Det går rigtig godt med foden. Så godt at jeg tør lægge store planer for sæsonen. Kombinationen af fysioterapi og indlæg i skoen ser ud til at få bugt med de sidste symptomer fra min fod.
Jeg er som bekendt meget glad for at træne efter Claus Hechmanns program, og derfor valgte jeg at tage kontakt til ham, om det er muligt at bruge den nye online løbeklub Hechmann Running som ultraløber? (Linket virker med info, men klubben starter først 1/5) Jeg ved, at han træner ultraløbere, men spørgsmålet er, om det nye tiltag er beregnet til marathon og kortere distancer, men heldigvis fik jeg et positivt svar tilbage, at han gerne vil påtage sige opgaven med at gøre mig klar til 24 timers løb i efteråret.
Ja, jeg løber lige et enkelt 24 timers løb mere ;-) Jeg har tænkt meget. Været sur, trist og gal efter løbet i Finland sidste år. Været fascineret af andres resultater. Længtes efter at opfylde min oprindelige ultra-drøm med at passere 200 km på et døgn.
Nu gør jeg så forsøget igen! Selve løbet er endnu ikke valgt, men det vil blive i september eller oktober (forslag modtages med glæde) i et udendørsløb.
Og nu jeg er ved andres resultater.. Florian Reus, der blev verdensmester med 263,899 km, er også Newline Athlete :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar