onsdag den 15. maj 2013

Første møde med Brian Dåsbjerg

I går aftes var jeg i Parken til koncert med Bruce Springsteen, hvilket kunne ses på dagens løbetest, så I får lige et kort rids af aftenen. Jeg ankom til Parken kl. 18.10 og gik direkte ind i Inner Circle, hvor jeg kom til at stå ca. 10 meter fra scenekanten med perfekt udsyn til The Boss. Jeg har læst, at lyden var forfærdelig pga. det pårullede tag, men jeg kan love jer for, at salen kogte foran scenen! Vi hoppede, sang og dansede fra showet begyndte kl. 20.10 til det sluttede kl. 23.25. Jeg var først hjemme kl. 00.15 og sov ca. kl. 01.


Da uret ringede kl. 07, var jeg tung i hovedet. Ikke fordi jeg havde drukket under koncerten - tværtimod - jeg havde intet drukket, heller ikke vand, fordi toiletbesøg var udelukket (altså i min verden) fordi jeg aldrig ville have fået min gode plads tilbage, og showet kører uden pause.

Morgenkaffen hjalp lidt på energiniveauet, og jeg kom afsted. Jeg har fået lavet en løbetest 2 gange tidl., og jeg kan garantere jer for, at det var ikke noget, jeg så frem til. Det er benhårdt, og I ved, at jeg ikke er så vild med at presse mig selv ;-)

Men efter en kort snak med Brian Dåsbjerg var der ingen vej udenom, for resultatet ville jo være udgangspunktet for den videre samtale. Jeg havde fortalt, at jeg oftest løber 11 km/t, så udgangspunktet blev 5 min med 10 km/t stigende med 1 km/t adskilt af 1 min pause, hvor jeg fik målt blodlaktat. I alt 4 perioder så jeg sluttede med 13 km/t. Efter 5-10 min. pause fik jeg så lavet en maxpulstest.

Læs mere om testen her

For at starte med det sidste så blev maxpuls målt til 185, hvilket passer fint med de 2 tidl. tests, når man tager i betragtning, at maxpuls falder med 1 slag årligt.

Nu udleverer jeg jo ikke alle "fabrikshemmelighederne", men 2 ting kom som en overraskelse for mig:
1. at mit kondital trods den meget svingende træning i et års tid lå på 54,2.
2. Og at det, jeg troede var min comfortzone, slet ikke passede! Som skrevet løber jeg bedst med 11 km/t, men testen viste, at min krop arbejder mest økonomisk på 12 km/t. Det giver godt nok stof til eftertanke!!

Vi fik en rigtig god snak om mine planer frem mod DM, og i særdeleshed om 12RUN der jo stå lige for døren. Det er blevet udnævnt som et eksperimentelt løb, hvor især energiindtaget skal afprøves. Jeg har fået en plan, som jeg skal forsøge at overholde. Det omhandler bl.a. indtagelse af gels, så det skal nok blive interessant!

Nu går Brian i gang med at lave den første 14 dags træningsplan, så den er klar senest på mandag. Derefter skal jeg sende en evaluering ind hver 2. søndag, og så modtager jeg en ny plan i løbet af mandagen, baseret på min evaluering.

HOV! Jeg var lige ved at glemme at fortælle, hvordan koncerten gav sig udtryk gennem testen. Da jeg løb 10 km/t var min laktatprøve langt højere end ved 11 km/t og 12 km/t som et udtryk for, at benene havde været belastet og så blev løsnet op før de hurtigere km :-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar