stort kendskab til sin egen krop, og hvad man kan byde den. Det er stadig skinnebenet, der driller, men det går trods alt fremad med ture på 45-50 min efter Brians anvisning. Efter løbeturen tager jeg en kold pakning på benet (jeg bruger rådet om frossen brun sæbe) i ca. 10 min for at dæmpe irritationen, og det ser ud til at virke fint. De mange timers træning siden 2007 har givet mig en rigtig god fornemmelse for, hvor min grænse går.
Løbeklub: Når jeg stopper på Steno Diabetes Center med udgangen af måneden, ryger jeg automatisk ud af Novo Gruppens Løbeklub, som jeg ellers havde regnet med at stille op for til DM. Jeg har derfor meldt mig ind i den lokale klub Birkerøddernes Løbeklub.
DM? Og du er stadig skadet? Ja ja, men jeg skal nok blive klar ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar