"Er du ikke stoppet som ultraløber?"

D. 27. april annoncerede jeg mit farvel til ultraløb, så det er vel meget passende, at det bliver d. 27. november, at jeg officielt annoncerer, at jeg vender tilbage til ultraløb i 2015. 

Der er stadig mange, der ikke har hørt, at jeg blev tilmeldt Thames Path 100 i begyndelsen af august, og jeg bliver derfor gang på gang konfronteret med ordene "Er du ikke stoppet som ultraløber?" Jo, det var jeg! Fuldstændigt! Helt og aldeles færdig med de lange distancer! Altså lige til jeg indså, at jeg er ultraløber helt ind i hjertekulen, og selv om jeg holder meget af at løbe marathon, så er det ultraløb, der for alvor sætter brand i drømmene.

Fra d. 27. april: Dette er imidlertid ikke den vigtigste "annoncering" i dag. Det bliver, at jeg efter mange og svære overvejelser vælger at stoppe som ultraløber. Helt sikkert for i år og med stor sandsynlighed permanent, men man skal jo aldrig sige aldrig. 

Det blev kun til 1 ultraløb i år: Espoo i februar, så jeg fik ret i, at der ikke kom flere løb i år. Godt jeg fik taget et forbehold for, at beslutningen var permanent :-)

For mig er at løbe ensbetydende med at løbe langt. Ikke i det daglige, men som mål med træningen. Jo, 10-15 km på en grå hverdag er langt for hovedparten af løbere, men for mig er det også en slags terapi. Jeg har løbet boblende af glæde, nedbrudt af sorg, ulykkelig af savn. Betydningsfulde ting er blevet gennemtænkt, og store beslutninger er truffet på træningsture. Der er også mange ting, der bliver aldrig til noget, for når jeg igen bliver ramt af "hverdagens fornuft", så er det sjældent helt så let, som når en idé plantes i løbets eufori. Det er nok det kick, jeg har savnet allermest: de talløse dagdrømme.