torsdag den 9. maj 2013

YES!

Jeg går rundt med hænderne over hovedet lige nu, for dagens løbetur gik over al forventning. Både søndag og tirsdag måtte jeg nøjes med ½ times løb pga. skinnebenet, men i dag blev det til 2 timer og med langt færre gener.

Desværre er kilen til min sko ikke kommet fra Newline endnu, og da jeg kunne se fornuften i en øget støddæmpning, valgte jeg at finde et par af mit tidl. mærke, som ellers ikke har været i brug længe. De har nemlig stor støddæmpning i hælen. Det viste sig at være en rigtig god beslutning.

Jeg løb i ½ time og tog så et par min. pause for at mærke efter, om jeg havde smerter, og især mærkede jeg efter, om det gjorde ondt, når jeg satte i gang igen. Dette gentog jeg hver halve time, og på intet tidspunkt mærkede jeg en forværring. Faktisk havde jeg mindre ondt end på noget andet tidspunkt de sidste par uger, så nu er jeg sikker på, at det går den rigtige vej.

Det har betydet, at jeg har taget en beslutning og rettet henvendelse til en person omkring min træning. Om det fører til noget, må de nærmeste dage vise, men da jeg ikke vil "jinx it" (vi har vist ikke nogen fornuftig oversættelse af ordet/vendingen), må I vente i spænding på planerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar