Mit paradoks

I søndags løb jeg de sidste 20-22 km med lidt ondt i venstre lyske. Ikke sådan alvorligt ondt, men nok til at tage det med ro i dagene efter. I dag var der intet at mærke, så jeg er ikke skadet!!

Det, jeg vil frem til, er mit konstante paradoks: når jeg træner, spiser jeg sundere, selv om der er plads til både kager og slik (sådan indenfor rimelighedens grænser), men så snart jeg bliver sat i sofaen et par dage, tager min sorte djævel over, og jeg trøstespiser. Selv om jeg lige netop i disse dage hverken har "fortjent" det eller kan tåle det vægtmæssigt. Jeg tager på så snart, jeg ser på et wienerbrød, så tænk på hvad der sker, når jeg også indtager det :-/

Hvor ville jeg ønske, det var omvendt, men det forbliver formodentligt et af mine "arbejdspunkter", sagt med et pænt ord, for altid. Bare det dog ikke smagte så forbandet godt, og hvad skal man stille op, når man fredag morgen efter 1 times overarbejde, på vej hjem for at holde 2½ ugers ferie, ser at Seven-Eleven sælger 2 stk. Kæmpe Frøsnapper for sølle 20 kr.? Og man skal da fejre, at man har ferie ik´? God weekend til slikmunde og alle jer andre :-)