Er der virkelig gået 1 uge siden sidste indlæg? Undskyld! Men jeg tror, at jeg kan love, at det bliver bedre fra nu af, for nu går tingene for alvor i gang. I morgen skal jeg løbe Københavns Kvindeløb 10 km som testløb, og fra på mandag starter den specifikke træning frem mod halvmarathon og marathon i september.
Og tirsdag skal jeg så starte mit kostforløb hos Martin Kreutzer, hvilket jeg ser meget frem til både i forhold til træningen, men også i forhold til de tarvelige tricks, som alderen laver med min krop. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er en ikke helt ung dame (ingen for mig til at skrive midald.....) på 52 (ok, næsten 53), og selv om jeg ikke er mærket af overgangsalder i form symptomer som hedeture, nattesved osv, så sætter kiloerne sig nemmere på sidebenene. Noget jeg bestemt ikke ser på med milde øjne, men det er ikke nemt, når man samtidigt elsker kage, slik, is og andre sukkergodter. Et glas rødvin er jo heller ikke at foragte...
Jeg spiser alt for få grøntsager og nærmest ingen frugt, men et flashback til sidste års Powerweekend (linket er til dette års udgave af opholdet) giver et billede af 1 kg frugt/grønt HVER DAG. For en, der mere eller mindre spiser for at overleve, bliver det noget af en omvæltning at skulle have så stort et fokus på den rigtige kost. Det er ikke noget billigt forløb, men jeg ser det som en investering. Ikke kun på kort sigt i forhold til mit løb, men i endnu højere grad på lang sigt som et spark bagi mod at spise sundere for at kunne holde mig rask og frisk i fremtiden.
Og nu, hvor jeg nævner powerweekenden, får jeg helt lyst til at deltage igen i år. Det var sådan en fed oplevelse i det skønneste vejr :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar