mandag den 28. april 2014

Taknemmelighed

Det var en skidt dag i går, både fysisk og psykisk, men samtidigt var det en lettelse at få skrevet om det, der har plaget mig gennem den seneste tid. At få sagt det højt, så ingen skal gætte på, hvorfor jeg igen melder fra et ultraløb. 

Det betyder, at jeg brænder inde med startnummer til Lejonbragden på lørdag, Samsø 100 km (14/6) samt Mors 100 miles (13-14/10), så skriv endelig hvis du vil overtage et startnummer til en fair pris :-)

Jeg linker meget sjældent til min blog på Facebook, men i går gjorde jeg en undtagelse, og det medførte nogle fine kommentarer, som jeg er meget glad for. Jeg vil især fremhæve dem fra Kent Møller og Maibritt Skovgaard, fordi de udtrykker noget forskelligt, som jeg kan bruge på hver sin måde. Kents indlæg har givet mig noget at tænke over, og Maibritts indlæg er jeg taknemmelig over, fordi den største kompliment, man kan give mig, er at jeg har inspireret andre. At der er tale om en løber, der bragede ind på ultralandsholdet både på 100 km og 24 timer, tager jeg som en bonus :-)

Kent Møller Når jeg læser din blog får jeg nu ikke det indtryk at det drejer sig om ultraløb, men mere lysten til fastlagt træning mv. Så jeg tror det er helt forkert med nye mål på kortere distancer med træner mv. Nej jeg tror du simpelthen skal løbe fuldstændig efter lysten igen, og så tilmelde dig løbene kort tid før. Og så lad nu være med at sætte dig nye mål indenfor orienteringsløb  men nyd turene i skoven.

Maibritt Skovgaard Kære May-Britt
Al respekt for at du vælger med hjertet. Det vigtigste er at gøre det man bedst kan lide. Om det så er 100 meter, så er det glæden der tæller. Jeg har fulgt med på din blog før jeg begyndte med ultraløb, og da var dit skriveri en stor inspiration og motivation til at komme i gang med de længere distancer. Jeg ser frem imod at følge dine nye kampe mod nye distancer og mål. Keep me posted 


Som jeg også skrev, har jeg rettet henvendelse til mine sponsorer, fordi jeg ikke ønsker at spille med skjulte kort, og i formiddags modtog jeg en mail fra Newline. De skrev bl.a. Vi vil gerne fortsætte vores aftale. For os er det ikke kun et spørgsmål om at sponsere den officielle elite men også løbere der har et miljø omkring sig fx. blog, løbeklub og deltagelse i mange events. Hvor blev jeg glad for den tilbagemelding! Og det er med stor glæde at jeg sætter mit Newline-sponserede startnummer på til søndagens I Form-løb på Frederiksberg :-)

Selv om jeg mentalt stadig kæmper lidt med min beslutning, så viste formiddagens løbetur, at det er det helt rigtige valg. At løbe afsted uden krav om distance. At stoppe op ved en bænk, sætte mig et par minutter og nyde stilheden, fuglesangen, sommervarmen, forårets skønne farver. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg blev og hvor let jeg følte mig. Det var jo derfor, jeg blev løber dengang i 2005! Men jeg ved også, at jeg trives bedst med at have et mål, og det er næsten på plads. Mere om det når alt er på plads.

Min løbskalender stadig bliver opdateret, så interesserede kan følge med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar