lørdag den 30. april 2016

Salomon Trail Academy

Salomon Trail Academy afholder arrangementer målrettet trailløb, men efter min mening kan asfaltløbere, som jeg selv, sagtens deltage.

Det blev skudt i gang i torsdags med et foredrag fra en af verdens bedste, kvindelige trailløbere Emelie Forsberg, og nu følger 4 workshops om valg af trailsko, styrketræning for trailløbere, udstyr til trailløb samt sportsernæring til trailløb. De afholdes i henholdsvis Jylland og på Sjælland, og man kan tilmelde sig udvalgte workshops.
Workshops inkl. link til tilmelding 


Personligt ville jeg gerne have deltaget i de 2 arr. om styrketræning og sportsernæring, men desværre ligger de begge i min uger med aftenvagt.

Og nu, hvor jeg er ved trail, så afholdes DM Kort Trail som bekendt i Viborg d. 10. september. Denne rute er netop blevet offentliggjort dog med forbehold for små justeringer. DM Kort Trail 25 km


Husk at sidste chance for at deltage i lodtrækningen om Zebla Sportsvask og Lugtfjerner er i morgen kl. 12.00 :-)

fredag den 29. april 2016

Nyt fra ultra-verdenen

Jeg beklager, at bloggen har været ramt af tavshed i den sidste uges tid, men der har været sygdom i familien. 

Lidt nyheder fra ultra-verdenen:
En af de "gamle" indenfor ultraløb, fra før det blev "det nye sort" i langdistanceløb, er Søren Raarup. Jeg har altid været vild med Sørens lidt skæve indgang til ultraløb. Mens flertallet følger gode råd fra venner og fra nettet, prøver Søren masser af ting af på egen krop, og nogle virker mere logiske end andre. Det dejlige ved Søren er, at han ikke er bleg for at dele sine erfaringer med andre, og af samme årsag har Søren en meget stor bekendskabskreds indenfor ultraløb. Derfor er vi mange, der lige nu følger hans indsats i New York, hvor han løber det sidste døgn af det ufattelige 10 dages løb! Jeg har løbet et enkelt 6 dages løb, og det var mentalt meget hårdt, så jeg kan næsten ikke rumme tanken om 10 dage.. Men Søren - han kan! Og han gør det fremragende! Efter 226,5 timer af 240 timer ialt (simpel matematik) ligger han på en solid 3. plads med 1049,7 km, og på dag 6, 7 og 9 har han løbet længst af alle. 
Daily Race Standings 1 lap = 1 mile (1,61 km)

I midten af marts deltog Søren i et 6 dages løb i Athen, hvor han løb 669,760 km, så det er helt utroligt, at han nu har passeret 1000 km grænsen på 10 så kort tid efter. "Restitution" findes åbenbart ikke i Sørens ordbog :-)
Sørens tidligere resultater indenfor ultraløb

Ultralandsholdet:
Der er udtaget en bruttotrup til VM i bjergløb d. 18. juni i Slovenien. Siden denne artikel blev bragt af Dansk Atletik Forbund, er Luise Sønder også udtaget. Desværre har Dorte Dahl, der blev bedst placerede danske kvinde ved sidste års VM Ultratrail, efter udtagelsen meldt fra pga. en skade i baglåret. En meget uheldigt fald på et fortorv medførte flere muskelfiberoverrivninger, og der venter en længere genoptræning foran. Dorte håber dog at blive klar til VM Ultratrail i oktober.
Bruttotruppen:
  • Laura Marie Jørgensen Hulgaard, Viking Rønne
  • Luise Sønder, Givskov Løb
  • Jesper Noer, Blovstrød Løverne
  • Simon Grimstrup, Silkeborg OK
  • Christian Grøn Nørfelt, Blovstrød Løverne
  • Andreas Carlsen, Tejn IF
  • Søren Rasmussen, Viborg Atletik & Motion

  • HUSK at det stadig er muligt at deltage i lodtrækningen om et sæt Sportsvask + Lugtfjerner fra Zebla :-)

torsdag den 28. april 2016

Konkurrence

Jeg er sat på et meget forsigtigt program af Jesper. Mere forsigtigt end jeg selv ville vælge, men det er for at være helt sikker på, at mit knæ er 100% i orden igen, så jeg ikke trækker den med ind i den krævende del af min træning, der først starter til juni. Indtil da er der tale om langsom stigning i de ugentlige km samt korte distancer, når vi taler om løb. Bare jeg kan overholde det..

Som bekendt er jeg så heldig at være sponseret med vaskemidlet Zebla Sportsvask fra Zebla, og jeg er meget begejstret for produktet. 
Nu har Zebla tilbudt, at 2 læsere kan vinde 1 sæt bestående af 1 stk. Zebla Sportsvask med eller uden parfume + 1 stk. Zebla Lugtfjerner der fjerner lugten i sure løbesko. Spray og stil i frisk luft natten over, og så er lugten væk. Det er min erfaring.

For at deltage i konkurrencen skal du sende en mail med en kommentar, om du ønsker Sportsvask med eller uden parfume, hvis du vinder. 
Skriv til maybritt3460@gmail.com senest søndag d. 01. maj kl. 12.00, hvor jeg trækker 2 vindere. 

 

søndag den 17. april 2016

Jeg løber igen

Jeg løber igen! 4 km i går og 6,3 km i dag. Det går klart bedre, og det føles nærmest som et stort blåt mærke på indersiden af knæet. Ingen direkte smerte længere.

Så i den kommende uge skal træningsplanen justeres, så jeg kan starte "rigtigt" op igen fra uge 17. Indtil da har jeg fået en meget stram plan primært med 5 km roligt løb, 1 enkelt 10 km samt et par hviledage. Hellere starte lidt for forsigtigt op end for hurtigt.

torsdag den 14. april 2016

Hos lægen

Der var gode nyheder hos lægen i dag. Egentligt vidste jeg godt, at det ville være sådan, for selv om jeg indtil tirsdag aften stadig ikke kunne køre bil uden voldsomme smerter,  har de været kraftigt aftaget sidste 2 dage.

Lægen hev, drejede og trykkede på knæet, og hun konstaterede, at der ikke er tale om en knæskade, men om små rifter på ligamenterne, der løber på indersiden af knæet, svarende lidt til en lille fibersprængning. Så hun regner med, at jeg kan løbe igen om få dage :-)

mandag den 11. april 2016

Den kedelige tavshed

Der har været stille på bloggen, fordi jeg igen er skadet :-( 

Jeg har været ualmindeligt uheldig, da jeg kastede mig hen over min seng, fordi jeg lige skulle have fat i noget i den anden ende, og desværre landede jeg skævt på mit højre knæ med en skarp smerte til følge, og umiddelbart efter kunne jeg ikke strække benet ud og knapt støtte på det. Det skete forrige søndag, og selv om det er blevet bedre, er det bestemt ikke godt endnu. Især er det meget smertefuldt at køre bil. Smerten bliver fremprovokeret af den bøjning, jeg har i knæet, når jeg kører. Jeg valgte at se tiden lidt an, men nu har jeg fået tid hos lægen på torsdag.

Den pågældende søndag var ellers startet godt med deltagelse i Grevinde Danner Løbet i Jægerspris, hvor jeg løb halvmarathon. Løbet gik fint (men der var jeg jo heller ikke skadet) og jeg blev nr. 4 i min aldersklasse (40 deltagere) og nr. 5 i kvindeklassen (61 deltagere) i tiden 1:47:30 

Siden den dag har jeg ikke løbet en eneste meter, men det er heller ikke det vigtigste i mit liv. Her er til gengæld én, der er :-)