Jeg er stadig rasende!

Kort tid efter jeg var kommet hjem fra Espoo, læste jeg disse kloge ord:

Alligevel har jeg meget svært ved at slippe vreden efter Jespers indsats, eller mere korrekt mangel på indsats, som hjælper til 24 timers løbet. Hvis det ikke havde været for Lisbeth, Niels Høgs hjælper/kæreste, der lynhurtigt opfattede situationen, havde jeg ingen hjælp fået overhovedet, fordi Jesper havde for travlt med at læse og sende sms til overhovedet at følge med i løbet!

Sket er sket, intet står til at ændre, men jeg har meget svært ved at finde fred med at blive svigtet. Det har selvfølgelig medført, at vi ikke længere har kontakt med hinanden, og det kommer heller ikke til ske! Det handler ikke kun om, at jeg betalte rejse, ophold og forplejning til en person, der intet gav til gengæld, men i høj grad om et langvarigt bekendtskab, der er kuldsejlet.

Jeg er så vred, at jeg er på kanten til at smide hans bog med personlig hilsen ud, fordi det virker som en hån at blive takket for min hjælp, når det ikke blev gensidigt. Jeg har bare uendeligt svært med at smide bøger ud :-/ Jeg har også overvejet at returnere bogen til ham, men kan man det? Lige nu ligger den i en kuvert, fordi jeg ikke kan holde ud at se den i bogreolen ved siden af mine elskede bøger. Den er reolens sorte får. Min påmindelse om altid at følge min intuition. Måske nogle kan huske dette indlæg fra begyndelsen af januar?

Min manglede motivation til at løbe langt hænger nok sammen med denne oplevelse. Indtil jeg får sluttet fred med min vrede, hænger jeg vist på de korte ture. Irrationelt? Javist, men ikke desto mindre resultatet.