Psykisk løbeskadet

I dag var en af de 'frygtede' dage. En af de dage, hvor lysten til at træne var i bund, men jeg fik ikke trænet i går og i morgen er rejsedag, så der skulle bare trænes i dag! Jeg var helt klart i toppen af motivationspyramiden, hvor det er viljen, der gør, at jeg får trænet alligevel... Jeg er træt af sne, kulde, blæst og glatte veje! Jeg er træt af de første kolde km på træningsturen. Hader at fryse!!! Længes efter dage i korte tights og singlet :-) Men jeg ved også, at så snart jeg kommer ud af døren, og de første km er overstået, så er det jo ganske dejligt at være løber. Det er fedt at være fit nok til, at 20 km føles som en kort tur. Mine kolleger ryster på hovedet, når de spørger, hvor langt jeg har trænet, og jeg svarer med distancer, de drømmer om at kunne løbe. Jeg løber aldrig kortere end 10 km, og som regel bliver det hurtigt til 15-25 km på hverdage efter arbejde. Det er det, jeg mener med psykisk løbeskadet: jeg gider ikke klæde om for at løbe 5 km! Det skal ikke forstås nedladende! Jeg ved udemærket, at det er mig, der mentalt er ude på overdrevet! Men det er vist også en forudsætning for overhovedet at blive ultraløber ;-) Ind imellem ville jeg ønske, jeg kunne nøjes med 5 og 10 km løb; specielt efter et ultraløb melder tanken sig :-D Men nej - jeg er hooked på ultraløb. Ikke nødvendigvis 24 timers løb. Faktisk melder tanken sig oftere og oftere om et etapeløb, så måske efteråret byder på noget nyt...