lørdag den 8. september 2012

Magneter til startnr.

Der er travlhed ved pc´en i dette døgn, for jeg skal selvfølgelig følge med i både Mors 100 Miles og VM.  Begge løb er stadig 'unge', og meget kan ske endnu. Desværre måtte Ole Karlsen trække sig ud af løbet i Limfjorden efter ca. 70 km, hvor han lå på en 3. plads. Grunden foreligger ikke.

Men selv om man ikke løber, kan man godt vinde en konkurrence. Igennem Løbeklubben på Facebook har jeg vundet et sæt sportsmagneter Jeg håber at modtage dem før næste weekends Å-løbet , så de kan blive testet. Jeg er ikke så vild med at løbe med nr.bælte, men det er bedre end de små sikkerhedsnåle, når man skal deltage i løb med tøjskifte. Måske er sportsmagneter endnu bedre?

fredag den 7. september 2012

Mors 100 Miles + kursustilbud

Mens der bliver løbet VM i Polen, finder der også et ganske interessant ultraløb sted i Danmark Mors 100 Miles med 24 løbere på startlisten

Lars Skytte Christoffersen stiller igen til start, kun 2 uger efter 48 timers løbet i Skövde. Lars er gjort af et særligt stof, men jeg tror alligevel ikke, han kan hamle op med den danske mester på 100 km og 24 timers løb Ole Karlsen, der møder op restitueret og målrettet. Ole er god for 100 km under 8 timer, så det bliver spændende at følge, om Carsten Eriksens danske rekord på 14:54:51, sat i 2011, er i fare.

Løberne bliver tracket med GPS under hele løbet og kan følges via dette link

Region Hovedstaden tilbyder igen i år gratis kurser via Kaisport Det er præcis de samme kurser, man skal betale for i DIF, så benyt jer endelig af muligheden, hvis noget har interesse.

Linket til DM 2013 i 24 timers løb Grenaa Løbefestival er nu aktivt. Foruden 24 timers løbet, der også er åbent for løbere, der ikke vil løbe DM, kan man løbe 6 timers stafet, 12 timers løb samt 3 x marathon. Det hele finder sted d. 14.-15. september, hvilket betyder, at det ligger lige efter Mors 100 Miles, men det er snart ikke nemt at finde ledige weekender i den danske ultraløbskalender!

torsdag den 6. september 2012

Ingen workshop til mig

Jeg skulle have været til workshop hos Løberen i går, men jeg manglede overskud, og jeg valgte derfor at blive hjemme. Sygdom hos familiens ældste dræner mentalt. I stedet for valgte jeg at løbe en tur i det gode vejr. Af samme årsag har jeg afsat mit startnr. til søndagens Powerade halvmarathon.

I dag tager ultralandsholdet til Polen for at deltage i VM i 24 timers løb, der starter på lørdag kl. 12. Det er lidt mærkeligt at sidde herhjemme, når jeg oprindeligt var udtaget, men jeg har det fint med det. Selv om jeg igen løber ultraløb, er jeg langt fra i form til at løbe et mesterskab, og jeg har altid haft holdningen, at jeg ikke vil deltage "bare for at være med". Skal jeg løbe VM, skal jeg være i topform og have mulighed for et tilfredsstillende resultat. At tingene så kan falde fra hinanden under selve løbet er en anden sag, men udgangspunktet skal være i orden!

Ved at vælge at løbe 6 dages løb i maj næste år har jeg i den grad sat mig selv udenfor døren i forhold til landsholdet, for det finder sted samtidigt med det næste mesterskab. Da jeg ikke har nogen forventning om at løbe over 180 km på Bislett, giver det såmænd også sig selv, at jeg ikke vil blive udtaget. VM kan muligvis følges her

Der er ikke så meget at juble over i disse dage bortset fra disse værdipapirer :-)

tirsdag den 4. september 2012

Ny træningsplan

Jeg er ved at finde en træningsplan frem mod Bislett i samarbejde med Jesper. Denne gang tager vi en anden indgangsvinkel med mindre træningsmængde pr. uge, for baseret på Skövde ser det ud til, at jeg ikke behøver 140-150 km i top-ugerne. Jeg vil understrege, at jeg jagter ikke 200 km-grænsen på Bislett. Fokus er, præcis som i Sverige, at komme igennem uden skader og med et positivt indtryk af at være i gang i 24 timer igen.

Lige nu bliver træningen kompliceret af sygdom i den nærmeste familie, hvilket kræver, at jeg er andre steder fysisk og mentalt pt. Familien har som altid højeste prioritet, og derfor må jeg her i den akutte fase tage afslappet på målrettet træning og passe løbet ind, som det nu kan.

Stadium har lagt 3 billeder ud fra Midnattsloppet, så dem får I lige med :-)


Før starten og det er bidende koldt!
Nr. 2 fra ve. er Joonas, der desværre måtte udgå efter at være løbet ned.

Det danske team. Desværre mangler 2 løbere, der var gået til omklædning

Det danske og det finske team med vinderchecks

mandag den 3. september 2012

Mere om Midnattsloppet


Her kommer lidt mere om Midnattsloppet i Helsinki.

Vi fløj fra Kastrup ved middagstid og landede i Helsinki kl. 15 lokal tid. Hotellet lå 20 km derfra, lige midt på hovedstrøget i byen. Vi havde hver fået et fint værelse med queensize bed. I foyeren mødte vi for første gang vores team , men bortset fra tiden lige før og efter løbet havde vi ikke så meget kontakt med dem. De havde trænet sammen frem mod løbet, og vi stødte jo bare til under selve eventen.

Kl. 18 var der arr. fælles middag med det finske team, hvilket var rigtig hyggeligt. Jesper og jeg valgte at blande os med det finske hold, der snakkede forrygende godt engelsk, og snakken gik løs. Deres teamleder viste sig at være god for en marathon på 2:57, og dér kunne jeg for alvor mærke Jespers konkurrencegen slå igennem. Desværre skete der det kedelige under løbet, at Joonas blev taklet bagfra af en anden løber og måtte på hospitalet, så den dansk/finske duel (i hvert fald i Jespers hoved) blev annuleret.

Næsten fra vi kom om eftermiddagen, regnede det, og både regn og blæst tog til, som timerne gik. Det var virkelig et frygteligt vejr at løbe i, og vi var gennemblødte, allerede før starten gik. Heldigvis var humøret stadig højt blandt alle de tilmeldte løbere, og undervejs blev vi underholdt af flere musikindslag samt en enkelt sambadansende gruppe. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan de har haft det!! Selv i det forfærdelige vejr var der tilskuere på ruten, som var en lang rundstrækning med 2 væskedepoter undervejs. Som det fremgår af et af de nedenstående billeder, er Helsinki bestemt ikke flad! Da jeg sagde til Jesper, at den måtte betegnes som 'let kuperet', så han vantro på mig og fortalte, at som gammel konkurrenceløber var det en forfærdelig 10 km rute, fordi den var umulig at få en jævnt flow pga. de mange stigninger samt 90 gr. sving.

Pga. regnen var især den første km meget vanskelig. Den foregik på brosten, hvor man virkelig skal passe på, fordi de bliver enormt glatte i regnvejr, og det, sammenholdt med menneskemylderet i begyndelsen, gav et langsomt udlæg. Men egentligt følte jeg, at jeg havde gode ben, især set i lyset af de 91,3 km for 1 uge siden, og jeg var tilfreds, da jeg kom i mål. Jeg blev endnu mere tilfreds, da jeg hørte, at Jesper ikke havde sat mig med de forventede 10 min. eller mere, men 'kun' 8 min. Han løb på 42:01, mens jeg brugte 50:01.

Efter løbet var der fotografering og overrækkelse af checks. Dette skulle være sket på målpladsen, men vi valgte at flytte det til hotellet, der lå 500 m. væk, så det kunne ske i tørvejr. Da alt dette var klaret, og det finske hold taget hjem, gik Jesper og jeg på MacDonalds og fik lidt mad.

Det var ikke blevet til nogen form for sightseeing om lørdagen, så vi stod tidligt op søndag og gik et par timer rundt i den søvnige by. En hyggelig afslutning på en 24 timers sviptur til Finland :-)



Jesper var med som min gæst, og løbet var et gensyn med
Finland, som har en stor plads i hans hjerte.
 
 
Et foto over start/mål-området dagen derpå.
Aftenen før var der fyldt med løbere i blå T-shirts, der fungerede som startnr.
 
Dette er ikke fra selve løberuten, men det viser meget
godt hvor kuperet gaderne er i Helsinki

Dagen efter løbet lå der stadig kæmpe vandpytter

Efter løbet og afsked med de finske værter smuttede Jesper
og jeg en tur på MacD, mens resten af teamet gik på bar

Helsinki Domkirke

Lige bagved domkirken lå en lille russisk kirke.
Den var lige så overdådig som en katolsk kirke

og meget præget af sølvbelægninger på alting. 

Parlamentet



søndag den 2. september 2012

Midnattsloppet Helsinki

Puha, det blev en meget våd tur til Finland! Det regnede hele lørdagen, og det stod ned i stænger lørdag aften, da vi skulle til startområdet, og for at genere løberne mest muligt var det tilsat en god vind!

Jeg skal nok komme med en længere beretning senere, men jeg skal snart i Farum Park til fodbold, så jeg vil bare nøjes med at skrive, at jeg løb den kuperede rute i tiden 50:01, hvilket rakte til en 2. plads ud af 178 kvinder i aldersklassen 50-54 år samt en 123. plads ud af 4083 kvinder samlet.

Desværre løb det finske team med de 2000 euro, mens vores 1000 euro bliver doneret Scleroseforeningen. Dette blev valgt ud fra, at en af holdets andre løbere kendte til sygdommen gennem en ex-kærestes mor, der var hårdt ramt af sygdommen, samt at min stedsøster for en del år siden fik diagnosen.

fredag den 31. august 2012

Programmet i Helsinki

I morgen drager Jesper og jeg til Helsinki for at deltage som en del af Stadiums 'SOC Running Team' i konkurrencen om at vinde over et tilsvarende finsk hold. Præmien består i, at holdet med den bedste gennemsnitstid kan donere 2000 euro til enten Børnecancerfonden eller Scleroseforeningen, mens det tabende hold får lov at donere 1000 euro.

Jeg har modtaget et program, der ikke overlader meget tid til at være turist:
Lørdag:
12.25 Departure Copenhagen airport
15.00 Arrival Finnish airport
15.30 Transfer to Helsinki from airport
16.00 Hotel Marski
18.00 Dinner Hotel Marski. Meet in the reception
20.00 Transfer to the race. Meet in the lobby. All  participants get their numbers and starting kits
21-22.30 Photographing and filming before, during and after  the race
22.30 Give out winning checks to teams
22.40. Photographing teams with winning checks
23.00 Transfer (if needed back to hotel)
Søndag:
11.00  Transfer to Helsinki Airport
12.55 Departure
13.35 Arrival at DK Airport

Sightseeing kommer vist mest til at bestå af den 10 km løbetur rundt i byen. Billeder fra turen følger naturligvis.

torsdag den 30. august 2012

Bislett snart udsolgt

Nu er der kun 8 pladser tilbage! 5 danskere er tilmeldt: Niels Høg Henriksen, Anne-Mette Lindgaard, Jacob Vestergaard, Jannik Bjerregaard Trinderup og så selvfølgelig mig :-)
Skal du med?? Tilmelding sker her
KL. 12.15: 4 PLADSER TILBAGE! Endnu en dansker på startlisten: Christian Madsen.
KL. 13.10: Udsolgt og der tegnes ikke venteliste.

Udstyr til 12 timers løbet

Hvor meget udstyr bruger man på et 12 timers løb? Personligt har jeg ikke meget med, for efterhånden har jeg lært, at det ikke er nødvendigt at proppe kufferten med hele løbegarderoben.

I Skövde brugte jeg flg: Kl. 18 startede jeg ud i en tynd langærmet trøje , knætight, Compressport tubes, Compress Socks (dem med dots) samt mine mængde træningssko fra Newline.



Efter et par timer, da det blev lidt køligere, tog jeg en vest over trøjen. Det var knapt så behageligt, fordi den sorte trøje var fugtig af sved, og jeg fik derfor hurtigt skiftet til en ny langærmet trøje . Næste gang vil jeg huske, at jeg ikke tager et nyt lag udenpå et fugtigt, men lige skal skifte trøje først. Da småregnen satte ind første gang (den kom i små doser hen over natten) smed jeg vesten og tog en jakke på, som jeg også afsluttede løbet i.


Det eneste ekstra udstyr, jeg brugte, var et engangsregnslag, når det var nødvendigt, så det røg af og på 4-5 gange. Tights, tubes, strømper og sko blev ikke skiftet undervejs.

Tubes fungerede upåklageligt! Jeg skal altid bruge ½ times tid til at vænne mig til den stramme fornemmelse på underbenet, men derefter gik det fint, og efter løbet har der overhovedet ikke været ømhed eller træthed i læggen.

Strømperne sad, som de skulle under hele løbet. Nogle gange har jeg oplevet, at andre mærker krøller eller glider lidt ned undervejs, men det var intet problem her og har heller ikke været det under træning. Om dots´ne stimulerer blodgennemstrømningen, som der står i beskrivelsen, ved jeg sørme ikke, men i hvert fald slap jeg uden mere end en enkelt vabel, og den sad mellem to tæer, et sted uden berøring af strømpen, så det skyldes nok nærmere friktion mellem de to tæer.

Jeg havde naturligvis pakket et par ekstra sko (som jeg rejste i), strømper og tights, men det blev ikke brugt. Mere tøj havde jeg faktisk ikke med.

Foruden tøj og sko havde jeg Saltsticks med, som jeg tog ca. hver 2. time.

Af egen forplejning havde jeg kun taget Winforce Energy Complex , som jeg havde fået mulighed for at teste, samt de kendte gels fra High 5 med. De alm. gels kender de fleste, mens Winforce, som noget nyt, snart kan fåes på det danske marked. Jeg har altid haft det utroligt svært med gels og barer. Jeg kan næsten ikke få det ned! Derfor lød det rigtig godt, at Winforce kun behøver at blive indtaget 1 gang i timen modsat gels, der skal tages 2-3 gange i timen. Winforce er ikke flydende som gels, men mere bastant uden at være fast som en bar. I følge anbefalingen skal man indtage den første efter 1½ time og derefter 1-2 stk/timen. Jeg tog derfor 1 efter 16 km, og det gik fint. Nr. 2 efter 26 km gik også ok, men nr. 3 efter ca. 36 km nærmest voksede i munden på mig, og derfor fik jeg aldrig brugt nr. 4. Meget ærgerligt, fordi jeg følte, at det gav tilstrækkelig energi, når jeg (som anbefalet) drak energidrik samt vand ved siden af. Produktet gav heller ikke maveproblemer. Jeg havde håbet, at jeg havde fundet en løsning på mit gel-problem, når jeg kunne nøjes med indtag 1 x time, men nej - jeg du´r åbenbart ikke til den slags. Jeg indtog derfor kun energidrik, vand, cola samt lidt chips de efterfølgende timer og afslutningsvis en enkelt High 5 efter 11 timer for at få mere energi til den afsluttende time. Nå ja og så lige den ristede hotdog og parisertoast som omtalt i går :-)

tirsdag den 28. august 2012

Mod næste mål

Da jeg besøgte Jesper på vej hjem fra Skövde var planen, at vi skulle have snakket lidt om 'hvad nu?', men når man netop har stillet løbeskoene efter 12 timers natløb, kan interessen for næste løb ligge på et meget lille sted! Derfor blev der fortrinsvis snakket om 6 dages muligheder i 2013, bl.a. et løb på en racerbane i Frankrig, og Jesper elsker F1 :-)

Efter en god nattesøvn er modet på et nyt løb dukket frem, måske fordi jeg ikke rigtigt har trænet til 12 timers løbet og dermed ikke er kørt træt i træningsplaner og fokus på et mål. Jeg kender en del løbere fra Norge og Sverige, herunder nye bekendte mødt i Skövde, der skal løbe på Bislett. Desuden passer løbet godt i mine planer frem mod 6 dages løbet i foråret, og derfor bliver det dér, jeg vælger at løbe næste gang. Fly, hotel og startnr. er købt, og nu skal der laves træningsplan. Udgangspunktet bliver naturligvis 12 timers løbet, og jeg venter et oplæg fra Jesper i dag eller i morgen.

I dag har jeg tænkt meget over, hvor priviligeret jeg er ved at bevæge mig i ultraløbernes verden. Især når vi taler om de længere distancer som f.eks. 24 timers løb, er der et venskab på tværs af landegrænser, præstationsniveau og social status. Der er en stor imødekommenhed og hjælpsomhed blandt disse skøre ligesindende.

Et eks. fra den forgangne weekend: Jeg taler lidt med Alan Young, der, som jeg tidl. har skrevet, var hjælper for William Sichel med de 58 verdensrekorder. William går i depot og spørger straks, om Alan vil præsentere mig? Af naturlige årsager er der ikke meget snak under selve løbet, men da jeg tager hjem, råber William, der stadig er i gang med 48 timers løbet, farvel og at han håber, at vi ses til 6 dages løb næste år. Her er vi alle lige, verdensrekorder eller ej :-)

Servicemeddelelse:
Hvis du ikke fik set indslaget i søndags, er her et link til Jesper i GO´ weekend DK

mandag den 27. august 2012

Skövde Ultrafestival 12 timers løb


 
Det er aldrig let at gå i gang med en beretning om et løb, heller ikke selv om det er gået godt. Ser man alene på resultatet, så er 91,301 km ikke imponerende på 12 timer, men efter næsten 2 års fravær på ultradistancerne er jeg superglad for ikke at skulle nøjes med lige at kravle over de 50 km. Især efter min ankelskade og forkølelse (som stadig lever og har det godt!) med minimal træning og ture på max. 20 km, var jeg selv spændt på, om jeg overhovedet ville være i stand til at klare løbet.

Jeg skrev tidl., at jeg ikke havde noget mål med løbet, andet end at tjekke om ultrahovedet stadig fungerer mentalt, men selvfølgelig havde jeg en forestilling om, hvor langt jeg kunne nå. Jeg satsede på, at 60 km på 12 timer trods alt var indenfor rækkevidde, mens jeg håbede på 70 km. At det blev til 91,3 km og med hovedet intakt undervejs, er jeg bare SÅ lykkelig for.

Naturligvis gik det bedst i begyndelsen, hvor jeg løb meget jævnt på 5:30/km i et 'løbetog' med 2 svenske løbere fra Västerås. Vi løb vel sammen en times tid på rad og række uden at sige et ord, og kæden blev kun brudt, fordi jeg gik i depot. Dumt, men der skal jo tankes op!

Derefter var jeg på egen hånd resten af løbet, og jeg begyndte at sætte mig delmål undervejs. Først mål var om jeg stadig kunne løbe marathon på grundformen. Et spørgsmål som jeg selv rejste for nyligt. Det blev så ikke helt sammenhængende, for efter 3.45 blev der budt på en ristet hotdog fra arr., og den er altså ikke til at spise i løb!

Dernæst gik jeg efter ultragrænsen på 50 km, som jeg nåede efter 5:34:39. Derefter gik der lidt opløsning i projektet et lille stykke tid. Fordi der ikke var en nogenlunde fast plan før løbet, gik der pludselig lidt kuk i hovedet, indtil jeg fik taget mig sammen og sat næste mål, som hed 60 km. Derefter tog jeg det 5 km ad gangen. Efter ca. 10 timer lå jeg på 76 km, og så blev det sidste mål sat: 14 km og dermed 90+ km. På dette tidspunkt gjorde det såmænd også mere ondt at gå end at småløbe, så der var næsten ingen vej udenom ;-)

Depotet var ikke et overdådigt bord, som man ser ved nogle danske løb, men der var præcis, hvad man har brug for: vand, cola, kaffe og energidrik som væske samt salte ting som chips, peanuts og saltstænger. Desuden var der banan, appelsin og vingummi. Desuden var der varm aftensmad til 24 og 48 timers løberne. På 12 timer fik vi hotdog ved 22-tiden og parisertoast ved 02-tiden.

Vejret var nogenlunde. Vindstille, men også lidt småbyger undervejs, så regnslaget måtte frem. Til gengæld fik 48 timers løberne en ordentlig skylle, mens jeg var i bad efter løbet. Det stod ned i stænger ½ times tid :-(

Der kommer nok lidt flere tanker omkring løbet de kommende dage, men lige nu er jeg stadig træt i hovedet og vil slappe af før nattevagten. Spørgsmål er velkomne via kommentarfeltet :-)

Til sidst kommer nogle billeder:



Først forplejningsteltet, dernæst Y. Kouros tøjtelt (man er vel
stadig verdensstjerne, selv om man har toppet) + et TV, så man
kunne følge sit og andres resultat løbende, og man kan sagtens
fange det i farten. Det går jo ikke så stærkt ;-)

Tøj og egen forplejning kunne opbevares på skiftebænken
Her ses Alan Young, der var crew for W. Sichel



Der blev skiftet løberetning hver 6. time.
Det foregår som vist på billedet



Lars Skytte Christoffersen 326,011 km

René Vang Hansen 293,691 km

Søren 'RaSor' Raarup 228,257 km

Morten Rasmussen 173,900 km

Serge Girard 274,491 km

William Sichel 303,691 km


Yiannis Kouros 371,500 km
 
I fuld fart og stadig smilende
Foto: Søren Raarup


Pyha, så er det slut! 91,301 km på 12 timer.
Jeg er meget tilfreds med resultatet efter min lange skadesperiode,

og efter næsten 2 år kan jeg igen kalde mig ultraløber :-)
Foto: Søren Raarup

søndag den 26. august 2012

Back in the game :-)

91,301 km er ikke imponerende på 12 timers løb, men set i lyset af min lange skadesperiode med efterfølgende forkølelse er det forrygende, i hvert fald i mine øjne, og det er jo det vigtigste ;-)

Jeg skal nok skrive meget mere i morgen, når jeg er tilbage i Danmark. Lige nu vil jeg bare fortælle, at alt gik godt (langsomt, men godt ;-) ), og jeg mærkede intet til mine tidl. skader. Benene er dog temmeligt ømme pga. de manglende lange træningsture.

lørdag den 25. august 2012

Jesper på TV

Mens jeg kommer mig ovenpå løbet i Sverige, muntrer Jesper sig på TV. Han kan ses i GO´ Weekend Danmark på TV2 søndag på et tidspunkt mellem kl. 10.45-11.30.

Jeg drager afsted med posen fuld af god energi: FCN slog SønderjyskeE 4-1 i Farum Park; min nevø tog 2 mesterskaber mere i nat (100 m. butterfly og 4x100 m. fri), og Lars Skytte Christoffersen løber lige op med Yiannis Kouros efter 18 timer!
 
SEE YOU ON THE FLIP SIDE

fredag den 24. august 2012

Klar, parat..

Så er kufferten pakket til Skövde! I aften skal jeg slappe af med en tur til fodbold i Farum Park, og så er det ellers tidligt i seng i forsøget på at indhente det sædvanlige søvnunderskud, før uret ringer kl. 06 lørdag morgen.

24 og 48 timers løberne gik i gang kl. 12, og hele løbet kan følges live med opdateringer hvert minut. Man kan sende hilsner til løberne ved at sende en mail til: petere42@gmail.com

William Sichels blog opdateres gennem løbet, og der vil også være lidt billeder fra stævnet.

For første gang falder mine to nevøers svømmekonkurrencer sammen med et af mine ultraløb, og man må sige, at Joachim har sat overliggeren højt, for han er i formiddags (aften australsk tid) blevet New South Wales Age Champion i 400 meter kortbane for drenge 15 år i Ind. Medley med tiden 4:24:64. Så har fasteren noget at leve op til!!

Mit løb kan I som skrevet følge på nettet, og jeg skal forsøge at komme med en kort kommentar i løbet af søndagen, men den længere rapport kommer nok til at vente, til jeg er frisk(ere) på mandag. Det afhænger lidt af, om jeg kan kapre Jespers pc, når jeg aflægger ham et besøg på vej hjem fra Skövde.

Mentalt er jeg klar, og jeg glæder mig til at løbe. Spørgsmålet er, hvor lang fysikken rækker...

torsdag den 23. august 2012

Workshop i barfodsløb


Ro på! siger instruktør Nikolaj Lehmann.
I sort med gule ærmer ses Løberens butikchef Kasper.
Onsdag aften deltog jeg i en 2 timers workshop hos Løberen, Lyngby sammen med 15-16 andre løbere, der ville høre mere om barfodsløb og løb i minimalistiske sko. De første 45 min gik med snak om fordele ved at løbe uden sko, om de mange mærker indenfor minimalistsko der er kommet på markedet (bare sidste år kom der 83 nye mærker!) og svar på diverse spørgsmål fra deltagerne.

Derefter løb vi 1 km til Lyngby Stadion. Jeg løb i mine alm. sko, mens andre allerede var igang med minimalistskoene, primært NB og Fivefingers. På stadion fik vi besked på at smide skoene og løbe på bare fødder, fordi man instinktivt lander længere fremme på foden (altså uden hællanding), når man ikke har sko på. Så blev vi ellers sendt rundt på cindersbanen, bare ½ bane, før vi fik nye instrukser: ½ bane løb lydløst, ½ bane høj kadance, ½ bane løft tæerne. Ialt var vi rundt 3 eller 4 omgange, hvorefter seancen sluttede. Der var ingen løb med sko på (og jeg havde ellers husket mine nye sko), men det var jo også ligegyldigt. Den del kan jeg klare hjemme.

Det kom lidt bag på mig, at man må starte ud med 3-4 km løb i form af skiftevis 50 m gå / 50 m løb. Det er meget længere, end jeg havde troet. Får man meget ondt under løbet eller dagen efter, skal man naturligvis nedsætte distancen næste gang.

Der kommer 2 opfølgningsgange med henholdsvis løb på asfalt og løb i skov på bare fødder, men da jeg ikke skal løbe barfodsløb, men i sko, vælger jeg at nøjes med denne intro-workshop til minimalistisk løb. Jeg skifter ikke mine alm. løbesko ud til fordel for denne type løb, men jeg vil bruge det som supplement i håb om at styrke mine fodled og bagsiden af benene.

Som en lille bonus blev det jo så også en aften med intro til lørdagens løbeunderlag :-)

Min næste workshop bliver løbeteknik d. 5. september.

onsdag den 22. august 2012

Giganternes kamp

Startlisten til weekendens løb i Skövde er blevet opdateret, og hvilket startfelt til 48 timers løbet!!

21 seje mænd med bl.a. Yiannis Kouros , William Sichel , Serge Girard og vores egen Lars Skytte Christoffersen .

Desuden deltager Søren 'RaSor' Raarup, René Vang Hansen og Morten Rasmussen fra Danmark.

Yiannis Kouros er en levende legende indenfor ultraløb, og han har sat et hav af verdensrekorder, hvoraf  mange stadig står . Han har været væk fra scenen et par år, men vender nu tilbage for at jagte flere rekorder.

William Sichel har en plan 60/60 Project om at sætte 60 verdensrekorder, før han bliver 60 år. Han har sat 58, siden sin debut som ultraløber i 1994, og han fylder først 60 år d. 1. okt. 2013. Mon han napper nr. 59 i Sverige?

Serge Girard har ikke lavet de store resultater på timeløb, men læs linket og bliv imponeret!

Lars Skytte Christoffersen må betegnes som en outsider. Han løb 177 km i Viborg for 2 uger siden, men han har før vist, at han mestrer at løbe 2 ultraløb med kort mellemrum, som da han i 2009 løb nordisk rekord i 6 dages løb med 830,370 km og 3 uger senere tog en 2. plads i Spartathlon.

Det kan gå hen og blive en stor kamp med en mulig verdensrekord i aldersklassen M55 (Sichel og Kouros), og lige nu sidder jeg og ægrer mig over, at jeg skal med toget hjem kl. 08.55, fordi mit løb slutter kl. 06. 48 timers løbet bliver nemlig først skudt af kl. 12, og der kan sagtens blive kamp til allersidste minut!

Hele løbet, også det lille undselige 12 timers løb, bliver konstant opdateret med resultater på dette link

ENJOY :-)

tirsdag den 21. august 2012

Kastelløbet

Kastelløbet blev afviklet i perfekt løbevejr: 19 gr. og overskyet. Et supergodt løb med masser af opmuntrende vejvisere og en smuk rute langs Langelinie, gennem Churchillhaven og op på voldene.

Min tid blev bedre end forventet efter søndagens 5 km: 47:14 hvilket rakte til en 3. plads og dermed en tur på podiet i dameklassen 40+. Præmien var en pose fra L´Oreal med 3 slags sampak shampoo/balsam, 1 mascara samt en ansigtscreme.

Her kommer en lille billedkavalkade fra det gamle fæstningsværk.

Udenfor Kastellet står statuen for de faldne i 2. verdenskrig

Den evige ild

På bagsiden er en liste over steder, hvor der har været/er
udstationeret danske soldater

Mindegården for faldne danske soldater

Både for de første, der faldt

og de sidste

Brostensbelagte veje mellem de røde bygninger

Før og efter løbet hyggede folk sig på den store græsplæne

Dagens glade 3. plads :-)

mandag den 20. august 2012

Trailsko

I dag modtog jeg et par trailsko fra Newline. Nu er jeg jo ikke den store trailløber, men jeg bruger altid den type sko, når jeg løber skovløb som f.eks. Allerød Kondiløbserie samt om vinteren, når det er sneglat. Man står langt bedre fast i sneen, når man løber med en grov sål. Desuden vil jeg gerne igang med mere bakketræning, og jeg har nogle super træningsmuligheder i Rude Skov. Bl.a. skal jeg jo på workshop i september måned.



Jeg havde ellers planlagt en hviledag, fordi jeg skal løbe 10 km konkurrence i morgen Kastelløbet , men nu må jeg nok en kort tur i skoven alligevel ;-)

Jeg har haft gang i vægten. Ikke personvægten, men køkkenvægten, fordi jeg følte, at Newlines race sko var tungere end mine tidl. race sko. Ganske rigtigt vejer de 40 gr.mindre pr. sko (dvs. 80 gr. ialt) end min alm. træningsko, men stadig 33 gr. mere end min tidl. foretrukne temposko. Jeg skrev derfor til Newline, hvad dette skyldes, og idéen er at tilbyde løberen en lettere sko til tempo og intervaltræning uden den samme belastning, som en traditionel race sko giver. Jeg synes, det er vigtigt, man er klar over denne forskel.

Newline sko oppefra og ned:
Minimalist, tempo, trail og mængdetræning

søndag den 19. august 2012

Danske Bank Grønne Mil - 5 KM

Om det var varmen, gårsdagens tur eller bare alm. uoplagthed må forblive et ubesvaret spørgsmål, men i hvert fald var lysten ikke megastort til at løbe stærkt i dag.

Trongaarden IF var igen i år heldige med vejret. Måske lidt for heldige efter nogles mening, for varmen tog i den grad fusen på nogle af deltagerne.

Jeg cyklede de 10 km til Sorgenfri Slotspark, hvor der var fyldt med glade børn og afslappede forældre, musik og løb. Det er bare et kanon hyggeligt familieløb i smukke omgivelser.

Allerede under den korte fælles opvarmning kunne jeg mærke den manglende energi. Jeg følte, at jeg næste ikke kunne løfte benene. Ikke pga. træthed efter i går, men pga. varmen! Der er fællesstart for 5 km og 7,5 km, som består af henholdsvis 2 og 3 omgange á 2,5 km. Slotsparken er ikke større end at 1 omgang fører rundt i det meste af skoven. Ruten må betegnes som let kuperet. Der er altid let kaos i starten, fordi man efter 50 meter over en græsplænen løber ind på en skovsti, lidt som ind i en flaskeprop. Det tager derfor lidt tid at finde sin rette placering i feltet.

Der var en del løbere havde overvurderet sig selv eller undervurderet varmen, så jeg fik indhentet nogle stykker på 2. omgang. Trods det blev min tid 1 min. langsommere end sidste år - ØV!

24:43 er dog stadig under 25 min, som jeg havde sat som succeskriterie (nej, jeg stiler ikke højt for tiden) og det rakte da til en flot 4. plads ud af 65 startende kvinder :-)

100 km på Bornholm i 2013 :-)

Det er meldt ud, at Tejn IF ikke arr. 24 timers løb i 2013, og DM overtages derfor af Grenaa d. 14.-15. september 2013.

Rygtet har også lydt, at der heller ikke ville blive arr. 100 km Bornholm Rundt længere. Set i lyset af det store arbejde, der ligger bag, er der ikke noget at sige til, hvis TIF melder fra, når der kun stiller 3 kvinder og 18 mænd (+ 6 stafethold) op i et løb, der ovenikøbet er Dansk Mesterskab. Dvs. at på kvindesiden var man garanteret en podieplads ved DM bare ved at gennemføre!

Klubben arr. også Salomon Hammer Trail og en masse andre cross/trialløb, herunder en forlængst udsolgt trailcamp , så jeg forstår, hvis den lille gruppe ildsjæle siger stop for nogle af aktiviteterne.

Sidebemærkning: Som noget nyt i 2013 er Hammer Trail blevet kvalifikationsløb til det legendariske Western States 100 foruden de 4 points, som 100 miles giver til UTMB.

Men nu har Kim Rasmussen off.gjort, at 100 km vil blive afholdt næste år. Datoen er endnu ikke fundet, men mon ikke den ligger i god afstand til VM i Syd Korea d. 13. oktober, så landets hurtigste ultraløbere kan stille op.

Hvis ikke-ultraløbere tænker 'Hvor har jeg hørt navnet Kim Rasmussen før?', så var det ham, der blev nr. 4 i La Ultra i Indien for nylig.

Hvis du er en erfaren løber, gerne med nogle marathons eller andre lange løb i bagagen, kan du måske bruge dette 16 ugers træningsprogram til 100 km

lørdag den 18. august 2012

Ingen chokolade!

10 timers god nattesøvn fik sandelig gjort noget ved betonbenene. Absolut intet at mærke på dagens 20 km. Det plager mig lidt, at jeg ikke får løbet længere ture før 12t. løbet, men jeg vælger at holde mig til de halvlange ture, der ikke kræver særlig restitution, så jeg kan træne uden problemer dagen efter, i stedet for at løbe 30-40 km, der måske giver bagslag, fordi det er så længe siden. Desuden har jeg jo et 5 km løb i morgen eftermiddag i Sorgenfri!

Undtagelsesvis vil Jesper ikke indgå et frisk væddemål om min præstation på lørdag/søndag, fordi han ikke vil friste mig til at løbe længere, end kroppen tillader. Han minder mig om, at det er det første forsigtige skridt tilbage i de skadesfrie ultraløberes rækker. Hader I også, når folk har ret? ;-)

Jesper og jeg har ellers haft adskillige plader chokolade på højkant i tidens løb, både for resultater og for velgennemførte præstationer. Måske jeg skylder ham lidt for World Run???

Efterhånden er nervøsiteten og panikken ved at indfinde sig. Måske var det for hurtigt at tilmelde sig et ultraløb? Har jeg stadig psyken til de lange løb? Når man løber lange træningsture, træner man også mentalt evnen til at holde sig i gang i mange timer, og det mangler jeg i høj grad. Om 1 uge kender jeg svaret..



fredag den 17. august 2012

Langsom fremgang er stadig fremgang

For pokker! Jeg må være ved at blive gammel, for kroppen skal sandelig vænne sig til hverdagen igen. Benene er blevet mere og mere tunge, som ugen er skredet frem, og i dag var de nærmest støbt i beton, da jeg skulle løbe.

Jeg har fået mange gode råd af Jesper i tidens løb (det er snart 7 år siden, vi mødtes), og det er langt fra dem alle, der sidder fast, men især 2 har virkelig slået rod. Det første fik jeg frem mod mit første marathon: Bevar roen, når alle styrter afsted i begyndelsen. Hvis du holder dit eget tempo, vil en meget stor del af dem komme tilbage til dig igen, når løbet nærmer sig sin afslutning, fordi de har lagt for hårdt ud.' Det andet fik jeg før mit første 24 timers løb på Bornholm: 'Vær ikke urolig, hvis du har tunge ben i begyndelsen af løbet. Det skyldes ofte den tunge træningsmængde frem mod løbet, og det løsner sig efter nogle km.'

Nu er det ikke fordi jeg ligefrem har ligget i tung træningsmængde, mere i ultralight udgaven, i lang tid, men jeg er begyndt at øge træningsmængde, og det giver samme effekt. Jeg bruger ofte Jespers råd, når benene ikke rigtigt vil løbe i begyndelsen, og som regel løsner det op efter 4-5 km. Disse 4-5 km er dælme ikke ret sjove, men jeg bruger erfaringen, når det virkelig tæller - at de løsner sig, hvis jeg ikke går i panik og bliver negativ.

Og så er de dage, hvor benene aldrig bliver gode, og dem smider jeg bare i den mentale skraldespand. I dag løsnede de heldigvis op :-)

torsdag den 16. august 2012

Workshops hos 'Løberen'

Hvor heldig har man lov at være? Her står jeg med et par nye minimalistiske sko fra Newline uden rigtigt at have en idé om, hvordan jeg skal starte op, og vupti - så annoncerer 'Løberen' i Lyngby, at de afholder en aften om barfodsløb og løb i minimalistiske sko på onsdag i næste uge. Pris: 20 kr.

Og nu jeg var i gang, tilmeldte jeg mig også en aften med Trailløb træning i Rude Skov ved Holte, 3 km fra min bopæl, for at lære at løbe ordentligt på bakkerne. Jeg vil gerne træne mere i terræn, men min teknik er meget mangelfuld. Jesper plejer at sige, at jeg er den eneste løber, han kender, der løber hurtigere opad end nedad en bakke, men det kan denne aften måske gøre noget ved. Pris: 0 kr. Ja, du læste rigtigt! Det koster gratis.

Det kan godt betale sig at holde øje med 'Løberen's aktivitetskalender for den har jævnligt gode foredrag/workshops for 20 kr.

Jeg er blevet udstyret med et par sko fra Newline til mine tempoture og intervalpas. Et par Hot Sauce Racer lyder da virkelig af noget med fart i :-D

onsdag den 15. august 2012

Velkommen til hverdagen

Efter en dejlig sommerferie er jeg nu tilbage i nattevagt, og det tager åbenbart lidt tid for kroppen at vænne sig til omvendt dag/nat igen. Benene var som bly i dag, og det hjalp ikke på indsatsen, at det er bagende varmt. Ikke at jeg klager over sol og sommer, men jeg løber bare ikke ret godt, når det er varmt.

Jeg har selvfølgelig heller ikke gjort det nemmere for mig selv, når jeg ikke har holdt cyklingen ved lige i ferien. Kun små transportture i lokalområdet, og nu skal jeg pludselig over Geels Bakke igen. I går havde jeg desuden en ekstra tur til Farum Park, så det blev sammenlagt til 50 km.

Jeg er derfor taknemmelig for, at 12 timers løbet først er i næste weekend. Det ser såmænd sort nok ud i forvejen med formen :-/

Jeg har ikke, ikke engang inderst inde, et mål for distancen på 12t. Jeg vil være tilfreds med at komme igennem uden pause (andre end forplejning og evt. tøjskift) og uden skader. Jeg har fået streng (!!) instruks fra Jesper på at holde mig skadesfri, og hvis det betyder, at jeg må trække mig undervejs, fordi jeg får tegn på overbelastning eller ondt i anklen, fordi den ikke er så klar, som jeg tror, så skal jeg gøre det.

Jeg får dansk selskab i Skövde. Søren 'RaSor' Raarup, der vandt 48 timers løbet i 2010 med 295,895 km, stiller op på distancen igen.

tirsdag den 14. august 2012

Nu med minimalistsko

I dag har jeg modtaget 2 par nye sko fra Newline. Det ene par er mine sædvanlige træningssko Exact Change, og det andet er et par minimalistsko NADA der skal bruges som supplerende træning på basis af øvelser på den medfølgende DVD.

Formålet er at styrke foden, og måske er det løsningen på mit svage fodled? Skoen vejer næsten ingenting, og der er ingen støtte i den, så det kan vel kaldes en form for barfodsløb iført sko - eller tager jeg fejl? Der er måske læsere, der sidder inde med gode råd omkring dette?

Minimalistskoen NADA

Mine alm. træningssko
Exact Change 3.0

mandag den 13. august 2012

Hver meter tæller!

Jens Ole Nielsen har været så venlig at sende mig et foto af resultaterne fra Viborg. Det viser, at han har løbet 229,2 km, hvilket betyder, at hver omgang ikke er 5,7 km, som det fremgår af løbets hjemmeside, men 5,73 km. 30 meters forskel lyder umiddelbart ikke af meget, men når man løber 40 seje km, bliver det altså til 1,2 km ekstra!

Jens Ole skriver også, at han på egen hånd har løbet Danmark på langs 402 km og Danmark på tværs 326 km, begge ture med 10,5-12 kg oppakning. Den slags soloture giver god erfaring til brug i senere konkurrencer, og resultatet så vi i går.

DM 100 km

I går blev DM 100 km afviklet på Bornholm. Tejn IF stod for øens foreløbigt sidste 100 km løb, som består af en enkelt omgang, som til gengæld går hele øen rundt! Fremover vil TIF satse på trailløbet Hammer Trail 50/100 Miles.

Dansk mester blev Ole Karlsen, Holbæk  med tiden 8:57. Tiden er han ikke så tilfreds med, men Ole løber ikke ret godt i varme. Faktisk foretrækker han 10-12 gr., så gårsdagens bagende sol gav problemer med krampe pga. væsketabet. Indtil 45 km lå han til en sluttid lige under 8 timer, men pga. stor risiko for at gå helt ned, fordi han ikke kunne optage nok væske, valgte Ole at gå ned i tempo. Han havde på daværende tidspunkt et stort forspring til nr. 2, og titlen var aldrig i fare. Ole bliver dermed dobbelt dansk mester, da han i juni måned sikrede sig titlen i 24 timers løb med imponerende 231 km. Stort tillykke til Ultra-Ole :-)

Resultatlisten kan ses her

Ole Karlsen
Foto: Jesper Halvorsen (ligger på Facebook)

søndag den 12. august 2012

Super resultat i Viborg

I weekenden er der løbet 24 timers løb i Viborg. Løbet er primært rettet mod stafethold, men efterhånden er der kommet en del singleløbere med. I år var der tilmeldt 211 hold og 72 singleløbere fordelt på 12 og 24 timers løb. Ruten er 5,7 km lang og går rundt om Søndersø. Der er et par gode bakker på ruten i stil med dem i Holte, dog er de på asfalt. Desværre har arr. stadig ikke fundet det nødvendigt at sørge for opmåling af sidste omgang, hvilket jo kan være af meget stor betydning med så lang en rute.

24 timers løbet blev vundet af Jens Ole Nielsen fra Grenaa med meget imponerede 228 km! Jens Ole vandt samme løb i 2008 med 205 km, så det er virkelig en markant fremgang. Jeg har forhørt mig lidt om ham, for han er ikke kendt i ultrakredse. Det viser sig, at Jens Ole foruden Viborg kun har løbet Swiss Alpine 78 km samt et 100 km løb. Begge løb var i 2007. Han deltog også i Viborg i 2010, men udgik efter 40 km.

Jens Ole har 2:48 som PR på marathon, fra han løb i Sparta for år tilbage. I følge mine informationer løber han aldrig længere træningsture end 30 km, men til gengæld har han mange ture på 17-22 km i højt tempo.

Challenge Copenhagen (triathlon på ironman-distancen) finder sted i dag, og en del af cykelruten går ad Kongevejen gennem Birkerød. Jeg valgte derfor at løbe til Holte gennem Vaserne og derfra løbe mod CC-deltagerne, så jeg kunne klappe af alle, jeg mødte på de 5 km, strækningen var, før jeg skulle dreje fra og løbe hjem. Det var en skøn oplevelse! Jeg mødte rytterne på deres 1. omgang ud af 2, og de var derfor stadig forholdsvis friske (i hvert fald de fleste), og mine klap blev mødt med store, glade smil, flere thumps ups og et enkelt 'Tak i lige måde', fordi jeg løb. Det er da overskud :-)

Det er ikke let at genkende folk i farten, og det eneste kendte ansigt, jeg så, tilhørte Morten Walter, som jeg har løbet mange marathons med. Jeg håber, der var flere bekendte, der fik et klap med på vejen af en orangeklædt løber.


Dette billede er dedikeret alle de seje triathleter, erfarne og nykårede - I er for seje!!!

lørdag den 11. august 2012

Skadesfri

Kroppen er lidt tung efter gårsdagens intervaller, men slet ikke så voldsomt som forventet. Jeg fik dog ikke gjort sagen bedre ved at have indtaget ½ fl. rødvin i går aftes. Jeg drikker sjældent ret meget vin, fordi det giver mig en dårlig nattesøvn og en dårlig træning dagen efter, og det slog såmænd heller ikke fejl denne gang :-/

Heldigvis var vejret på min side i dag, og derfor gik 10 km restitutionsløb trods alt fint. Iøvrigt er alle gener fra foden forsvundet igen, så jeg har nok ret i min antagelse, at jeg bare havde ligget forkert på den om natten. Det er en underlig og meget glædelig fornemmelse endelig at kunne kaldes sig skadesfri.

I går, da jeg en sjælden gang var i Hørsholm, så jeg et opslag om et lokalt løb Å-løbet med 5 km, 10 km og halvmarathon for 60 kr. med elektronisk tidstagning. Det tog 1 sekund at beslutte mig for at deltage på den lange distance!

Jeg var også i Lyngby, og her slog jeg vejen forbi 'Jack and Jones' for at se, om de stadig havde nogle OL T-shirts tilbage. Deres slogans er jo også brugt indenfor ultraløb. Pris: 99,95 kr. så jeg købte 2 :-)