Det er tirsdag, og tirsdag betyder intervaller. 10 x 400 meter gik fint, og jeg var heldig, at formiddagens regnvejr var blevet afløst af lys himmel, mild temperatur og kun let vind, da jeg skulle løbe. Intervaller er normalt noget, der bare skal overstås, men selv mine intervaller skal løbes langsommere end tidligere, og derfor virker det ikke helt så hårdt.
Ekstra-Bladets journalist Steffan K. Frandsen har netop startet en artikelserie, baseret på Claus Hechmanns træningsmetode. 1. afsnit kan læses HER, og jeg kun erklære mig helt enig i denne udtalelse:
Men hvordan er det så, pludseligt at løbe så langsomt? Skønt. Det er slet og ret skønt. Jeg har aldrig blodsmag i munden længere af at presse mig for meget. Benene er aldrig syret til efter løbeturen. Jeg føler altid, at jeg ville kunne løbe en tur næste dag – hvis jeg skulle. Og så er al ømhed i sener og led væk! Denne træningsform er ganske enkelt ikke så belastende for min krop, selvom jeg lige nu løber 55-60 km om ugen fordelt på fire ture. Det er en underlig, men rar, følelse at kunne løbe så langt, uden af blive synderligt træt.
Oprindeligt skulle jeg løbe årets første marathon på lørdag, men jeg har valgt at skifte over til halvmarathon for ikke at belaste kroppen for meget før onsdagens løbetest. Claus H. fraråder konkurrence i dagene op til testen, og set i lyset af at jeg ikke har løbet marathon siden september, vil det være dumt at løbe langt, når det, jeg har brug for, er et sandfærdigt billede af min nuværende form, og derfor er onsdagens test vigtigere end at løbe marathon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar