Hvor hjertet er

D. 27. april sagde jeg farvel til ultraløb. Som jeg skrev dengang, var det "helt sikkert for i år og med stor sandsynlighed permanent, men man skal jo aldrig sige aldrig"

Beslutningen var meget velovervejet, og det var helt klart den rigtige beslutning på daværende tidspunkt, hvor jeg var drænet for lyst og energi til ultraløb. Selvfølgelig spillede det ind, at jeg havde haft gentagne skader samt dårlige resultater gennem længere tid, og løbet i Finland blev den berømte dråbe. Problemet er bare, at helt inde i hjertekulen er og forbliver jeg ultraløber. 

Så den "permanente" beslutning er omstødt, og jeg har tilmeldt mig det første ultraløb i 2015. Et løb som jeg er blevet meget betaget af gennem beretninger og billeder. Jeg taler om Ultraløbet Gendarmstien i Sønderjylland, hvor jeg aldrig har løbet. 

Jeg har brugt megen tid på at tænke tilbage på mine år som ultraløber, og det løb, der indebærer de bedste minder, er GUCR - løbet fra Birmingham til London langs Grand Union Canal. Et distanceløb fra A til B, og det bliver den type løb, jeg fremover kaster mig over. Det er ikke løb, hvor jeg kan gøre mig i frontgruppe, men det gør ikke noget. Jeg har mistet fascinationen af timeløb, "hamsterløb" som det kaldes populært, og vil hellere løbe gennem den danske natur. Måske med tiden i udlandet.

Det første skridt tilbage i ultraløbernes verden bliver som bekendt som hjælper til Winforce 100 km om 1 måned, og jeg glæder mig til at hjælpe løbere med samme passion :-)

Berømt citat af Jens Otto Krag, passer perfekt i denne situation :-)