fredag den 13. juni 2014

Chokbølgebehandling

Efter et par behandlinger med laser og ultralyd er der nu taget stærkere sager i brug for at klare mit problem med højre hæl. For et par dage siden fik jeg nemlig mere ondt og denne gang i hele hælen, når jeg stod ud af sengen om morgenen. Smerterne forsvinder efter kort tid, og jeg mærker stadig intet, når jeg løber. Jeg kan pege præcis, hvor det gør ondt - eller det troede jeg, at jeg kunne! For da Vibeke fik trykket under hælen, kunne jeg også mærke det i svangen. Jeg fik straks et flash-back til min hælspore, der generede mig gennem 1½ år, men som jeg intet har mærket til det seneste års tid. Det er med meget stor sandsynlighed her, at roden til alt ondt findes, og derfor blev jeg hevet ind til apparatet med chokbølger. 

Formodentligt er vævet ikke ophelet ordentligt efter hælsporen, og chokbølgerne banker vævet godt igennem, så en ny helingsproces sættes i gang. Ca. 85% har stor glæde af behandlingen, og i følge Vibeke bør 3-4 behandlinger være nok. Ja, det gør ondt, men smerten er til at holde ud, og så tager det kun ca. 10 min. Der skal gå 8-10 dage mellem behandlingerne. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar