fredag den 15. marts 2013

Genopladning

Jeg skal lige rebootes! Jeg valgte at holde en hviledag i tirsdags efter 5 dage med løb, og uvist af hvilken grund trak det onsdagen med sig. Ikke godt, men dog ikke værre end at det ville kunne indhentes torsdag til søndag. Så sker der bare det, der ikke må ske: sygdom på arbejdet. Så jeg bliver ½ time længere torsdag morgen OG siger ja til at tage en dobbeltvagt aften/nat fra torsdag til fredag, fordi ingen andre kan og jeg trods alt går fra til weekend fredag morgen. No problem i mine øjne og jeg vil jo gerne hjælpe, når jeg kan. Jeg havde bare ikke lige gennemtænkt, at det betød, at når transporttiden er trukket fra, havde jeg præcis 6t.45 min. hjemme til at sove, morgenmad og gøre mig klar til vagterne.

Så torsdag fløj ud af vinduet sammen med træningen. NOT GOOD!!! Og det har ikke været bedre i dag, hvor den normale mængde af ophobet søvnmangel har slået sig sammen den udvidede arbejdstid. Jeg kan lige så godt gå til bekendelse: jeg kom ikke ud i det ellers pragtfulde solskinsvejr.

Dog fik jeg taget mig sammen til at deltage i 1 times Bodypump i fitnesscentret. Jeg kunne selvfølgelig bare have løbet i stedet for, men jeg var svag og havde brug for én, der svingede pisken. Det var herligt at få rørt kroppen, men jeg bliver først menneske igen, når jeg har fået sovet min sædvanlige fredag nattesøvn på 10-12 timer.

Sket er sket, og tabt træning kan ikke indhentes, men i morgen - så er jeg genopladet og klar igen :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar