Forventningens pres

Så er efterårstræningen startet, og hvad er bedre end at begynde med en tur rundt om Furesøen? Jeg kender i hvert fald ingen bedre måde. 2 timers løb som ind imellem føltes lidt hårdt, og de 5 kuperede km gennem Nørreskoven virkede noget længere end vanligt, men det er kun et spørgsmål om tid, før det føles godt igen - håber jeg!

Selv det er lidt køligere end i Berlin (min sjæl er ikke kommet hjem endnu), så var det alligevel for varmt til knætights og langærmet trøje, og uden væske på turen blev jeg lidt utilpas, efter jeg var kommet hjem.

Alligevel er det snart tid til at bestille tøj fra Newline´s efterårskatalog og jeg har fået ok til at bestille fra Imotion-serien denne gang. Jeg er født uden et shopping-gen, og mode interesserer mig meget lidt, med mindre vi taler om løbetøj. Så går jeg amok, og her handler det om begrænsningens kunst, når jeg sender min ønskeseddel til Newline. Til firmaets store ros skal det siges, at de aldrig har spurgt, om jeg virkelig har behov for så meget tøj. Til gengæld kan jeg ærligt sige, at jeg aldrig løber i andre mærker, fordi jeg stadig synes, at de laver det bedste tøj til mig. Vi er bygget forskelligt, og vores behov for beklædning er forskelligt, men lige netop Newline rammer mig perfekt, og det gør jo ikke tingene nemmere, når der skal vælges tøj til de kommende måneder! Det er nok mest en pigeting ;-)

Under løbeturen tænkte jeg meget over forventningens pres. Det pres som jeg lægger på mig selv før en konkurrence. Egentligt er det mærkeligt, at jeg er så fintfølende overfor dette punkt, for det ændrer jo ingenting for andre end mig, om jeg laver et godt resultat eller falder igennem. Går det godt, vil de fleste jeg kender glæde sig på mine vegne, og går det dårligt, er mange venlige til at komme med opmuntrende ord. Jeg er dog selverkendende nok til at vide, at der er ultraløbere, der ser rødt, når de læser/hører mit navn, og måske ligger kimen her: de skal ikke have tilfredsstillelsen at se mig fejle! Ikke at jeg hører fra dem. Det er kun i mit hoved, at de gnider hænder og gækker ha ha ha. Men hvem kender ikke problemet, at man hører ikke de anerkendende ord fra 100, men højlydt de negative ord fra en enkelt. Mental træning er en løsning, men at ændre tankegang er for mig sværere end at træne til et 24 timers løb. Jeg har flere gange overvejet at få vejledning til at tackle problemet, men stopper altid ved tanken om, at jeg er jo ikke professionel, skal ikke leve af løb, og det er at skyde gråspurve med kanoner.



Tal om at lægge pres på sig selv!
Kronprinsen stillede op til Ironman Copenhagen med Dannebrog på ryggen. Så er man
ikke til at overse, men at udgå var vist under alle omstændigheder en umulighed for ham :-)