søndag den 17. august 2014

Kokkedalløbet

Allerhelst ville jeg have deltaget i et løb på Fyn, men eftersom jeg stadig har ondt i venstre fodballe samt ikke er 100% over generne i højre knæhase, valgte jeg at bruge hovedet og blive hjemme. Stort tillykke til Kevin Wilhelmsen med adgangskortet til Klub 100 Marathon :-)

I stedet for valgte jeg at deltage i et lokalt 10 km løb Kokkedalløbet. Linkets tekst er fra 2013, men det er ikke første gang, at jeg oplever det, når det gælder små lokale løb. 

Før løbet fortalte arr., at ruten var ændret tilbage til den tidl. rute, altså lidt anderledes end de 10 km på kortet i indbydelsen. Det skulle vise sig, at det betød 800 meter ekstra, hvilket arr. såmænd var klar over, for 10 km-skiltet stod et godt stykke før mål, og da jeg påpegede, at det var et pænt stykke længere end de annoncerede 10 km, oplyste tidstageren, at det var 800 meter længere, hvilket passer med mit ur. Jeg sagde, at det for så vidt er ok, at distancen ikke er præcis 10 km, men så bør det oplyses ved tilmeldingen. Det var han enig i, så forhåbentligt står der 10,8 km til næste år. 

Løbet er velorganiseret, god vejvisning i form af pile og vejvisere (jeg var ikke i tvivl én eneste gang), afvekslende rute med asfalt (Strandvejen), smalle græs- og grusstier, et par pæne stigninger undervejs, vanddepot ved 5 km samt frugt og ½ l. vand ved målgang. Pris: 70 kr. for både 5 km og 10 km.

Min sluttid: 53.18 og en 4. plads. Det var min første konkurrence i lang tid, og nej - det var ikke helt smertefrit, men acceptabelt. Efter løbet humper jeg rundt på venstre fod, som også kunne mærkes under hele løbet, men jeg mener ikke, at jeg ændrede løbestil af den grund. Noget jeg altid er meget OBS på, når jeg har problemer. Højre knæhase, der på ingen måde lod sig mærke under selve løbet, er til gengæld lidt øm nu, så beslutningen om at nøjes med 10 km i dag var absolut den rigtige. Det var jeg nu heller ikke i tvivl om... 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar