Jeg beklager uregelmæssigheden i mine blogindlæg den seneste tid, men der har været travlt med familiebesøg fra Jylland i flere dage, fødselsdagsfest for hele familien og sidst, men ikke mindst, tømning af stue, køkken og entré for at give plads til slibning og lakering af gulvet efter vores vandskade for 3 mdr. siden. Så jeg føler mig lidt hjemløs, når jeg sidder her på stuegulvet med min pc.
Jeg synes, jeg går et spændende forår i møde i form af Paris Marathon i april, Thames Path 100 i maj og Ultraløbet Gendarmstien i juni. Det burde være god motivation i de kølige måneder, der ligger foran os. Men først om 2-3 måneder, ikk`???
Men man ved, at efteråret venter lige om hjørnet, når de nye tøjkollektioner rammer butikkerne i august måned. Newline Efterår/vinter er udkommet, og jeg regner selv med at modtage min Newline Athlete pakke om kort tid.
Om 1 måned skal jeg som bekendt løbe Skagen Odde Ultratrail 30 km, og i den forbindelse har jeg aftalt at køre forbi Vodskov, hvor Newline har hovedkvarter, for at hilse på en flok mennesker, som jeg indtil nu kun kender via mail. Det ser jeg meget frem til :-)
I forbindelse med min skriftlige aftale med Newline, spurgte de, om jeg ville poste nogle billeder på Instagram, og det er jeg så småt begyndt på under navnet "Ultra3460" (Hvad ellers?). Det passer mig også langt bedre end Twitter, som jeg hele tiden går i stå på, fordi det virker lidt skørt at poste samme tekst, som man kan læse på bloggen. Instagram virker langt sjovere, fordi det vil være billeder fra min træningsture og andre begivenheder, relateret til løb. Jeg håber, I har lyst til at følge med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar