Jeg fik mit fix

Før jeg skriver om marathonløbet i går, vil jeg fortælle, at jeg i dag har været til en samtale hos Peter Basse, Københavns Privathospital. Jeg spurgte igen, om jeg må løbe? Jeg spurgte også direkte til marathon og ultraløb. Og svaret var "Ja, løb alt det, du vil" Han fortalte, at der er ingen evidens for, at min bruskskade eller nedsunken forfod bliver forværret af at løbe. Smerterne vil sætte en naturlig grænse for hvor langt jeg løber under træning. Så jeg er ikke grounded, og jeg har ikke gjort noget "forkert" ved at løbe marathon i går. Det er ikke usædvanligt, at forløbet er så langt, og jeg er bare utålmodig. 

Tilbage til HCA Marathon: Selve løbet gik godt de første 24 km. Mit mål var, som altid, at løbe under 4 timer. Hvorfor aner jeg ikke, men det er bare den tidsgrænse, jeg har sat for mig selv. Denne gang var jeg dog realistisk nok til at vide, at det nok ikke ville ske, men håbet er jo evigt grønt. Jeg kan se, at min off. tid for halvmarathon er 1.58.04, hvilket indikerede, at det måske alligevel ville gå. Men efter 24 km begyndte jeg at få mere ondt. Indtil da havde jeg kunnet mærke hvert venstre fodtrin, men da det var et acceptabelt niveau og ikke blev værre på 1. omgang, valgte jeg at forsætte. 

Tanken om at gå de 3 km tilbage til start faldt mig overhovedet ikke ind. Her satte ultraløberens stædighed nok ind, og jeg tænkte "du har løbet både længere og med flere smerter før, så selvfølgelig kan du forsætte til mål" Og det gjorde jeg, men meget atypisk blev mit løb kombineret med at gå. Ikke fast, men når det blev en tand for pinefuldt, hjalp det at gå et par min. Det var som om at nervebanerne faldt lidt til ro. 

Jeg skal lige fortælle, at jeg inden start havde valgt at tape min fod op. Mine Supersole har aldrig virket godt i løbeskoene, så dem bruger jeg kun på arbejde, og at løbe på smertestillende medicin er selvfølgelig udelukket.

Noget, der i høj grad hjalp mig igennem løbet, var de mange hilsner og knus, jeg fik undervejs. Tænk at der var adskillige, der ville sænke deres tempo for lige at høre, hvordan det gik. Det gjorde mig glad helt ind i knoglemarven og gav lige det sidste mentale skub til at fuldføre. Og (det næste lyder ikke så pænt, men det er ærligt) så hjalp det også lidt, at jeg så et par løbevenner, der også havde en lang og hård dag på kontoret. Løbere, jeg har stor respekt for. 

Det er selvfølgelig ikke kun skaden, der er skyld i det ujævne løb. Den manglende mængdetræning har bestemt en stor del af skylden. Det er der ingen tvivl om! 

Bottom line: Jeg kan igen kalde mig marathonløber, og jeg fik mit fix :-)

Et tip vedr. overnatning i Odense: Jeg havde lejet en hyggelig lejlighed i et af de gamle huse. Ca. 500 meter fra bymidten og alligevel helt roligt. Lejligheden lejes ud af Niels, der tidl. bl.a. har været fjeldtursfører i Norge. Der ligger sikkert nogle gode historier der. Fredensgade 33 kan varmt anbefales.