Mit løb i Växjö

Rejsen til Växjö er nem, for Øresundstoget kører København til Växjö station, og bus 4 kører lige til arenaen. Jeg ankom 18.30, og på det tidspunkt var Niels Høg og Michael S.K. allerede stoppet, mens Sukil trak sig ud 1 times tid senere. Det betød, at det kun var Morten, der var tilbage af de danske deltagere, da jeg startede kl. 00.

Kort tid efter min ankomst bød arr. bød på ris og pasta med kødsace, og jeg fik også drukket fornuftigt op til start. Ved 21-tiden lagde jeg mig i min sovepose for at hvile 1 times tid. På med natbriller og ørepropper pga. lyset og musikken. Der var iøvrigt ingen stævnespeaker, men et radioprogram med popmusik kørende i behagelig lydstyrke under hele løbet. Nogle kan lide snak, hilsner, rockmusik osv., men netop denne form for "underholdning" passer mig rigtig godt.

Der blev ændret løberetning ca. 10 min. før min start, og desværre betød det nogle tekniske problemer med TV-skærmen, der skulle vise omgangstid og distance. Det varede ca. 1½ time, før forbindelsen virkede igen, og da jeg løb uden ur, havde jeg ingen rettesnor for mit tempo andet end "en god fornemmelse". Efter 1 times løb spurgte jeg tidtagerne om min distance, og de fortalte, at jeg lå på 9,5 km, hvilket var en anelse langsommere, end jeg troede, men det snyder formodentligt lidt at løbe på en kort rundstrækning. Skræmen kom op at køre igen og virkede upåklageligt under resten af løbet.

Ved 00.30-tiden blev der serveret den lækreste kartoffelgratin i nogle solide plastikbakker, så det var intet problem at småløbe, mens man spiste. Ellers indtog jeg kun vand og energidrik. Energidrikken var jeg ikke vild med. Den havde en "flad" smag (tror den hed drextopur el. lign.), og måske derfor fik jeg drukket for lidt. Efter ca. 3 timer og 27-28 km begyndte jeg at få kvalme. Den tog til lidt efter lidt, og efter et par timer havde jeg svært ved at få mig selv til at drikke noget som helst, og jeg måtte i korte perioder enten ned at gå eller sidde på en stol for at tage toppen af kvalmen, før jeg luntede videre.

Ved 05-tiden var jeg tæt på at være desperat, og jeg valgte at sende en sms til min livline Jesper, der heldigvis var klar ved tasterne trods tidspunket. "Slås med voldsom kvalme #@¤&"!!! Er dog stdig på banen...gående :-( " Svaret lød: "Sålænge benene er ok - er det fremad :-) Får du salt og vand nok?" Og til det var der kun ét svar "Øhh har glemt salt i Bistrup". Jeg blev derfor bedt om at låne noget salt fra arr. eller en af deltagerne. Heldigvis for mig havde Sukil efterladt 4 Saltsticks, som også er det mærke jeg selv bruger, til Morten, men han havde kun spist en enkelt, og han havde ikke brug for dem, da han skiftevis gik og slappede af på en stol, fordi motivationen var fløjet ud af vinduet. Jeg spiste 1 stk kl. 05 og 1 stk igen kl. 06, mens den sidste blev taget kl. 09. Normalt ville jeg tage med 2 timers mellemrum, men jeg måtte fordele, hvad jeg havde.

Imens kæmpede jeg stadig med at drikke. Energidrikken blev droppet til fordel for cola, og dermed kørte jeg på cola og vand i resten af løbet. Jeg ved, at jeg drak alt for lidt, men hver gang jeg drak, løb det direkte gennem systemet og betød et toiletbesøg. Godt at der lå mange toiletter direkte op til banen, for det blve vel til 15-20 besøg i løbet af de 12 timer. Godt nok var det hurtigt ind/ud, men mentalt er det opslidende at skulle af banen så ofte.

Ved 09-tiden vælger jeg at lave et opslag på Facebook om min kamp mod kvalmen, og det blev begyndelsen på moralsk opbakning hjemmefra. Når jeg var nede at gå, læste jeg de hilsner, der var kommet, og det betød opmuntring og mod på at blive ved. Postede igen ved 10-tiden, da jeg var ved at forsvinde i det, jeg kalder "ultraløbets Bermuda-trekant" af kvalme, smerte og træthed. Mere opbakning og jeg forsatte ét skridt af gangen, meter for meter.

Jeg var trænet for energi pga. væskeindtaget, som dog blev suppleret med en lækker, fed bær-smootie, serveret af arr. ved 06.30-tiden, og der var heldigvis så meget, at jeg kunne få en mere 1 times tid senere. Den smagte som en lille bid af himlen midt i al elendigheden :-)

Jeg overvandt aldrig kvalmen, men den blev mindre markant, og de sidste 3 timer kunne jeg småløbe det meste af tiden. Egentlig strejfede det mig aldrig at udgå af løbet trods al min jammer. Det er kutyme, at hvad der siges og gøres under et ultraløb, glemmes efterfølgende.

Jeg vidste, at jeg var tæt på min PR, men det var ingen energi til en slutspurt, og jeg sluttede derfor sølle 350 meter fra mit hidtil bedste resultat på 12 timer, men pyt med det. Dette var ment som et langt træningspas frem mod Espoo, og det har bestemt givet grund til overvejelser omkring mit energiindtag. Noget, Jesper og jeg tager en snak om, når vi ses i julen.

Indendørsløb er hårdt, både fysisk og mentalt, og når jeg har løbet i Espoo, er jeg ikke sikker på, at jeg skal løbe flere af de type løb. Men man skal jo aldrig sige aldrig...