tirsdag den 22. marts 2016

Træningsplanen

Så er min træningsplan lagt frem til midten af september i samarbejde med Jesper. Normalt, når man får lagt en træningsplan, får man en oversigt over alle ugens træningspas inkl. et tempo, der skal løbes i. Sådan er det ikke med min træningsplan.

Min plan er lagt med et forventet antal km pr. uge inkl. distance for ugens længste pas. I denne uge hedder træningen: 60 km inkl. 20 km lang tur. Så er det op til mig selv at fordele turene med distance og tempo, og dermed kan jeg løbe tempo de dage, hvor jeg kan mærke at kroppen er klar til tempo, mens jeg kan tage de rolige ture, når jeg er mindre oplagt. 

Ugens lange tur kan lægges, så det passer ind med arbejde og andre planer. I denne uge bliver det f.eks. formodentligt fredag, fordi jeg ikke får løbet på torsdag, da jeg skal på tur til Jylland og se mit nye barnebarn. Så bør jeg være frisk til en lang tur dagen efter. 

Jeg elsker den frihed det (i manges øjne) løse program giver mig. Det har virket før, og netop fordi Jesper kender mig godt løbemæssigt, kan han styre den frie planlægning. Jeg har hørt godt efter i timen, da han "lærte mig op" som ultraløber i 2007, og de råd jeg fik dengang, bruger jeg stadig. Gennem mange træningstimer har jeg lært at kende signalerne fra min krop: hvornår den trænger til hvile, hvornår den ligger på kanten af overbelastning, og hvornår den er frisk til en hurtig tur. 

Regnskabets time er om søndagen, når jeg skal indberette ugens km, hurtigste tur, længste tur samt en kort stemningsrapport. Det vil sige, om jeg har overskud, har ondt, er træt osv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar