Hvad nu?

Løber eller ej, så kan man ikke være uberørt af terrorhandlingen under Boston Marathon. I første omgang gik tankerne til de løbere, man kender i feltet. Godt de var hurtige til at skrive besked på Facebook, at de var ok! Så følger billeder i TV, på nettet og i avisen. Rystende billeder, der gør ondt både pga. tragediens omfang, og fordi store folkelige, sportslige begivenheder nu er blevet et mål for terror.

Det føles lidt meningsløst at skrive om mine egne problemer efter dette, og overgangen er svær. Derfor springer jeg bare ud i det..

I går formiddags måtte jeg træffe 2 beslutninger, hvoraf især den ene var meget tung. Den sidste måneds tid har jeg kæmpet uden held med at få nogle ender til at nå sammen for at deltage i 48H i Ungarn. Af samme årsag havde jeg valgt at vente med at betale startgebyret, selv om flybilletten var købt. Da arr. sendte en mail, at jeg sagtens kunne betale ved ankomsten, og de ville bare vide, om jeg påregnede at komme, måtte jeg træffe et valg. Valget blev at stoppe alle spekulationer og bekymringer og melde fra. Det tog meget længe at trykke på knappen "send"!

Dernæst var opgaven at sende endnu et afbud, nemlig til Øl Marathon. Arr. kender den fulde begrundelse, men det handler om en privat begivenhed søndag morgen, som er meget vigtig for mig at deltage i. Startlisten, informationer og senere resultatlisten vil stadig blive opdateret på bloggen.

Hvad skal jeg så??? Ja, det er et godt spørgsmål, men jeg håber at finde et hjemligt ultraløb, der kan erstatte 48H. Lige netop i dag vil jeg prøve at forlige mig med mit afbud, som følelsesmæssigt er et stort tilbageslag, men jeg kommer tilbage! Ultrasæsonen er lige begyndt.