Det har været 4 dejlige dage i Berlin :-)
Jeg havde jo valgt at tage turen i selskab med nabobyens løbeklub Blovstrød Løverne, hvor vi tog afsted i bus fra Allerød fredag kl. 05.45 og først var hjemme i går aftes kl. 22, og hvis jeg må begynde med slutningen, så blev jeg så begejstret for deres klubånd og åbenhed for "udefrakommende" tilløbere, at jeg i dag har valgt at melde mig ind i klubben! Det er en stor klub med ca. 1000 medlemmer, og de har hold fra begyndere til elite med 9 mellemliggende niveauer, som man har mulighed for at rykke op og ned på, alt efter behov og form. Planen er at deltage i tempotræningen, mens jeg klarer de lange rolige ture på egen hånd, som jeg er vant til.
Tilbage til selve turen og løbet..
Før vi kørte til hotellet midt i Berlin, var vi forbi messen for at afhente startnummer, og sikkerheden er strammet yderligere op, siden jeg deltog i 2013. Nu kommer man slet ikke ind i nr.afhentningen uden at få armbånd på først, og til selve løbet får man kun adgang til deltagerområdet ved at vise startnummer + armbånd. Begge dele blev også afkrævet ved indgang til startområdet, og jeg så flere, der prøvede at luske sig ind i en hurtigere bås, som blev sendt væk. Ordnung muss sein!
Klog af skade efter halvmarathon for 14 dage siden lagde jeg betydeligt langsommere ud, og ved 21,1 km var heller ikke så hårdt ramt som i København. Men den manglende træning slog selvfølgelig igennem, helt som ventet. Omkring 23-30 km havde jeg psykisk krise. Ikke så meget om jeg skulle udgå eller fuldføre, men mere omkring "der var langt igen" og "jeg havde jo ikke trænet". Jeg vidste på forhånd, at hvis jeg skulle fuldføre, måtte jeg trække på min erfaring fra tidl. løb, både marathon og ultraløb. At jeg kunne fuldføre ved at tage det roligt. At jeg har viljen til at komme igennem kriser. At jeg løber meget økonomisk, så jeg i det mindste ikke skulle tænke over, hvor jeg kunne spare energi. Da jeg nåede 30 km, fik jeg mere ro i sindet. Ikke at det blev lettere at løbe, sådan rent fysisk, men mentalt begynder jeg altid at tælle ned fra 30 km. 12 km - 11 km- 10 km.... 1 km ad gangen, og pludselig står der 41 km og så 42 km på skiltene :-)
Det var flot vejr. Egentligt ikke for varmt. 13 grader ved starten kl. 09, men en stor del af ruten ligger i sol, så det blev stadig en varm tur, og jeg havde ondt af de løbere, der baserede deres påklædning efter morgentemperaturen, for det må have været ulideligt at løbe i lange tights eller langærmet trøje. Da jeg vidste, det ville blive en meget lang tur, havde jeg på forhånd bestemt, at jeg skulle i alle depoter, både de store hver 5. km og de små, hvor der kun blev serveret vand, også hver 5. km mellem de store depoter. På trods af dette var jeg alligevel lidt utilpas efter løbet og måtte ligge 10-15 minutter på græsset, før jeg fik hentet mit tøj. Jeg var ikke dårlig, men bare lidt tilpas pga. varmen og selvfølgelig også anstrengelsen. Tiden blev som fortjent: 04:19:38. Normalt løber jeg helst under 4 timer, men denne gang var jeg fint tilfreds med at komme under 4.30 timer. Jeg må nok bare på den igen til næste år.. :-)
Resultat inkl. 5 km tider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar