Det vil være at lyve, hvis jeg skrev, at jeg havde glædet mig til at være tilbage i konkurrence i dag, også selv om der kun var tale om 12 km!
Det er 5 uger siden, jeg knaldede lilletåen ind i en dørkarm, og det har været minimalt, hvad jeg har fået trænet i skadesperioden. Som bekendt klippede jeg hul i en løbesko, men den efterfølgende voldsomme hævelse af forfoden lagde igen en dæmper på at starte op for tidligt.
Men i dag kom jeg for første gang i et par helt almindelige løbesko igen :-) Det var lidt tvunget af den omstændighed, at jeg er tilmeldt Frost Cup gennem Novo Gruppens Løbeklub med gratis startnummer, og hvis jeg udebliver fra mere end 1 ud af 5 løb, skal der betales 100 kr. pr. manglende løb. En meget fair ordning, der sikrer, at man ikke tilmelder sig alverdens løb (vi får tilbudt 70-80 løb pr. år), men ikke stiller til start.
Jeg er tilmeldt 10 km-distancen, men lige netop i dag havde arr. valgt at "tilbyde" 2 ekstra km, så vi skulle løbe 2 x 6 km med 3 stigninger pr. omgang. Jeg lover jer, at jeg troede, jeg skulle dø, da jeg ramte den sidste bakke lige før 10 km! Dér slog den manglende kondition igennem, men de sidste 2 km blev dog hevet hjem med en sluttid 1:06:25, hvilket rækker til en 10. plads i klassen Dame 50+.
Næste løb er d. 14/12 i Herlev.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar