mandag den 11. november 2013

Debatten om cannonballs

Siden i går har der raset en heftig debat på Facebook ang. cannonball-marathon. De små løb, der arr. til stor glæde for mange marathonløbere, jeg selv inkl., med kort varsel og i mange varianter fra alt mellem ingen depot til grotesk store slik/kagedepoter.

Jeg har altid elsket at deltage i cannonballs, fordi der er en særlig hyggelig stemning, hvor samværet med de andre løbere er i højsædet, og hvor man kan vælge at løbe hurtigt eller luske sig igennem som en god lang træningstur.

Der, hvor kæden hopper af for mig, er når man bøjer reglerne for at arr. løb for at kunne skrive endnu 1 marathon på sit CV. Sagen er, at 7 løbere stod klar på Frb. til at køre mod Ålsgårde for at deltage i et fødselsdagsmarathon. Bilen bryder sammen, og lynhurtigt bliver man enige om at afholde et løb på ruten for Frederiksberg Marathon. Man kaster en hurtig undskyldning til fødselaren på Facebook og skriver samtidigt, at nu løber man i stedet for på Frb. Hvordan man også har fået løbet op på hjemmesiden før start, har jeg ingen idé om! Man løber 42,195 km, og så er endnu et løb på listen. Jeg ved, at der står "i så god tid som muligt" i reglerne, men helt ærligt - med 1 times varsel??

Der er tale om erfarne Klub 100 løbere, og i bund og grund tror jeg såmænd bare, at de handlede i hast, forvirring og absolut i god tro. Jeg har mødt/løbet med flere af dem før, og de brænder for marathon på den gode måde. Hvad jeg til gengæld ikke kan lide er, at man på alle måder forsvarer handlingen, hvor jeg mener, man burde have erkendt, at her var man nok trådt over stregen og have annulleret resultatet. I mine øjne er det en ærlig sag at erkende en fejl, og så er dén ikke længere. Men det gør deltagerne selvfølgelig ikke, når de ikke opfatter det som en fejl fra deres side.

Debatten raser stadig. Jeg elsker stadig cannonballs, men jeg må indrømme, at jeg fremover vil være kritisk overfor hvilke af dem, jeg deltager i. Jeg får henvendelser i stor stil fra hele landet til rettidigt indbudte løb, og dem kan jeg jo så bare vælge mellem :-)

PS. Hvis nogen har fået den opfattelse, at jeg har det bedst med at følge regler, så har man fuldstændig ret, og det er naturligvis det, der klart afspejler sig i min holdning. Andre ser mere let på tingene og vil derfor have den modsatte holdning. Nu er dette tilfældigvis min blog, og derfor giver den udtryk for min mening.

1 kommentar: