onsdag den 30. april 2014

Så er jeg ved at være klar

Jeg har et whiteboard, købt for 50 kr. i Netto, som er min sekundære hukommelse. Nu skal den også i aktion som træningskalender. Det gør det overskueligt for mig, hvad der skal trænes i ugens løb.
Min beslutning om at satse på marathon er bare helt rigtig. Det bliver mere og mere klart for mig. Jeg kan mærke en ny energi og lyst til at træne målrettet, som jeg ikke har haft meget længe.

Jeg ved, at det bliver hårdt, især i begyndelsen, fordi jeg kun har trænet sporadisk den sidste måneds tid. Korte, småsløve ture. Det måtte jeg jo bekende overfor Ole, da han skulle høre, hvordan de sidste par ugers træning var forløbet, og jeg kan kun give Ole ret i hans kommentar Så er du frisk og restitueret til at komme i gang. 

Mit program begynder på søndag, hvor jeg deltager i I Form-løbet. Det bliver en form for pejlemærke, hvor slemt det står til med formen - uha uha! Det er derfor, mandag står som hviledag.

Men jeg er selvfølgelig tyvstartet, bare for at være lidt på forkant med niveauet, og hvor er det fedt at være færdig med træningen i god tid, før jeg skal på aftenarbejde. Tidl. hang det over mig som en sort sky, at jeg burde løbe 1½ - 2 timer, men i dag var det overstået på 45 min (et træningspas svarende til tirsdag på whiteboard). Nu har jeg et par timer i overskud, før jeg skal afsted. Lidt af tiden skal bruges på en samtale med Ole, men ellers skal jeg bare slappe af med en god bog. 

Det er efterhånden længe siden, jeg har skrevet om min talentfulde nevø i Australien. Joachim er blevet 17 år og er netop udtaget til det australske junior landshold, der skal svømme mesterskaber på New Zealand i maj og på Hawaii i august. Jeg er lidt misundelig :-)

tirsdag den 29. april 2014

Nu med coach

Få minutter efter at jeg har postet mit indlæg i søndags, fik jeg en uventet hilsen. Den kom fra Ole Stougaard, indehaver af Multitesta. Jeg så Ole første gang, da han løb 80,255 km til 6 timers løbet i Albertslund (2010). Han vandt løbet, men jeg var især imponeret over, hvor let han løb. Senere fandt jeg ud af, at Ole er certificeret Mastercoach indenfor Poserunning, og jeg har deltaget i et foredrag hos "Løberen" i Lyngby, hvor Ole fortalte om poserunning. Jeg tænker stadig over, hvad jeg lærte den aften, selv om jeg absolut ikke løber pose. Ikke fordi jeg ikke vil, men jeg har aldrig sat mig ind i teknikken for alvor.

Nå, tilbage til mailen. Det viser sig, at Ole læser med på bloggen (jeg bliver jævnligt overrasket, hvem der faktisk læser med), og han vil gerne stille sin hjælp til rådighed. Selvfølgelig koster det penge, men når jeg griber tilbuddet med kyshånd, skyldes det, at jeg havde overvejet, men droppet at henvende mig til Multitesta (tidl. hed det Multicoach, hvis nogle kender det navn), fordi jeg ved, at han tidl. har måtte afvise at tage nye kunder pga. efterspørgslen. Det skal dog ikke forhindre andre i at tage kontakt, hvis de gennem bloggen får lyst til at bruge Ole! Det var jo min private blokering. 

Ole træner 2 af de bedste danske, kvindelige ultraløbere Pia Joan Sørensen og Tracy Høeg (jeg ved, at hun er amerikansk statsborger, men i mit hjerte er hun dansker), og jeg har set, hvordan de 2 løbere har rykket sig markant under Oles coaching. Så sent som i søndags satte Pia ny PR til DM 100 km, så den nu hedder 8.19.58. En PR med 9 min. Det er altså meget, når vi er nede på de tider!

Under Oles coaching håber jeg også at rykke mig. Ikke på ultra, men på 5 km, 10 km, halvmarathon samt marathon. Målet er en ny PR på marathon, og så håber jeg, at de andre distancer ryger med undervejs i træningsforløbet. Forsøget gøres om 5 mdr. til H.C. Andersen Marathon. Så bloggen vil de kommende mdr. i høj grad komme til at handle om træningsforløbet frem mod målet. 

Ole var træner på TV2 GO´ Maraton, hvor målet var Copenhagen Marathon 2012. Linket indeholder en kort introduktion samt nogle generelle træningsplaner til halvmarathon samt marathon.

Lige nu er vi i den indledende fase, hvor jeg har sendt nogle oplysninger til Ole, og så kommer der et træningsprogram i løbet af få dage. Stay tuned...

mandag den 28. april 2014

Taknemmelighed

Det var en skidt dag i går, både fysisk og psykisk, men samtidigt var det en lettelse at få skrevet om det, der har plaget mig gennem den seneste tid. At få sagt det højt, så ingen skal gætte på, hvorfor jeg igen melder fra et ultraløb. 

Det betyder, at jeg brænder inde med startnummer til Lejonbragden på lørdag, Samsø 100 km (14/6) samt Mors 100 miles (13-14/10), så skriv endelig hvis du vil overtage et startnummer til en fair pris :-)

Jeg linker meget sjældent til min blog på Facebook, men i går gjorde jeg en undtagelse, og det medførte nogle fine kommentarer, som jeg er meget glad for. Jeg vil især fremhæve dem fra Kent Møller og Maibritt Skovgaard, fordi de udtrykker noget forskelligt, som jeg kan bruge på hver sin måde. Kents indlæg har givet mig noget at tænke over, og Maibritts indlæg er jeg taknemmelig over, fordi den største kompliment, man kan give mig, er at jeg har inspireret andre. At der er tale om en løber, der bragede ind på ultralandsholdet både på 100 km og 24 timer, tager jeg som en bonus :-)

Kent Møller Når jeg læser din blog får jeg nu ikke det indtryk at det drejer sig om ultraløb, men mere lysten til fastlagt træning mv. Så jeg tror det er helt forkert med nye mål på kortere distancer med træner mv. Nej jeg tror du simpelthen skal løbe fuldstændig efter lysten igen, og så tilmelde dig løbene kort tid før. Og så lad nu være med at sætte dig nye mål indenfor orienteringsløb  men nyd turene i skoven.

Maibritt Skovgaard Kære May-Britt
Al respekt for at du vælger med hjertet. Det vigtigste er at gøre det man bedst kan lide. Om det så er 100 meter, så er det glæden der tæller. Jeg har fulgt med på din blog før jeg begyndte med ultraløb, og da var dit skriveri en stor inspiration og motivation til at komme i gang med de længere distancer. Jeg ser frem imod at følge dine nye kampe mod nye distancer og mål. Keep me posted 


Som jeg også skrev, har jeg rettet henvendelse til mine sponsorer, fordi jeg ikke ønsker at spille med skjulte kort, og i formiddags modtog jeg en mail fra Newline. De skrev bl.a. Vi vil gerne fortsætte vores aftale. For os er det ikke kun et spørgsmål om at sponsere den officielle elite men også løbere der har et miljø omkring sig fx. blog, løbeklub og deltagelse i mange events. Hvor blev jeg glad for den tilbagemelding! Og det er med stor glæde at jeg sætter mit Newline-sponserede startnummer på til søndagens I Form-løb på Frederiksberg :-)

Selv om jeg mentalt stadig kæmper lidt med min beslutning, så viste formiddagens løbetur, at det er det helt rigtige valg. At løbe afsted uden krav om distance. At stoppe op ved en bænk, sætte mig et par minutter og nyde stilheden, fuglesangen, sommervarmen, forårets skønne farver. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg blev og hvor let jeg følte mig. Det var jo derfor, jeg blev løber dengang i 2005! Men jeg ved også, at jeg trives bedst med at have et mål, og det er næsten på plads. Mere om det når alt er på plads.

Min løbskalender stadig bliver opdateret, så interesserede kan følge med.

søndag den 27. april 2014

Farvel til ultraløb

I dag skulle jeg have løbet BT Halvmarathon, og trøjen lå klar. Men da jeg vågnede i morges, havde jeg kvalme og ondt maven. Uden at gå i detaljer kan jeg sige, at det var den rigtige beslutning at blive hjemme.


Dette er imidlertid ikke den vigtigste "annoncering" i dag. Det bliver, at jeg efter mange og svære overvejelser vælger at stoppe som ultraløber. Helt sikkert for i år og med stor sandsynlighed permanent, men man skal jo aldrig sige aldrig.

Siden 2007 har ultraløb været en stor del af mit liv. Jeg har brugt mange timer på landevejen, og jeg har nydt de fleste af dem. Jeg har haft mange store oplevelser som ultraløber, mødt mange skønne mennesker og deltaget i mange herlige løb. Men, som det nok ikke er gået den opmærksomme læser forbi, har motivationen været dalende gennem de sidste par år. Jeg elsker stadig at løbe, og det holder jeg aldrig op med, men nu er tiden kommet til at slippe for den dårlige samvittighed, fordi jeg altid føler mig bagefter træningsmæssigt. At jeg aldrig får løbet langt nok. Hurtigt nok. Ofte nok. 

Nu er filmen knækket. Filmen med lysten og ambitioner til de længste distancer. Nu trækker jeg stikket. Endelig er jeg nået til det punkt, hvor "nok er nok" for mig. Jeg fulgte med til DM 100 km i går, men det var pga. de løbere, der deltog. For at se om de fik opfyldt deres drøm om bare at fuldføre, at løbe under en bestemt tid eller ligefrem blive dansk mester. Jeg fik ikke, som jeg tidl. har gjort, et sug i maven over, at eventen var et ultraløb.

Jeg har et par sponsorer, som jeg har underrettet om min beslutning, og jeg venter på en tilbagemelding, om de stadig vil støtte mig. For selvfølgelig har jeg stadig lyst til at løbe, også konkurrence, og derfor vil jeg satse på at blive hurtigere på alle distancer op til marathon. Forsøge at sætte nye personlige rekorder, for jeg er sikker på, at der stadig er grænser at rykke, hvilket min nyeste PR på 10 km beviser.

Jeg er næsten helt blank på træningsmetoder til de korte distancer. Jeg ved, at der skal trænes tempo, interval samt halvlange rolige ture, men hvordan dette skal bygges op, er et blankt landkort for mig. Åh ja, og jeg skal jo også løbe orienteringsløb om torsdagen. Og det dér trail på de korte distancer :-)

Så lige nu overvejer jeg, om jeg skal tage en træner på i ½ års tid for at komme ordentligt i gang. Om mine begrænsede evner på det, der for mig er sprinterdistancer, berettiger til at bruge professionel hjælp. I bund og grund om det er pengene værd i mit tilfælde. At bruge en løbeklub er ikke en mulighed for mig med mine skiftende arbejdstider, eftersom jeg kun vil kunne deltage i træning hver 3.uge. 

Det har været en meget svær beslutning for mig at sige farvel til ultraløb, men det du´r ikke, når det kun er hjertet, der med i projektet. Hjernen skal også være med, og den siger nej!

Nogle læsere vil falde fra pga. min beslutning, fordi I primært har fulgt med omkring ultraløb, og til jer siger jeg tak for at have læst med. Forhåbentligt er der endnu flere, der vælger at blive og følge min nye sti som hurtigløber - altså efter min standard, for lige som indenfor ultraløb, kan man aldrig sætte den efter andres. 

onsdag den 23. april 2014

OUI :-)

Congratulations! You have won the drawing to be able to participate in the 2015 edition of the Schneider Electric Marathon de Paris.


tirsdag den 22. april 2014

Et lod i puljen

Det går rigtig stærkt med tilmelding til de store marathonløb. I dag åbnede muligheden for at kaste et lod i puljen til London Marathon 2015, og ½ døgn senere blev den lukket igen pga. ansøgerantallet. Jeg nåede at sende en ansøgning, og nu er det bare at vente til oktober, før jeg ved, om jeg er en af de heldige. Chancen er dog minimal, da løbet primært er et charityløb.

Chancen er nok større til Paris Marathon 2015, hvor det var muligt at søge startnr. indtil i går, og her går det heldigvis lidt hurtigere med at få svar på lodtrækningen. Her er der nemlig også langt flere ansøgere end pladser. Det kommer i løbet af en uges tid, om jeg skal til Byernes By næste år.

mandag den 21. april 2014

Jagten på koder

Bevæbnet med kort, kuglepen og trailsko.

I går løb jeg på asfalt og brede skovstier. I dag har jeg løbet på stier, der nærmest ikke kan betegnes som sådan. Jeg har løbet gennem krat, over træstubbe, op ad skrænter og hoppet over åer. Jeg har løbet gennem Bistrup Hegn i jagten på Find vej-koder. Der er opsat 30 pæle over hele skoven, som ikke er ret stor, men det forhindrer ikke, at en del pæle er god skjult i huller, under nedfaldne grene eller i tæt bevoksning. 1½ timer gik med løb på kryds og tværs, indtil samtlige pæle/koder var i hus. 

Det er ikke en sport, der får pulsen op, men jeg er sikker på, at det er god motorisk træning. Samtidigt er det mega sjovt, og tiden flyver afsted, mens jeg spejder efter pælen med den hemmelige kode :-)

Jagten på de røde pæle med det grønne Find vej-skilt

På Find vej-hjemmeside kan man indtaste de fundne
koder og kæmpe om en plads i Top 50


søndag den 20. april 2014

Forår :-)

Det er jo bare et helt vidunderligt påskevejr. Ingen undskyldning for at blive indendørs :-)

Løbeturen begyndte langs Furesøen og gik videre mod Lyngby

Tog chancen med en ukendt sti mellem Fuglevad og Brede,
før turen gik hjemad mod Birkerød. 22,5 km ialt.

Symbolet på det danske forår :-)

lørdag den 19. april 2014

Ladet op med ny energi :-)

Jeg er glad. Meget glad :-) 

Jeg har været sammen med de dyrebareste mennesker i mit liv: min datter, søn, svigerdatter og barnebarn. 2 døgn i Jylland hvor jeg har smidt alle vrede tanker ud og ladet op med ny energi. Holdt fødselsdag for Aksel og Marie samt været en dejlig tur i Mols Bjerge. Ikke tid til løbeture i denne omgang, men nu går jeg for alvor i gang!


Marie, Aksel, Michael og Annette på picnic i Mols Bjerge

Samsø 100 km er om 2 mdr. og jeg håber, at jeg når at blive klar. Jeg har i hvert fald været heldig i den sammenhæng i dag, hvor løbets arrangør udtrak mig som vinder af en håndholdt flaske fra Ultimate Direction. 



Jeg er nu blevet kontaktet af OK Øst Birkerød, at de har modtaget besked om det medlemsskab, jeg har vundet gennem Find vej Dagen, så jeg kan deltage i begynderkurset fra 1. maj. Jeg missede jo desværre en introdag til o-løb pga. vandskade, men der bliver afholdt et nyt på torsdag, og det planlægger jeg på at deltage i.

Bogen? Den ligger sammen med bogen om World Run I i mit kælderrum. I hvert fald indtil videre...

onsdag den 16. april 2014

Jeg er stadig rasende!

Kort tid efter jeg var kommet hjem fra Espoo, læste jeg disse kloge ord:



Alligevel har jeg meget svært ved at slippe vreden efter Jespers indsats, eller mere korrekt mangel på indsats, som hjælper til 24 timers løbet. Hvis det ikke havde været for Lisbeth, Niels Høgs hjælper/kæreste, der lynhurtigt opfattede situationen, havde jeg ingen hjælp fået overhovedet, fordi Jesper havde for travlt med at læse og sende sms til overhovedet at følge med i løbet!

Sket er sket, intet står til at ændre, men jeg har meget svært ved at finde fred med at blive svigtet. Det har selvfølgelig medført, at vi ikke længere har kontakt med hinanden, og det kommer heller ikke til ske! Det handler ikke kun om, at jeg betalte rejse, ophold og forplejning til en person, der intet gav til gengæld, men i høj grad om et langvarigt bekendtskab, der er kuldsejlet.

Jeg er så vred, at jeg er på kanten til at smide hans bog med personlig hilsen ud, fordi det virker som en hån at blive takket for min hjælp, når det ikke blev gensidigt. Jeg har bare uendeligt svært med at smide bøger ud :-/ Jeg har også overvejet at returnere bogen til ham, men kan man det? Lige nu ligger den i en kuvert, fordi jeg ikke kan holde ud at se den i bogreolen ved siden af mine elskede bøger. Den er reolens sorte får. Min påmindelse om altid at følge min intuition. Måske nogle kan huske dette indlæg fra begyndelsen af januar?

Min manglede motivation til at løbe langt hænger nok sammen med denne oplevelse. Indtil jeg får sluttet fred med min vrede, hænger jeg vist på de korte ture. Irrationelt? Javist, men ikke desto mindre resultatet.

tirsdag den 15. april 2014

Rabat på Københavns mandeløb og kvindeløb.

Klippet fra nyhedsbrev:

VM-RABAT PÅ KØBENHAVN MANDELØB OG KVINDELØB

Sparta er i VM-humør og tilbyder startnumre til Københavns mandeløb 13. juni og Københavns kvindeløb 15. juni til nedsat pris. 

Indtil 1. maj kan du købe startnumre til de populære 10K-løb i hovedstaden for 100 kr. inkl. champagne til kvinderne og Mikkeller-øl til mændene. Tilmeld dig her. Normalpris 150 kr. for Københavns mandeløb og 175 kr. for Københavns kvindeløb.


PS. Jeg skal nok se at få gang i bloggen igen... :-)

fredag den 11. april 2014

Ingen tur i o-klubben denne gang

ØV, jeg kom ikke afsted til løbe/introtur med o-klubben i går aftes som planlagt. Ved 14.30 tiden fik jeg en opringning på arbejdet fra ejendomskontoret, at der var en stor vandskade i opgangen, noget med en stoppet faldstamme. Da jeg kom hjem 1 time senere, havde låsesmeden været forbi, tapetet revet delvist ned, gulvet belagt med viskestykker og en affugter sat op. Så ryger løbeturen i baggrunden for en tid!

Jeg er heldigvis ikke så hårdt ramt som i nabo. Jeg er sluppet forholdsvis billigt med 1 væg, 1 meter af gulvet samt lidt på loftet. Min nabo og hans overbo skal genhuses, da der stod 5-10 cm vand i hele lejligheden!

Onsdag var jeg til træning + foredrag med Thomas Nolan Hansen om løbeskader samt forebyggelse gennem Novo Gruppens Løbeklub. En fin træningssession samt en ret generelt foredrag, hvor jeg ikke lærte noget nyt.

tirsdag den 8. april 2014

Kommende O-løber

Som bekendt er jeg temmelig retningsforstyrret, og jeg aner aldrig, om jeg står med næsen mod nord eller syd, men det bliver der nu mulighed for at rette op på. I forbindelse med Find vej Dagen har Dansk Orienterings-Forbund og Løbeklubben på Facebook afholdt en konkurrence om 1 års medlemsskab af en orienteringsklub efter eget valg, og sandelig om jeg ikke er en af de 5 heldige vindere, takket være et foto taget af Lars Bergelius :-)

Vinderbilledet
Jeg har valgt at blive medlem af den lokale klub OK Øst Birkerød, og til min store glæde starter et kursus for nybegyndere op d. 1/5 og kører over 8 torsdage med teori og praktik. Der går nok 1-2 uger, før medlemsskabet er aktivt, men jeg møder op allerede på torsdag, hvor klubben afholder introløb for interesserede.

Jeg skal ikke være O-løber, men som jeg tidl. har skrevet, vil jeg meget gerne lære at blive bedre til at løbe steder, hvor der ikke er skilte eller pile, der viser vej. Desuden er jeg sikker på, at terrænløbet bliver en god fornyelse i min træning. 

Nu må jeg se, om kan jeg klare mig med mine gamle Speedcross II, eller om jeg skal investere i nye skov-sko. Tips fra O-løbere modtages med glæde :-)

søndag den 6. april 2014

Ruderkongeløbet

I går løb jeg offroad i Rude Skov. I dag løb jeg på de brede skovstier til Ruderkongeløbet. 2 meget forskellige oplevelser i den samme skov :-)

Jeg var tilmeldt 21 km, bestående af 3 omgange på 7 km. 1. omgang startede med 3 km på en afspærret Hørsholm Kongevej, hvorefter vi drejede ind i øst-skoven. Efter 7 km drejede nogle deltagere til venstre og løb ind på stadion, mens vi andre forsatte ligeud med 1 eller 2 omgange i vest-skoven (alt efter om man deltog på 14 eller 21 km). Her blev det hårdt! Ikke fordi det var jævnt på 1. omgang, for i en skov går det jo altid op og ned, men på 2. og 3. omgang fik vi for alvor stigninger efter 3 km, dvs. 10-14 km samt 17-21 km. På 2. omgang registrerede jeg egentligt kun de 2 stigninger ved henholdsvis 11 og 12 km, men på sidste omgang, hvor terrænets op- og nedture havde sat sine spor, mærkede jeg samtlige stigninger, både de langstrakte og de stejle, på de sidste 4 km. Sidste omgang var der af naturlige årsager god plads på ruten, for vi kan kun 71 løbere tilbage af de 236 startende. Min tid blev 01.49.22.

Vejret var bedre end i går. Vinden havde lagt sig, så det føltes lunere. Det var overskyet, hvilket passede mig fint, for både puls og kropstemperaturen skød i vejret som km kom ind på kontoen. 

Der var kun 1 depot under løbet, lige efter stadion ved 7 km. Det indeholdt kun vand og drik fra Vitamin Well (kan ikke huske hvilken variant), men modsat sidste weekend kunne jeg nøjes med en enkelt bæger væske efter 14 km.

Jeg er meget begejstret for løbet. En skøn, men krævende rute (efter min standard). Afmærkningen var i top, og I ved, at jeg har en kedelig tendens til at løbe forkert, hvis jeg kommer i tvivl. En stor tak til de smilende vejvisere, der havde ladet mobilen blive hjemme og var opmærksomme på løberne. Noget jeg ellers har oplevet til flere løb.

Modsat sidste weekends VM fik jeg mødte jeg ingen mur (kun bakker), og lårene slap for en tur i vridemaskinen. Jeg tror, at en medvirkende årsag (som jeg ikke var inde på i forbindelse med VM) er, at jeg i dag løb i min normale træningssko "Pacemaker" fra Newline, mens jeg til VM løb i et par letvægtssko af andet mærke, fordi Newline ikke har letvægtssko i sortimentet. De nye sko havde jeg også brugt til DM 10 km i Kbh., så jeg troede egentligt, at de var ok, men det var åbenbart for hårdt til 21,1 km på asfalt, og jeg tror, at det var den grundlæggende årsag til mine smerter i lårene, godt hjulpet af varmen.

Det har været en herlig weekend løbemæssigt. Det er ikke blevet til så mange km, men det er blevet til 2 gode oplevelser, og det er jo dét, der for alvor tæller :-)

Løbets rute samt højdeprofil - fra løbets hjemmeside. 

Der var mange lodtrækningspræmier og se hvad jeg vandt :-)


lørdag den 5. april 2014

Find vej Dagen i Rude Skov

Jeg kom ikke til at løbe i Bistrup hegn som planlagt, fordi jeg i ugens løb fik en hilsen fra Lars Bergelius, om jeg ville løbe med i Rude Skov, og det tilbud kunne jeg ikke sige nej til. Lars har nemlig tidl. fortalt mig om Find vej-projektet, og dette var en oplagt mulighed for at vise mig det i praksis.

Her er lidt billeder fra et par dejlige timer i skoven, hvor ruten lød på 4,1 km, men uret viste 7,68 km, da vi kom i mål uden at finde alle poster pga. tidsmangel. Tidsrammen var kl. 13-15.

Lars finder posten langs søkanten

På vej mod næste post

"Vi skal bare gennem dette åbne område" - Hvilket åbent område??


Der var andre end os i til arrangementet i Rude Skov
Fedt at kongefamilien gør reklame for motion ved selv at være aktive

1. post er fundet. Min debut som o-løber :-)

Ud i naturen - helt ud!

Jeg var blevet advaret om høje knæløft! :-D

Tak for en herlig dag i skoven, Lars.
Kommer der en næste gang? :-)

Status for Leon lørdag morgen

Jeg lagde mærke til, at Leon lyder en lidt forkølet på DR´s interview om madkassen, og velvidende at ultraløb river kroppen fra hinanden, blev jeg lidt bekymret for, at evt. sygdom ville være umulig at holde nede. Men Leon er ikke typen, der giver op, og han gik på løbebåndet som planlagt.

Desværre er følgende melding kommet omkring kl.07:
Det hjalp desværre ikke på Leon med søvn. Han har det rigtigt skidt nu. De influenzasymptomer, som vi fik "slået" ned først på ugen, er kommet for fuld skrue igen. Han er oveni svimmel, så det er ikke forsvarligt at lade ham gå på båndet. Han er rigtig rigtig ked af at måtte stoppe nu. Vi er nødt til at få ham hjem og sove rigtigt og måske se om han kan "gå" lidt flere støttekroner ind senere i løbet af de 48 timer. Tak til alle for støtten frem til nu.

fredag den 4. april 2014

DR sender Live fra Leons løb!

DR sender Leons indsamlingsløb LIVE

På løbebånd i en god sags tjeneste

I dag kl. 12 går et indsamlingsløb samt rekordforsøg i gang. Det er igen Leon Skriver Hansen, der vil tilbringe tid på et løbebånd, men denne gang nøjes han ikke med 24 timer, men tager 48 timer i en god sags tjeneste ved at samle ind til Kræftens Bekæmpelse. Man kan støtte indsamlingen ved at donere et beløb pr. km. For 2 år siden samlede han 45.243 kr. ind på 24 timer og satte ny dansk rekord med 204,5 km. Denne gang er målet en ny nordisk rekord.

Sidste gang støttede jeg med 1 kr. pr. km, og det gør jeg også denne gang. Man får en mail efter løbet med info om indbetaling.

Løbet kan følges på denne side på Facebook

GO FOR IT, LEON!




torsdag den 3. april 2014

Træt...

Jo, der er stadig liv i mig, men ikke ret meget overskud. Det der med at stå op kl. 05 er ikke lige mig, og nu gør jeg det for 3. uge i træk af hensyn til min træning på arbejdet. Jeg er træt, når jeg kommer hjem, og det bliver kun til en kort træningstur. Jeg glæder mig vildt til at komme tilbage i min normale rytme fra næste uge, hvor jeg igen skal køre dag-aften-nat i rotation.