tirsdag den 19. januar 2016

Spry Running Vest

De, der følger mig på Facebook, ved at den stilling, jeg startede i d. 1/10, ikke lever op til mine forventninger, og derfor skifter jeg arbejdsplads pr. 1/3. Stadig Novo Nordisk, men fremover i Kirke Værløse. Det ligger tættere på min bopæl, faktisk i en perfekt løbeafstand. Jeg løb turen i dag, og der er 8,5 km i direkte linje og med store muligheder for at gøre turen længere på vej hjem f.eks. ved at løbe rundt om Furesøen, og det vil jeg helt sikkert benytte mig af, når jeg starter. 


Jeg har nogle ting, jeg skal have med på arbejde inkl. en tør trøje til hjemturen, og da jeg føler, at min CamelBak er lige i overkanten til det brug, har jeg valgt at købe en Spry Running Vest hos The Good Karma Company. 

Den har en åben lomme med plads til en flaske på de dage, hvor jeg tager en lang tur hjem + en lukket lomme til nøgle, mobil mm. Lommen bagpå kan indeholde en blære på 1 liter (følger ikke med, men det har jeg i forvejen)og lukkes midtpå med en magnet. Jeg skal nok komme med en anmeldelse, når jeg har prøveløbet vesten.

Jeg glæder mig af flere grunde til at skifte job, men især 1 grund vil jeg nævne: Lige nu arbejder jeg i et klassificeret område, og det betyder, at hvis jeg skal på toilettet eller skal spise, skal jeg klæde om / tage rent arbejdstøj på. Det betyder, at jeg drikker minimalt samt kun får mad, når jeg har frokost og kan forlade afd. for at gå i kantinen. Det er absolut ikke optimalt som løber!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar